Digitaliseret af | Digitised by

O

2 —

DET KGL. BIBLIOTEK

Royal Danish Library

Forfatter(e) | Author(s):

Titel | Title: Det Kongelige Theaters Repertoire. Bindbetegnelse | Volume Statement: Vol. 3; Udgivet år og sted | Publication time and place: Kbh., 1828-99 Fysiske størrelse | Physical extent: 10 bd. DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.

PUBLIC DOMAIN

UNIV.-BIBL. Afd. I 4 É 4

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

|

DÅ

.

.

Da L

REDER IT OI NIE

TREDIE DHEA

gl 2

n

SONNE

KONGELIGE TRUE ATERS i

dj

BIBL, UNIV. HAFNIENSIS

.

Det kongelige Theaters Repertoire,

udgivet af J. fj. Schubothes Boghandling.

Tredie

Dominique.

Brodrene Foſter.

For evigt! eller: Medicin mod en Elſkovsrus!

Johanna d'Arc, Pigen af Orleans.

Chriſten og Chriſtine.

Chriſtens Hjemkomſt.

Broder og Soſter. |

Donna Diana, | Kom! | Ludvig den Ellevte. | Tempelherren og Jodinden.

| Den unge Hovmefterinde. |

70

Aurelia.

Deel.

Ludovic.

En Time i et Stervbo. Den ubekjendte. Hertuginden af Mantua. Den hemmelige Lidenſkab. Igaar og Idag.

De to Agtemend. Ornens Rede.

Melva.

Matroſen.

Et Eventyr under Carl den Niende,

Dominique. Comedie i tre Acter af D'Epagny og Dupin. Overſat og indrettet for den danſke Skueplads af Th. Overſkou

Perſonerne:

Grev de la Seaumerie ... . Hr. Solſt. Blanche, hans Soſter .... Md. Wexſchall. Des Areis, Criminalraad og Po⸗ i:

litieintendant i Paris .. . Hr. Nielſen. Laubardemont, Oberſt for Re⸗

gimentet La Roque Morvilliers, Secretair i Hof⸗

kerne dn skr kede gl Dominique, Soldat i Oberſtens

Regiment ..... . — Winslev jun.

— Kragh.

— *

— Winslsv. sen.

Genevieve, hans Moder... Md. Winslev Deniſe, Blanches Kammerpige — Larcher. Laurent, | Tjenere hos Des Ar⸗ Hr. Brock. Georges, cis. . — Petges. Philippe, Tjener hos Laubar⸗

demon tt Se een — Walz Soldat ess SEE f — Sanſen

Handlingen foregager i Paris, under Ludvig den Trettendes Regjering og Cardinal Richelieus Miniſterium. ——— . /:. —:;—.:ñ—ñ..ññññ—ññ——ñ—

Forſte Act.

(Raadhuuspladſen. J Baggrunden paa venſtre Side ligger et Pallads, der er noget hoiere end de Huſe, der omgive det; over Porten fees et ade⸗ ligt Vaaben. Udenfor Salsekagen er en Altan, ſom boier om Hjørnet og løber langs med Floien. J Baggrunden et . Huus, pan hvis Tag⸗ værelfe der ſkimtes Lys. Pee hoire Side en Floi af det gamle Raadhuus. Det er Nat).

Forſte Scene.

Georges (ſidder og ſover paa en Steenbenk uden⸗ for Palladſet), La Jeaumerie (kommer ind idet han ſeer ſig forſigtigt om. Han er indhyllet i fin Kappe, og har ladet den ophefkede Hatteſkygge ſynke ned over Binene).

La Seaumerie. Endelig er jeg igjen i Paris! Jeg er midt i Byen; men af Frygt for at blive opdaget har jeg ſneget mig igjen⸗ nem faa mange ſmaae Strader, at jeg ikke veed hvor jeg er. ſeer fig om Lad mig fee — ja jeg er paa Raadhuuspladſen — paa denne Side er altſaa mit Pallads — mit Pallads, ſom jeg ikke tor vove at betræde. O, nu er det ſikkert beboet af et af Richelieus Creaturer, ſom han har ſkjanket mine Eien⸗ domme da han troer at jeg er dod. — Jeg vil dog ſee om jeg kan opdage — Gud! har jeg feet ret? Bedrages jeg ikke af Lygtens ſvage Skin? Laubardemonts Vaaben-— Laubardemont! denne Skurk! Cardinal⸗Mi⸗ niſterens fordømte Haandlanger! Han ſom forſt ved fin Lift bragte mig i Fengſel, ſom ſiden paatog fig det Hverv at fkaffe mig ud af Verden ved Snigmord, og nu troer, at hans forte Plan er udført — han har arvet det, man har fraranet mig! (med Vrede) La Heaumeries Pallads er blevet Laubardemonts Pallads! Ha! (gaaer frem og tübage) Men hvor ſkal jeg nu kye hen? uden Penge, uden Tilflugtsſted! O Gud! hvem ſkal jeg hen⸗ vende mig til? — Jeg har rigtignok en So⸗ ſter i Paris, men hvor er hun? — har man ladet hende beholde Livet? — Skrakkelige Skjcbne! hvorfor har jeg dog ogſaa ladet mig forlede til at komme kilbage til Frank⸗ rige ved Rygtet om, at den nedrige Richelieu

var farlig ſyg, at — Igjen et feilſlaget Haab! Hvor ſkal jeg nu hen? (efter et Biebliks Eftertanke) Der falder mig noget ind — hvis min gamle Amme levede endnu — jeg gav hende en lille aarlig Underſtsttelſe; hun vilde ſikkert ſkjnke mig et Skjul. — Den ærlige Dominique har ſagt mig, at hans Moder boede paa et Tagkammer i et forfal⸗ det Huus tæt ved mit Pallads — der feer jeg Lys — det er viſt hos hende — chan vil banke) Nei, det er for tidligt — jeg kunde vakke Huſets Folk og blive robet. Jeg vil vente her i Nærheden indtil jeg feer Døren blive aabnet. Min ſtakkels Amme! hun er mit

eneſte Haab. (Han gaaer; Klokken ſlager fem).

Anden Scene. Georges ſtrax efter Philippe.

Georges waagner ved Klokkens Lyd). Fem? jeg er ſom jeg var knuſt! — jeg var falden i Søvn her paa Benken — Taarnuhret vak⸗ fede mig! Hvad det er for et Liv at være Tjener hos en Forelſket! Nu har jeg i tre Uger tilbragt Natten under aaben Himmel, for at min Herre kan fornoie fig i Fred og Ro. É i

Philippe kommer ud ved Georges ſidſte Ord). Et Mandfolk i Nærheden af Palladſet? — Hvad mon han vil?

Georges. Det bliver ſnart Dag; derſom han er klog, faa mage han ikke blive forlænge inden han ſtiger ned.

Philippe. En Silkeſtige! — Nei, der er ingen Tviol om; der er nogen inde i Pal⸗ ladſet — denne Skjelm er viſt i Ledtog med ham. (ſagte) Naa da for al Ulykke! Dolken frem og ingen Skaanſel — det er Hr. Ober⸗ ſtens Ordre. 5

Georges, O hvor denne Nat forekom⸗ mer mig lang! 5

Philippe Gom juſt vil ſtode til). Hvad? Georges! det er Dig? det var en Lykke for Dig, at Du aabnede Munden, ellers havde den nu været lukket for evig! —

*

Georges. Lukket for evig! Ih Gud be⸗ vares! Er det Dig, Philippe? gaaer Du Bag 3 med Dolk i Haanden paa denne

U

Philippe. Ja, jeg er kommen i Tjeneſte hos Oberſt Laubardemont, og han har befa⸗ let mig og to andre Tjenere, at vi om Nat⸗ ten ſkal pasſe paa her udenfor Palladſet.

Georges. Har han da nogen Mistanke om hvad der foregaaer derinde?

Philippe. Ja viſt har han Mistanke; — men det har jeg ikke mere! Jeg har Vis⸗ bed; thi denne Stige beviſer, at den æble

vøfen, ſom han pasſer paa, ikke har ſtor yſt til at tage Sloret, ſom han forlanger.

Georges. Det har Du Ret i. Men hvorfor forlanger han det?

Philippe. Veed Du ikke det?

Georges. Nei!

Philippe (med ſagte Stemme). Blanche de la Heaumerie er Soſter til en Greve, ſom er forviiſt.

Georges. Og ſaa? .

Philippe (ftedfe ſagte). Miniſteren har ta⸗ get Grevens Eiendomme fra ham og ſkjon⸗ ket dem til Laubardemont. Oberſten har ogſaa vidſt at fkaffe ſig Formynderſkabet over den unge Froken.

"Georges. Og nu vil han putte hende ind i et Kloſter, for at hun aldrig ſkal fordre Broderens Formue, tilbage?

Philippe. Der traf Du det; det er der⸗ for han ſoger at hindre hende i at gifte ſig.

Georges. Men det kan han ikke hindre,

Philippe (leende). At han ikke kan hindre hende i at hænge en Silkeſtige ud af Vin⸗ duet — det vil jeg give Dig Ret. i, men —

Georges. Men — jeg ſiger Dig, han kan heller ikke hindre hende i at gifte ſig.

Philippe. Hvorfor?

Georges. «Hvorfor? fordi: hun er gift! Hun har indgaaet et hemmeligt Begteſtab for tre Uger ſiden, og derfor er det, at jeg ſtaaer her og venter paa Des Arcis, min Herre!

Philippe. Des Arcis, den unge Crimi⸗ nalraad? Politieintendanten? Det er en for⸗ treffelig ung Mand! Jeg har tjent ham, og jeg vilde ikke for al Verden, at der ſkulde hende ham noget Ondt. — See dog til, at Du kan advare ham.

Georges. Jeg veed ikke hvorledes jeg ſkal bære mig ad —

ilippe (forfærdet). O Gud! det er, for digt! Skynd dig herfra; der kommer No⸗ gen inde fra Palladſet. — Derſom man ſaae os ſammen— .

Georges (engſtlig). Det er umueligt at underrette ham om — jeg maa afſted — 0 min ſtakkels Herre!

(Gager ud paa venſtre Side.)

Den unge

2 ö Dominique.

Tredie Scene. Laubardemont. Philippe.

Laubardemont (kommer fra Palladſet; en Tiener lyſer ham med en Fakkel). Hvem var det der talte med Dig?

Philippe. Med mig naadigſte Herre?

ö W Svar mig uden Om⸗ vob.

Philippe. Naadigſte Herre! jeg fværger . Dem til —

Laubardemont. Du lyver; jeg feer, Du vil bedrage mig. Idet jeg kom ud, ſaae jeg at En ilede bort ad denne Vei.

Philippe. Det har maaſkee været en Forbigaaende.

Zaubardemont. Jeg fkal nok opdage om min Mistanke er grundet — Ha! en Stige! O! nu tvivler jeg ikke mere!

Philippe. Det er ude med mig!

Laubardemont. Adlyder man ſaaledes mine Befalinger? Siig mig, hvem er det, der er gaget op af denne Stige, eller —

Sa (truer ham med fin Kaarde).

Philippe. O, naadigſte Hr. Oberſt! ſaa ſandt jeg lever, jeg har ikke ſeet ham!

Laubardemont. uUsling! jeg veed ikke hvad der holder mig tilbage — Gaa ind — foran mig, og fkjclv, hvis jeg opdager, at Du ſtager i Forbindelſe med dem, ſom frænfe min Ære,

Philippe (ſagte). Den ulykſalige unge Mand. (heit ). Som De befaler, naadigſte Herre! (gaaer ind).

Laubardemont (tiger op paa Benken og ſejcrer Stigen over med fin, Kaarde!. Er han nu her i Huſet „ſaa veed jeg, at han ikke ſkal undlobe mig! (til Tieneren) Følg med!

(Gager ind, fulgt af Tieneren. Et Bieblik efter

ører man en ſterk Stoi inde i Huſet. Vinduet til Altanen aabnes % Des Areis kommer ud paa den, ledſaget. af Blanche; han har Kaarden

n er halv paakladt og indhyllet i fin

Fjerde Scene. Blanche. Des Arcis.

Blanche (hele Scenen igjennem meget levende). De komme! — de ere bevæbnede! Fly, 05 mand! — De dræbe Dig! Skynd

ig. É

Des Arcis (ligeledes meget levende hele Sce⸗ nen). Det er umueligt — Silkeſtigen er ſkaaret over. 3

Blanche. O Gud! Hvor fÉal vi hen? — Der ere de! Ha! de fÉal idetmindſte ikke ſtode Sværdet i Dit Bryſt uden at gjen⸗ nembore mit. omfavner ham).

Des Arcis (jagte. Stille! vær rolig! jeg er reddet!

Blanche. Hvorledes?

Des Arcis. Ved at felge denne Altan kan jeg komme over paa det flade Tag af Nabohuſet.

ie Act,

Blanche. O Gud!

Des Arcis. Jeg behøver da blot at krybe over et Par andre, faa er jeg mine Forfol⸗ gere ude af Syne, og kan holde mig ſtille paa et Tag, indtil jeg finder Leilighed til at komme ind i et af Huſene.

Blanche. Men hvilken Fare —

Des Arcis. Ver uden Frygt! Kjäarlig⸗ heden beſkytter mig — den har allerede gjort ſaa meget for mig — Farvel, min Blanche! — (omfavner hende) Farvel!

(Gager langs ad Altanen omkring Hjornet og for⸗ ſvinder).

Blanche i den hofftigſte Sindsbevcrgelſe). Jeg haaber, at vi ſnart — o Gud!

(Hun gager ind og lukker Vinduet, "Støt inde i Palladſet).

Femte Scene. Dominique (tommer ind og fætter fig paa en Afviſerſteen).

Intet at beſtille — Ingen vil give mig noget at fortjene! — Kom om Dagen, ſiger Folk til mig. Gager Du aldrig ud for at ſoge Arbeide, uden om Natten? — Kryber Du i Skjul om Dagen? Ja viſt kryber jeg i Skjul — det er jeg nok nodt til. Hvilken for⸗ bandet Skjebne! Naar Ulykken forſt er i He⸗

paa en ſtakkels Djævel — Det er forbi med mig! — Jeg gad nok vide, hvad jeg ſtal beſtille her i Verden? — hvad Gavn er jeg til? — O! hvorfor har Himlen ikke ſkjcnket mig en hederfuld Død, da jeg var ved Regimentet! — det havde den gjort bedre i, end at lade mig teres hen Dag for Dag! — Nei, nei! faa lykkelig ffulde jeg ikke være! De Rige, ſom kunne kjsbe fig et Himmerige her paa Jor⸗ den, dem tager Doden; men den er alt for ſtolt til at gjøre fig Uleilighed for en fattig Stymper/ ſom jeg, der er færdig at briſte af Sult og Sundhed! (leer) Det er en underlig Verden vi leve i! (heftig) Den duer ikke! Slynglerne tage Alting, ſaa at der ikke bliver noget tilovers for ſkikkelige Folk. Men min Moder venter mig viſt med Langſel! Stakkels Moder! Du har ogſaa den Ulykke, at Du hører til de Skikkelige!

(Gager ind i det forfaldne Huus).

Sjette Scene. La Seaumerie (fom ſagte har nærmet fig under Slutningen af Dominiques Monolog).

Ah! der gik En ind i Huſet! Om jeg nu — nei! han kunde forraade mig! jeg vil vente indtil jeg feer nogen gage ud, da vil jeg ſmutte ind og ſoge at finde den gamle Genevieve hos hende kan jeg dog igjen finde Ro efter alle de Farer, der ſaalenge have om⸗ ringet mig! (Gager ud tat ved Huſet).

Syvende Scene. (Et Tagkammer; paa den ene Side et Vindue, en Lampe paa Bordet). Genevieve (fidder ved fin Rod. Dominique kommer ikke tilbage — (gaaer

Man hører 9

Ste Scene. 3

hen og ſeer ud af Vinduet). Det begynder dog at grye ad Dagen og feer ud til et ſkrakkeligt Uveir! Der kommer Nogen op af Trappen! det er ham, det er jeg vis paa! Stakkels Dreng! han gaaer ud om Natten for at ſoge om Arbeide; Gud give, at han dog havde faaet noget! (til Dominique, ſom træder ind). Naa, min Dreng?

Ottende Side. Genivieve. Dominique.

Dominique. God Morgen, Moder! Har Du ſovet? Jeg vilde ikke vakke Dig, da jeg ik ud — Naar man ſover glemmer man alle fine Ulykker! Intet Arbeide!

Genevieve. Hvad fÉal der dog blive af os?

Dominique. Det veed jeg ikke; hvad mig angaaer faa feer jeg ikke mere noget Middel til at rive os ud af vor Elendighed. Gode Moder! det er ifær Dig det gjør mig ondt for. Hvis Du var ene, faa kunde Du ernære Dig ved Dit Arbeide — men jeg er kommen tilbage for at ligge Dig til Byrde, nu har Du dobbelt ſaamange Udgifter.

Genevieve. Det er jo ikke Din Skyld, at Oberſt Laubardemont har berøvet mig den aarlige Underſtettelſe, ſom jeg havde af den gode Grev de la Heaumerie, ſom har hvilet ved mit Bryſt med Dig.

Dominique. Laubardemont! Ja, deri har Du Ret, Moder! det er dette ſlette Menne⸗ ſte, der er Skyld i vore og mange Andres Sorg og Modgang! (med Vrede). O! jeg troer, at der ſikkert maa være et Liv efter dette — thi dette — nei, paa min Sjæl! dette duer ikke for ſtikkelige Folk.

Genevieve, Himlens Billie ſkee! Men veed Du hvad, mit Barn? vi have maafkee ogſaa imod vor Billie gjort et og andet, der ikke var rigtigt, og ſom vi nu mage bøde for.

Dominique. Nei, Moder! min Samvit⸗ tighed gjør mig ingen Bebreidelſer.

Genevieve. O, Fjære Dominique! Du har maaſtee dog gjort een Ting. Jeg veed jo nok, at Du har ſagt mig, Du ikke kunde bære Dig anderledes ad — jeg vil jo gjerne troe det; men det piner og plager mig dog! Tank engang! Du har deſerteret — hvem veed om Gud ikke ſtraffer os for det!

Dominique. O Moder! derſom Du vid⸗ ſte—! deſerteret — ? ja det har jeg! og denne Brode ſynes utilgivelig; men hvorfor har jeg deſerteret? — o naar Du blot vidſte det.

Genevieve. Jeg har længe ahnet det! Du er deſerteret fordi Du elſker den lille De⸗ niſe, der er Kammerpige hos Froken Blanche.

Dominique. Du tager Feil! Jeg elſter Deniſe af min hele Sjæl — det er ſandt; men aldrig. vilde jeg begage en Nederdreg⸗

1*

.

— — En 2

4 Dominique

tighed, ei engang for at nyde den Lykke, at kalde hende min — en Lykke, ſom er ſaa langt fra mig; nei, det var noget endnu langt vigtigere end alt dette, kjere Moder!

Genevieve. Men hvad da?

Dominique. Det var en redelig Mands — en Velgjerers Undergang — reent ud ſagt, det var Grev de la Heaumeries Dod!

Genevieve. O Gud! hans Dod! — Jeg forſtaaer Dig ikke!

Dominique. Du huſker dog endnu, at den kjckke Marquis de Eing⸗Mars for to Aar ſiden maatte bøde med Livet for en Uforſig⸗ tighed, ſom den tradſte Richelieu kaldte en Sammenſpargelſe?

Genevieve. Om jeg hufker det? Det var jo derfor den onde Miniſter lod Grev de la Heaumerie arreſtere og kaſte i et Fangſel, ſom Ingen veed hvor er!

Dominique. J Faſtningen Belle⸗ Isle, hvor jeg lage i Garniſon.

Genevieve. Saa har Du da ſeet ham?

Dominique. Ja! — Han blev ſat un⸗ der Opſyn af Oberſt Laubardemont, der var Chef for vort Regiment. Og enten denne Skurk havde hemmelige Befalinger eller han vidſte, at Miniſteren gjerne ſaae det; nok er det, at denne Usling beſluttede at lade ſin ulykbelige Fange dræbe,

Genevieve (levende. Hvad ſiger Du? Det ſtakkels unge Menneſte, ſom har ligget ved mit Bryſt tilligemed Dig — ham vilde de myrde?

Dominique. Hor mig rolig tilende, hvis Du kan, Moder! — Der blev valgt en Sol⸗ dat, ſom frulde dræbe Greven i fit Fengſel.

Genevieve. Det flette Menneſke! han vilde paatage ſig ſaadan en fkammelig Gjer⸗ ning.

Dominique. Han var jo Soldat — han kunde ikke negte at adlyde en Ordre.

Genevieve. Han fulde trodſe Alt — og naar han ikke kunde andet, faa fÉulde han

flygte — Dominique (levende. Han fulde. flygte! og det er det han har gjort! — han vilde

fer miſte fin Gre for Menneſkene, end plette fin Samvittighed for Gud! Ja, han er de⸗ ſerteret! — Denne ulykkelige Soldat, det er mig, Moder! det er Din Son!

Genevieve (kaſter fig i hans Arme). Dig! — o min kjcre Son! min gode Dominique! tilgiv mig de uretfærdige Bebreidelſer, jeg har gjort Dig! O! Du har gjort vel i at være ulydig imod en ſaadan Befaling! — Men hvad er der blevet af Greven?

Dominique. Iſtedet for at dræbe ham, hjalp jeg ham ved Lift ud af fit Fengſel, og da han forſt var ude af Faſtningen, blev det ham en let Sag at komme ombord paa et Skib, ſom gik til England.

Genevieve. Gud være lovet fordi han har indſkudt Dig den Tanke at frelſe ham,

1

Du ſtakkels Dreng! — o, jeg er ſtolt af at have en ſaadan on!

Dominique (ſom begynder at ſvare i en bitter Tone, der umerkeligen forſt gaaer over til Vrede og ſiden til Fortvivlelfe). O, Moder! Du har en Son, ſom er meget at beklage, ſom intet vil lykkes for i denne Verden, og ſom falder Dig til Byrde ved ſin Kummer, iſtedetfor at han ſkulde lindre Din. a

Genevieve. Ver rolig, min Son! For⸗ ſynet forlader os ikke.

Dominique (kaſter fig paa en Stol). Jo viſt! det fif altfor meget at gjøre derſom det ſkulde bryde ſig om alle de ſkikkelige Folk, der vente, at det ſkal lonne dem for deres Lidelſer; nei, det er ſom jeg har ſagt Dig, det fÉcer ikke i dette Liv. O, jeg vilde onſke at jeg lage i min Grav!

Genevieve. Men har Du miſtet Forſtan⸗ den, Barn? Dominique. Nei, tvertimod, jeg har al⸗

drig talt forſtandigere! Nu er der ingen an⸗ dre lykkelige end Spitsbuberne! de ere de eneſte, der komme frem her i Verden. Jeg ſiger ikke at Forſynet er uretfærdigt i den anden Verden — der har jeg aldrig været, den kjender jeg ikke; men i denne — o! den kjender jeg tilgrunde! Tro Du mig, Mo⸗ der! denne Verden er den Ondes Verden; og derſom jeg ſkal ſige Dig min Mening reent ud, ſaa tilſtaaer jeg, undertiden fal⸗ der det mig ind, at det ikke er den gode Gud, men en ond Aand, der regjerer Tin⸗ gene hernede.

Genevieve. Hvilken ſorſkrekkelig Tanke! Dominique . (veifer fig). Den er ſand, denne Tanke! De Smaa, ſom ſtjele Brod, dem hænger man, men de ſtore Tyve, de blive Adelsmand og holde Equipage! — Jeg kunde anføre Dig over tyve Beviſer derfor — men blot for at tage eet — ſeer Du ikke at Grev de la Heaumeries Pallads her tæt ved nu tilhører denne Rover Laubardemont, denne Laubardemont, ſom gjør fig til Arving efter den Ulykkelige, ſom han vilde lade myrde — (idet han tager et Papiir frem denne Laubar⸗ demont, ſom har været iſtand til at ſkrive

ſaadan en fordømt Ordre! Genevieve. Ak ja! det er ſandt — men —

Dominique. Troer Du ikke, at han, denne Forrader, har ſolgt fin Sjel til den Onde? Men han ſtiger jo ogſaa hver Dag højere i Gre og Værdighed! og Din Son, ſom ikke vilde myrde et uſkyldigt forfulgt Menneſke, Din Son anſees for en Forbry⸗ der, Din Son doer med Dig af Sult og ter ikke engang gaae ud om Dagen for at fortjene ſaameget, at hans gamle Moder kan opholde Livet! — Nei, nei! man maa bort fra denne Verden, eller give ſig Fanden i Vold for at leve i den — jeg veed ingen anden Udvei! (ſynker ned paa Stolen).

Senevieve (omfavner ham). Men tie dog ſtille, min Dreng! Hvad er det for noget?

ifte Act, 8de Scene. l 5

tie dog ſtille! — det er Nattevaagen, det er Kummer ſom gjer Dig forvirret i Hovedet, Dig, ſom ellers har faa god Forſtand! (ſagtere) Ak Gud! det er maaſtee ogſaa Mangel! Dominique «(reifer fig og gaaer frem og tilbage). Det føler jeg altfammen, Moder! — ja! men mit Hoved er roligt — Jeg er endnu den uforfærdede Dominique, ſom de kaldte mig i Regimentet, jeg er ikke forſagt — nei! — men jeg er ſaa raſende over min Ulykke og iſar over Din, Moder! at jeg gjerne ſolgte mig til den Onde, hvis jeg troede paa

ham. — (han græder, ſejuler fit Anſigt i fine Han⸗ 5 og neg fig paa den modſatte Side af den han ad paa). 5

Genevieve. Grad ikke, Dominique! vi ville jo lide ſammen. Men derſom Du ikke vil gjøre. mig endnu mere bedrøvet end jeg er, faa maa Du heller ikke tvivle om Ting, ſom hele Verden troer paa. Hvem. tvivler vel om at den onde Aand er til? Hør, min Son! lov mig, at Du aldrig mere vil komme med ſaadanne Ord, Sige, at Du vil fælge Dig til den Slemme! Ih bevares! faa hu⸗ ffer Du da ikke hvorledes det gik Din Far⸗ faber ?

Dominique. Nei det veed Gud jeg ikke gjør, Moder! Nu har jeg nok at beſtille med at tenke paa, hvordan det kan komme til at gage hans Sonneſon.

enevieve. Engang da Din Farfa'er var i ondt Lune af Mangel og Elendighed havde han det grasſelige Indfald, at mane den Onde, for at han ſtulde hjælpe. ham. — Strax ftaaer en lang Mand foran ham, han var neſten nøgen, og kun indhyllet i en lang ſort Kappe, i Haanden havde han en Pung med Penge, og Haarene ſtode ſom Borſter om Hovedet — fort ſagt, han faa frygtelig ud! — Tank Dig hvor forfkrœkket han blev! han faldt omkuld ſaa lang han var, og da han næfte Dag kom til fig. felv, faa lage han i ſin Seng! É

Dominique. Han har drømt, det er det Hele! En Pung med Penge? — Hvorfor Fanden bringer han da ikke mig ogſaa ſaa⸗ dan en! Nei! det tager han fig nok jagt for!

Genevieve. Dominique! jeg beder Dig, tie ſtille! Hor! Dine ſlemme Ord gjør Tor⸗ denen endnu ſterkere.

Dominique (endnu mere ophidſet), O Snak! hvis den onde Aand virkelig er til, faa tenker han nok næppe paa mig! — Det er ikke ham jeg er bange for! Hvad Ondt kan han gjøre mig, ſom er varre end det der allerede har truffet mig? — Jeg beleer, jeg ſpotter ham! Kom Du Lucifer eller hvad Du hedder; jeg paakalder Dig jo! Hvorfor kommer Du ikke, hvis Du kan høre mig?

et ſtarkt Tordenſkrald, Vinduet bliver ſlaget ind).

Genevieve (med et heit Skrig). Ah!“

.… (hun ſtyrter ind i Sidekammeret).

(Dominique bliver ſtaaende ſom lynflagen, med Li⸗

nene ſtift heftede paa Vinduek. — Des Arcis,

ſom er indhyllet i ſin Kappe, har Hatten trykket ned i Sinene og holder fin Kaarde om Klingen

under Heftetz han fætter det ene Been igjennem Vinduet, træder paa Bordet, ſom ſtager under det, og ſtandſer et Lieblik for at kaſte et ſpei⸗ dende Blik omkring i Qviſtkammeret).

Niende Scene. Des Arcis. Dominique.

Des Arcis. Jeg vil vove det! (springer ned i Varelſet) Lynene blændede mig: derſom jeg var bleven langer paa Taget, var jeg falden ned! (heit) Jeg kommer ſom Din Ven! frygt intet! — Der har Du noget, ſom kan give Erſtatning for den beſynderlige Maade, hvor⸗ paa jeg kommer her! (kaſter en Pengepung ya

Bordet, lægger fin Hat og Kappe ved Siden af, o gaaer BAGE Alder han faler, hurtigt hen til Dos

minique og træffer hans Troje af) Der er tyve Louisdorer — de tilhøre Dig — Du maa give mig Din Troie for denne Kappe, Din Hue for denne Hat, og lade mig gage ud af Doren for at jeg kan komme ned af Trappen og ud paa Gaden,

Dominique (har ſtaaet ubevægelig af Over⸗ raſtelſe, imedens Des Arcis trakker Troien af ham). Min Troie? min Hue? denne Kappe? denne Hat? — og dette Guld?

Des Arcis (peger van Bordet). nu Dig — Byttet er gjort.

Dominique. Byttet er gjort — og til hvad Priis?

Des Arcis. Modtag disſe Penge — dem ſkienker jeg Dig for et Menneſkes Frelſe!

Dominique. Jeg forſtaaer! (ſagte) Men min Sjals Frelſe, den har jeg ſolgt! Mon jeg drommer! (ſeler paa fig).

Des Arcis. Du har erhvervet Dig en Ven! (peger paa Doren) Gager jeg denne Vei? jeg forlader Dig nu; men glemmer Dig fkke; Jeg er Dig forbunden for evig! vi fees igjen!

(gaaer).

Tilhorer

Tiende Scene. Dominique (allene).

Uh! er jeg ogſaa rigtig vaagen? nei, det er en Drøm jeg har, ja viſt! det maa være en Drom — thi jeg troer ikke paa den Onde — nei, for Fanden! jeg troer ikke paa ham! (farer med Haanden over Binene) Jeg har altid hort, at man vaagnede af en ſlem Drom

ved heftig Bevegelſe! (lager og ſteder fi elv, hvorved han kommer til at røre n ge 5

han river ned) Nei, jeg trenger ikke til at vekkes — jeg feer hele Tiden det ſamme! det Hele er kun altfor ſandt — nei jeg ſover ikke! Her er Guldpenge, jeg kjender dem godt, endffjøndt det er længe fiden jeg har feet dem! — Ha!] nu har jeg da Penge! (ryfter Guld⸗ ſtykkerne ud i Hatten og klingre med dem) Men de har koſtet mig meget! — Dominique! — Hvad har Du gjort, min Dreng? — ja! ja! det var Din egen Villie — (folder Henderne)- Ak, min evige Undergang er da afgjort! — o! jeg tor ikke tenke derpaa! (gaaer frem og til⸗

have faaet at vide, at jeg har Penge. (høit)

6 Dominique

gjort vel! Sandt nok min Moder kan ikke gjøre meget for Dem — den ſtakkels Kone! hun har ſavnet ſin Velgjerer; den Uunderſtot⸗ telſe, De gav hende, fager hun ikke mere.

La Seaumerie. O Himmel!

Dominique (leende, men med et forvildet Blit). Aa hvad Himlen! — Himlen har ingen Med⸗ lidenhed med os. — Kort ſagt, Deres gamle Amme er ſjunken ned i den yderfte Armod og jeg med; ſiden igaar (leer) har vi ikke en⸗ gang faaet noget at ſpiſe.

La Zeaumerie. Min Gud!

Dominique. Men det er det ſamme! De ſkal ikke mangle noget. — De fÉal fade fuldt op at ſpiſe — Biin af bedſte Slags; for ſeer De, den Onde har havt den God⸗ hed at tage ſig af os — og det er meget heldigt!

La Zeaumerie. Hvad er det for en be⸗ ſynderlig Tale?

Dominique. O det har intet at betyde — det ſkal De ikke bryde Dem om! De tren⸗ ger da til Klader, til Spiſe og ſaa videre, ſiger De? — Seer De vel! her har vi alle⸗ rede noget, der ſnart fÉal ſkaffe Dem det altſammen. — Vi vil dele; ſee, det er Guld!

La Zeaumerie. Men hvorledes gaaer det til? — ſaa mange Penge! og Du ſagde, at Du var i yderfte Fattigdom.

Dominique. Set er fandt; det var jeg ogſaa for fem Minuter ſiden! — Men De veed nok, at man ikke behover ſaa lang Tid for at tabe fin Sjels Salighed.

La Seaumerie. Dominique! hvorfra kom⸗ mer disſe Penge?

Dominique. Hvorfra? — Ja de ere rig⸗ tignok ikke faldne ned fra Himlen til miß, det kan jeg give Dem mit Ord paa; men det er ogſaa alt hvad jeg kan ſige Dem! Jeg havde heller fortjent mig et Par Skilling i mit Anſigts Sved, eller taget imod min Smule Lonning ſom Soldat; men nu ſtod det an⸗ derledes fkrevet i Skjebnens Bog. Dog, vær De ikke bange — Pengene tilhere mig — ja netop mig, — jeg har kjobt dem dyrt nok! — o de koſte mig mere end Livet!

La Zeaumerie (ſagte). Mere end Livet! — Den Ulykkelige! jeg frygter for at for⸗ ftaae ham.

Dominique. Naa, nu vil jeg gage ud for at fjøbe hvad De behøver — og lidt, fom min fjære gamle Moder fan ſtyrke fig paa! — Gaae ind til hende, Hr. Greve! hun er derinde i det lille Kammer. (aabner Doren) Nei bliv; hun ligger paa Knæ, hun beder for fin Søn, og ſikkert ogfaa for Dem! bliv. et Hieblik! lad hende bede for mig — o, det kan behøves, thi ſelv tør jeg ikke bede — nei! — jeg ter ikke mere knee for — o! bort med disſe Tanker — jeg ber jo for⸗ nøie mig her i Verden, jeg fager faa ikke an⸗ det end Bedrevelſe i den anden.

La Seaumerie. Kjare Dominique!

Dominique. Stille, ſtille, kjcre Herr

bage, hans Dine falde paa Pengene) De Guldſtyk⸗ ker glimre, ſom om de vare komne lige ud fra Helvedes Smedeesſe! — Naa, jeg ſom altid gjorde Nar af mine Kammerater, naar de talte om den onde Aand — og nu er jeg ſelb en god Ven af ham — men ſiden jeg er det, ſaa maa jeg nok ſee til at nyde Lykken i denne Verden, for i den anden — uh! det er faa varmt! — mit Hjerte er ſaa tungt, ſaa uroligt! — O Gud give at jeg kunde finde Leilighed til at hjælpe et ſtakkels ulyk⸗ keligt Menneſke med disſe Penge! det vilde dog troſte min arme Sjæl, ſiden jeg fkal overgive den til ham, ſom ſtrœkker fin Klo — „ paa Doren, forfærdet) Ha! Hvem er E. *

Ellevte Scene. Dominique. Ja Seaumerie.

La Seaumerie (udenfor), En god Ven!

Dominique (oranten). Jeg har ingen gode Venner! jeg har ikke Raad til at have dem! (ſagte) Jeg havde i det mindſte ingen for fem Minutter ſiden, og endnu kan man dog ikke

Hvad vil De?

La Seaumerie (udenfor) Boer her ikke en gammel Kone, ſom hedder Genevieve?

Dominique. Jo!

La Seaumerie. Gaa vær medlidende og luk mig op; det er en ulykkelig, ſom ikke har noget Tilflugtsſted, uden her — der beder Dem derom,

Dominique. En ulykkelig? — Hm! det var jo netop ſaadan En jeg nylig onfkede ſkulde komme! — Naa, hvad har vel jeg at vove ? (aabner Doren) O Gud! er det ogſaa muligt? — Grev de la Heaumerie!

La Zeaumerie. Sagte, gode Dominique! tal ſagte! Jeg er dodſens, hvis Du nævner mit Navn!

Dominique (kaſter fig i hans Arme) Saa ſeer jeg Dem igjen, min kjcre, edle Velgje⸗ rer? De lever endnu?

La Seaumerie. Det maa jeg takke Dit Mod og Din Hengivenhed for! O! jeg ſkal aldrig glemme Din adle Opforſel imod mig, min Ven! min Pleiebroder!

Dominique. Jeg græder af Glæde; — Hvor min gamle Moder vil blive glad! "Øg Seaumerie. Det vil være mig en Fryd at trykke hende til mit Hjerte med Om⸗ hed; men hun vil viſt fælde Taarer over min Skjebne. En falſt Efterretning har bragt mig for tidlig tilbage til Frankrige, og nu er jeg i den ſkrakkeligſte Stilling! Jeg ſav⸗ ner Alt — Penge, Linned, Klader; jeg har in⸗ tet, flet intet uden Dig, min gode Domi⸗ nique! og min ſtakkels Amme; og jeg har heller ikke i denne ſtore Stad ſat mit Haab til andre end Jer!

Dominique. Deri har De gjort vel, Hr.

Greve — og jeg — o nu har jeg ogſaa

Iſte Act, 1

Greve! lad os ikke tale om den Sag; vi ville være glade — ha! ha! ha! — har jeg Aar⸗ fag til at ſorge? — (Greven fætter fig paa en Stol i Baggrunden) Ja, det er dog ogſaa et ſkjont Hieblik — disſe Penge have ſtjenket mig Glade — jeg kan underſtette min Mo⸗ der — hendes Velgjorer! Hm! Fanden er dog ikke ſaa ſlem ſom han er ſort! — Sort? han er jo ikke engang ſort! — Nu, jeg vil nyde Hiebliket! Jeg vil ud for at fÉaffe Glæde her i Huſet! — Men jeg vil ikke være kjendt! naa! ſaa vil jeg da pynte mig med denne — ſataniſte Klædedragt! — Paa min Sjel! det er jo en Hat for en Adelsmand — en ildfarvet Fjer! — aha! naturligviis! den er jo kommen lige fra Helvede! — Nu Kap⸗ pen! (tager den paa) ah! jeg ſynes den er en Smule varm! — Ja, det maa jeg vænne mig til, — herefter vil jeg komme til at leve i en ganſke anden Temperatur! chan har taget Hat og Kappe paa) Naa, farvel, Hr. Greve! jeg kommer ſnart igjen; De kan være rolig! naar det kniber har jeg en god Ven i Bag⸗ haanden — gid Fanden havde ham! — Ha! ha! ha! nei han tager ham ikke — det ere de for gode Venner til! (gaaer),

Tolvte Scene. La Seaumerie (allene).

Hvad feiler den ſtakkels Fyr? han er reent ude af fig felv! og hvor har han faaet disſe Penge fra? — alt dette er mig ubegribeligt! — Skulde han have begaaet en Forbrydelſe? Det er umuligt! Han har det bedſte Hjerte og har altid gaaet Wrens Vei! Ak! hvo veed om ikke den ſorgelige Lod han har paa⸗ draget ſig ved at frelſe mig for to Aar ſiden, har tvunget ham til at gjore Ting, ſom hans Sjel afſtyer! — (feer ind af Doren) Den Gamle ligger endnu paa Knæ: hun beder til Gud med Taarer i Hinene! her maa være foregaaet noget Overordentligt! Jeg vil gage ind til hende, hun fkal ſige mig Alt, for jeg modtager den mindſte Skſerv af min ulykke⸗ lige Bens Haand! ggaaer ind til Genevieve).

Trettende Scene. (Decorationen fra forſte Scene).

Georges og to andre Tjenere (med en La⸗ terne; de ere alle tre bevæbnede; ſtrax efter / Do⸗ minique.

Georges (til de andre). Ja er det ikke be⸗ ſynderligt, at vor gode naadige Herre ikke endnu er kommen hjem? Gud veed om vi mere faae ham at fee! hvo veed om han ikke er falden i Henderne paa denne affkyelige Oberſt, og — jeg tor ikke tænfe. derpaa! —

Dominique (kommer fra Huſet). Der er Ingen ſom kan kjende den ſtakkels fattige Dominique i denne Kappe — jeg ſeer jo ud ſom en fornem Perſon! — Muntert! jeg vil

Ite Scene. Å 7

ſkjule min Usſelhed ved et ſtolt Beſen! — o! det gjor ſaa mange.

Georges. Stille, Kammerater! lad os holde Die med denne Perſon.

Dominique. Derſom Deniſe nu ſage mig — o, jeg ter vadde paa, hun vilde blive ganſke ſtolt af mig — Ho! ho! der er jo Folk; de holde Hie med mig! Jeg vil gage rafÉ forbi dem. (han giver fig en ſtolt Mine).

Georges. Hellige Martin! jeg troer, at det er vores naadige Herre; i det mindſte er det Een, ſom ligner ham meget. — Det er ham! — Naadigſte Herre! Herr Criminal: raad Des Arcis! 1

Dominique (vender om i fin Forlegenhed og ſiger ved fig ſelv). Hvad mon de Folk 15 2 (heit) Mine Herrer! jeg haaber at en er ligeſaa vel for mig ſom for dem.

Georges. Det er ikke ham, men det er hans Kleder. (til de andre). Kammerater! det kan vere, at det er en Spitsbub, ſom har plyndret ham; vi mage tvinge ham til at forklare ſig! — Staa ſtille, om De ſaa behager! chan tager Hatten af).

Dominique (farer tilbage, og tager ogſaa Hat⸗ ten af for at hilſe). Hvad er til Deres Tje⸗ neſte, mine Herrer?

Georges (ſagte)ß. Han lader ikke til at være rigtig ſikker i fin Sag! Hjælper mig og trakker fra Lederet! (de to Tjenere trætte deres Hirſchfangere ſaavelſom han) De maa langt fra ikke troe, at det er for at bruge Magten imod Dem, naadigſte Herre! men jeg vilde bare fortelle Dem, at denne Kappe lader til at være ſyet efter et andet Maal end Deres — tor jeg tage mig den Frihed ER fporge, om den har været Dem meget yr? 2

Dominique (hilfer med Stolthed), Hvad kommer det Dem ved? Har De maafkee tabt noget ved Kjobet? 2

Georges, Det Spørgsmaal ville vi be⸗ ſvare Dem hos Politieintendanten! Kom her Kammerater! Griber denne Skjelm! det er nok en Gavtyv, ſom har plyndret eller maa⸗ ſkee myrdet Hr. Des Arcis,

Dominique. Hvad? Den forſte der vo⸗ ver at rore mig! — ha! gid jeg havde min Kaarde her! Tre imod een! — o! J Uslin⸗

er! Eg (De kaſte ham omkuld).

Georges. Og denne Pengepung! — Det er vor naadige Herres, jeg kjender den meget godr! — afſted til Politieintendanten! der ſkal han viſiteres og forhores — o! med ham vil de gjore kort Proces!

Dominique (paa Jorden). Ha! det er en Streg af den Onde! o! det kunde jeg jo nok begribe, at han ikke gav mig Penge uden for at lede mig i en eller anden Snare! — o jeg arme bedragne Daare! — Hvad vil der blive af min Moder? hvad vil der blive af mig?

8

Georges. O Du fager Lekken om Hal⸗ ſen, det kan Du være vis paa!

Dominique. O de Satans Penge! for⸗ domte Contract!

Georges. Hører I, Kammerater? JGal⸗ gen med den Slyngel! Det er ſikkert en Snig⸗ morder, ſom er betalt af Laubardemont.

Dominique (griber de ſidſte Ord). Laubar⸗ demont! — gid han maa fare i Kloerne paa ham, ſom han har overgivet fig til ſaavel ſom jeg! 1

Georges. Pas vel paa hvad han ſiger! Han tilſtager fin Forbrydelſe. i

Dominique. Du lyver, jeg tilftaaer in⸗ genting! — jeg har ikke gjort noget Men⸗ neſte ondt! i

Georges. Tyv! Snigmorder! Tor Du an Du har kjebt denne Kappe?

ominique. Ja!

Georges, Og Pengepungen med?

Dominique. Ja, jeg har kjobt dem, byt⸗ tet mig dem til, og jeg har tabt ved Byttet. Slip mig!

Georges. Slip ham ikke! Hold godt faſt paa ham, den Tyv! Naa, afſted, til vor naadige Herre! Det havde Knegten nok ikke ventet, at han ſkulde dømmes af den han har plyndret. Naa, folg!

Dominique (kamper med dem). Nei!

Georges. Du vil ikke? Er det ikke nok, at Du ſkal hænges, vil Du iforveien ſmage vore Hirſchfangere?

Dominique. O, arme ulykkelige Domi⸗ nique!

Georges og de Andre. Naa afſted — fremad!

Dominique (raſende). Nu vel! fremad, ſiden det fÉal faa være! Gid den Onde han vilde tage Jer alle tre tilligemed mig for at vi kunne komme hurtigere afſted!

(De gage idet de flæbe Dominique med).

Anden Act.

(En gothiſk Sal hos Des Arcis. J Forgrunden er en Dor i Tapetſeriet paa hver Side; den til venſtre er aaben og gaaer ind til et Sovekam⸗ mer. J Baggrunden en Dor, fom gaaer ud til

Gangen). Forſte Scene.

Des Arcis (kommer ind fra Doren paa hoire Side, og lukker den forſigtigt).

Det er en Lykke at jeg er kommen ind uden at blive kjendt! — Naa, endelig er jeg da igjen i mit Huus — det kan jeg takke denne lille Nogle til Lontrappen for og denne pudſeerlige Dragt, hvori man aldrig kunde vente at finde en Politieintendant! Jeg vil ſkynde mig at faae denne usle Troie af og tage min Morgendragt paa! (lægger Domini⸗

aues Troie og Hat paa en Stol i Sovekammeret og

Dominique

Jeg er faa udmattet at mine Been neppe kan bære mig! — Hvilken Nat! — Jeg var nærved at ud⸗ fætte min Blanche for Haan og Skjendſel!

tager ſin Slaaprok paa)

— og jeg ſelv — derſom jeg var bleven opdaget! Hvad vilde Folk have ſagt, naar de havde feet deres Øvrighed krybe omkring paa Tagene! De kunde grebet mig ſom en Tyv! — Hvad kunde jeg have ſagt til mit Forſvar? de havde lænfet Hænder og Fødder paa mig og bragt mig til — (leende) Ja til hvem — til Politieintendanten — alt⸗ jaa dog til mig ſelv, hvorledes det faa gik. Men jeg negter ikke, jeg holder mere af at liſte mig ind i mit eget Huus end at komme her i et ſaadant Folgeſkab — (ckaſter fig i en Læneftol ved Bordet hvorpaa der ſtager en Klokke) For mine Folk maa jeg lade ſom om jeg var kommen lige ud af Sengen.

Anden Scene. Des Arcis. Laurent. Laurent (kommer fra Baggrunden og hilſer

fin Herre). Er der allerede Nogen i

Des Arcis. Forgemakket?

Laurent. Der er en ſtakkels ſimpel Kone, ſom er noget tilalders og beder om CTilladelſe til at tale med Hr. Polikieintendanten. wiſer ham et Brev) Hun kaſtede ſig for mine Fod⸗ der, braſt i Taarer og bad mig give Dem dette Brev.

77 Arcis. Giv mig det; fra hvem er

(ringer).

de 8 (giver ham Brevet). Det veed jeg ikke.

Des Arcis (til Tjeneren ſom vil gage). Bliv et Hieblik! — Hvem kan dog dette Brev være fra? (aabner det) Haanden er mig ikke ubekjendt. (aſer). „En Ven af Cing⸗

Mars“ — Cinq Mars! kreiſer fig, gaaer frem i Forgrunden og laſer ſagtere i ſterk Bevagelſe) „— lever endnu i Paris, hvor han vanker

omkring uden noget Tilflugtsſted!“ (ſagte) den Ulykkelige! gaſer igjen) „Snart vil han blive kjendt og heftet —" (afbryder fig ſelv) Ja, det er kun altfor fandt! — (læfer) „Det er derfor hans Henſigt, ſelv at fremſtille fig ſtrax for Herr Politieintendanten!“ (ſagte) O Gud! (bliver ved at læfe) „Han haaber i Hr. Des Arcis at finde en medlidende Mand og ikke en haardhjertet Miniſters gruſomme Slave. Naar Hr. Politieintendanten hænger et hvidt Tørklæde ud af et Vindue paa fit Pallads, da vil den ulykkelige forfulgte Yngling anſee det ſom et Tegn, at han tor fremſtille ſig for en hoimodig og menneſkekjerlig Dom⸗ mer!“ Ingen Underfſkrift? (til Tjeneren) Ven⸗ ler den gamle Kone udenfor?

Laurent. Ja, naadige Herre!

Des Arcis. For hende herind! Jeg kjen⸗ der denne Haand, derom er ingen Tvivl — men jeg grubler forgjeves paa hvis det kan være!

den Act, Zdie Deene. 9

Tredie Scene.

Des Arcis. Senevieve.

Des Arcis. Kom nærmere, gode Kone! vær ikke bange!

Genevieve (bavende). Nei tvertimod, naa⸗ digſte Hr. Politieintendant, jeg er flet ikke bange! %

Des Arcis. Hvorfor græder Hun?

Genevieve. Ak, Hr. Politieintendant! jeg kan ikke gjøre ved, at jeg græder — thi jeg har faa meget paa mit Hjerte (briſter ud) O Gud! o Gud! o hvilken Ulykke! hvilken Ulykke!

Des Areis. Ver blot rolig, og ſiig mig, om det er hende der har bragt mig dette Brev?

Genevieve. Ja, naadigſte Hr. Politie⸗ intendant! — og jeg tenkte ſaamen ikke paa, at naar jeg kom for at bede om Naade for en af mine Sonner — ja jeg ſiger een af mine Sonner, for det anſeer jeg ham dog for — at jeg ſkulde finde den anden i Len⸗ ker, omringet af de fæle Retsbetjenter.

Des Arcis. Men hvad er det Hun der fortæller, min gode Kone? Fat fig og fee at Hun kan forklare mig det noget tydeligere.

Genevieve. Tydeligere? det vil jeg og⸗ faa, naadigſte Hr. Politieintendant! For det forſte maa De vide, at jeg ikke kan ſige Dem hvem den Herre er, der har fÉrevet Dem til. i

Des Arcis. Den Forklaring begynder godt. Videre! j

Genevieve. Men det er heller ikke ham, ſom jeg er i ſtorſte Urolighed for i dette Hie⸗ blik — thi Dominique er dog min rigtige Son — og han! — min ſtakkels Dominique er arreſteret, han er lagt i Lenker. Det er ikke fordi, at han jo har fortjent det; men hans Synd kan ikke ſtraffes i denne Verden.

Des Arcis. Arreſteret? "lagt i Lenker? Hun er forvirret af Skrak; ver rolig; for⸗ tel ikke mere, men ſvar blot paa mine Sporgs⸗ maal.

Genevieve. Ja, naadigſte Hr. Politie⸗ intendant!

Des Arcis. For hvem kommer Hun her?

Genevieve. For Dominique! for min Son! Aa, han har begaget en ſtor Forbry⸗ delſe — men han er ganfſke uſtyldig! —

Des Arcis (utaalmodig). Denne Domini⸗ 1 det altſaa, ſom Hun er ſaa urolig or

Genevieve. Ja, ja viſt! naadigſte Hr. Politieintendant!

Des Arcis. Dette Brev er da altſaa fra ham?

Genevieve. Nei, nei viſt ikke naadigſte Hr. Politieintendant!

Des Arcis. Men ſaa er Dominique jo dog ikke Hendes Son!

83 Ih, jo viſt er han, naadigſte

r. sj

Des Arcis. Ja, ja! nu forſtaaer jeg Hende; det er altſaa Hendes Son ſom er land⸗ ygtig.

Genevieve. har deſerteret. 0

Des Arcis (ſagte.) Naa, det er noget Nyt! — choit) Har han deſerteret?

Genevieve. Ja, naadigſte Hr. Politie⸗ intendant! og det er den ſkjenneſte Handling i hans hele Liv. g

Des Arcis, (ſagte). Det er ikke mere til at holde ud! — Hun har miſtet Forſtanden.

Genevieve (med lobende Tunge). Ak, Gud! min ſtakkels Son har ikke begaaet anden Forbrydelſe, end at han ikke havde Mod til at ſee mig dee af Sult og Elendighed. Der⸗ for er det, at han har ſolgt ſin arme Sjel, og faa er det maaſkee ogſaa noget af Kjer⸗ lighed til en ung Pige, ſom han dog aldrig 5 gifte ſig med nu, da han ſidder ſaaledes i det. i

Nei, naadigſte Herre! han

Des Arcis. Nei, jeg forſtaager ikke et Ord — jeg vilde enſke —

Fjerde Scene. De Forrige. Georges. (tommer hurtigt ind).

Georges, Ak, naadigſte Herre! faa feer jeg Dem da igjen! — Hvor jeg er lykkelig! Vi troede, at De var død!

Des Arcis. Nei, nei, min gode Georges! denne Gang undgik jeg dog Dødens Lee!

Georges. Himlen være lovet! — Men vi have grebet Spitsbuben, ſom har plynd⸗ ret Dem; Deres Pengepung og Kappe have vi allerede frataget ham.

Des Arcis. (overraſtet). Hvad ſiger Du? Min Pengepung og Kappe?

Georges. Han er lenket, og vi have fort ham herhid.

Genevieve. O jeg arme Kone! det er min Son, min ſtakkels Dominique!

Des Arcis. Dominique! cheftig til Geor⸗ ges). Jeg forbyder Dig paa det ſtrengeſte at tilfeie dette Menneſke noget Ondt.

Georges, Hvorledes, naadige Herre?

Des Arcis (ſom fer). Lad ham trade her⸗ ind; om et Dieblik vil jeg ſelv forhøre ham.

Georges (efter at have betankt fig lidt) Jeg forſtaaer Dem, naadige Herre! De vil lade den hele Roverbande fengſle?

Des Arcis. Gjor hvad jeg befaler — viis ham den ſtorſte Artighed.

CE gaaer, Medens Des Arcis taler, omfav⸗

ner Genevieve grædende hans Knæ),

Genevieve. Ak naadigſte Herre! gid den gode Gud bevare og belønne Dem fordi De føler Medlidenhed med mine Taarer. De kan troe det er Sandhed; min gode Dreng, min Dominique kan ligeſaa lidt gjøre No⸗ gen noget Ondt, ſom hans Moder, den ſtak⸗ kels Genevieve.

Des Arcis (venlig). Genevieve? Hun hed⸗ der Genevieve? J min Barndom har jeg

10

kjendt — fee dog paa mig, min gode Kone! jeg troer at jeg har feet Hende for; men det er længe ſiden.

Genevieve (idet hun baade leer og græder af Glare). Ja, naadigſte Herre! De var den⸗ gang en lille Dreng — jeg har ladet Dem ride Ranke paa mine &næ med en ſmuk lille Pige, Tom nu er en ſtor gifteferdig Froken — den deilige Blanche de la Heaumerje.

Des Arcis. Hvad, det er Hende? ſtakkels Genevieve! o, jeg ſkylder Hende mere end Hun troer! Det var Hende ſom opammede Blanches Broder — den ulykkelige forfulgte Grev de la Heaumerie, ſom nu er dod.

Genevieve char reiſt ſig op, hun griber hans Haand og ſiger ſagte med Heftighed). Som nu er død? — Siig ikke, at den unge Greve er død, naadigſte Herre!

Des Arcis. Hvorfor ikke — tal!

Genevieve. Fordi han, Gud fee Lov — Gietter De det ikke? — dette Brev —

Des Arcis. Det fkulde være fra ham!

Genevieve (meget levende, med dæmpet Stem⸗ me). Det var i mit fattige Huus han ſogte et Skjul i Morges, da han kom fra Eng⸗ land, og derſom Dominique ikke var falden i den ſtore Ulykke — Men det maa jeg for⸗ tælle Dem. (Saaſnart Des Arcis er vis paa at Brevet er fra la Heaumerie, hører han ikke mere

aa Genevieve; men gaaer frem og tilbage i heftig evægelfe; hun bliver ved at tale uden at lægge Marke dertil) Seer De, det var i Morges at jeg ſagde til min Sen: „Du er gaget meget tidligt ud, min Dreng? Kunde Du ikke ſove for Sult?” (fer efter Des Arcis, ſom ſtager i Baggrunden) Men, naadigſte Herre! De hører jo ikke paa mig? Hvad tænfer De

paa?

Des Arcis. Jeg faae blot om Ingen kunde høre os. Gaa, min gode Kone! gaa nu; jeg vil fænfe-paa hvorledes jeg bedſt kan hjælpe ham, ſom har ſendt Hende til mig; hans Sikkerhed er mig ligeſaa vigtig, ſom min egen. (ſagte) Min Blanches Broder.

Genevieve. Ja ikke ſandt, De vil gjerne hjælpe den arme Grev de la Heaumerie?

Des Arcis (hurtig). Stille! nævn ikke bette Navn, Siig til ham, at ſaaſnart han kan komme her uden Fare, fkal jeg give ham det Tegn han har bedet mig om. Giv ham den Forſikkring, at i dette Huus vil han ikke finde nogen Dommer.

Genevieve (ſom bliver ftaaende og ſynes at ville ſige noget), Men Dominique? —

Des Arcis (bliver ved). Ah, Hendes Son, Hendes Dominique! Ja, ja, vær ganfée rolig for ham, han har inter at frygte for — Jeg ſkal nok forſvare ham — det er min Pligt — Jeg veed bedſt, at han ikke har begaaet nogen Brode. Skynd ſig blot afſted til ham, ſom har ſendt mig Brevet!

Senevieve. Ja, naadigſte Herre! O hvor jeg er ſjeleglad! (ved ſig ſelv idet hun: tørrer Hineney Ak, Herre Gud! derſom min Son

Dominique

nu bare ikke havde kaldt paa den onde Aand — faa kunde vi dog være faa lykkelige! — Men derſom han gik paa ſin Fod til Rom og bad om Forladelſe, faa kunde han maa—

ee dog — Des Arcis viſer Utaalmodighed) Naa! jeg gaaer, naadigſte Herre! jeg gaaer,

Femte Scene. Des Arcis (allene).

Hun er ganſke forvirret i Hovedet — det er hendes Sons og Grevens Ulykke ſom er Skyld deri! Denne Dag ſynes at ville ud⸗ fætte mig for mange Farer; jeg vil mode dem med Kjakhed; thi Aren byder mig at trodſe dem! Hvad er det for en Støit — jeg hører nogen ffjændes,

Sjette Scene. Des Arcis. Deniſe.

Deniſe (ved fig ſelv i Vrede). Men jeg troer at den gamle Genevieve er ikke rigtig klog! Skjcnder hun ikke paa mig fordi hendes Son elſker mig? Jeg gad dog vidſt om det er min Skyld?

Des Arcis. Hvad er det Du ſiger?

Deniſe (med Heftighed). Ah, naadige Hr. Politieintendant! jeg beder om Forladelſe, derſom De har hort, at jeg var lidt hoiroſtet i Deres Huus; men det var fordi —

Des Arcis. Du kommer fra Blanche, De⸗ niſe? Jeg kan begribe, at hun har været meget urolig.

Deniſe. Hun har fun. været urolig for at vide hvorledes De var fluppen bort; men nu veed hun, at De er lykkelig kommen hjem, Hvad mig angager, faa var jeg langt fra at vente, at jeg ſkulde komme her og mode —

Des Arcis. Det er godt! Blanche har da ſendt Dig —

Deniſe. Hun har ſendt mig for at ſige Dem, at hun er beredt til at flygte, og ſoge et Tilflugtsſted hos den, der fra nu af bor være hendes Beſkytter, hos fin Mand. (ved ſig felv) Ja man er lykfelig, naar man har en Mand; faa er man da ikke udſat for Bagtaleres onde Tunger og latterlige Be⸗ ſkyldninger.

Des Arcis. Altſaa vil min Blanche ſoge Tilflugt hos mig? — fortræffeligt! —

Deniſe. Hun kommer her om en halv Timestid, naar hun gaaer fra Kirken. (ved fig felvy En Mand er dog den eneſte, der rig⸗ tig kan beſkytte et ſtakkels Fruentimmer, det har jeg aldrig felt mere end i Dag.

Des Arcis. Det glæder mig, at hun har Tillid til mig! Dette Skridt burde hun have gjort for længe ſiden.

Deniſe. De veed jo hvad der har holdt hende tilbage — hun har frygtet for at ud⸗ fætte Dem for Oberſt Laubardemonts Hevn; men nu er der ikke noget der kan hindre

2den Act, Gte Scene.

hende i at folge denne Beſlutning. Hun har taget Kaabe og Maſke med fig, faa at hun ikke vil blive kjendt, naar hun ved Udgangen af Kirken ſtiger i en anden Bereſtol. De feer altſaa, naadigſte Herre! at Alt er ind⸗ rettet paa det Bedſte! — Jeg er faa vred, at jeg ikke veed af mig ſelv at ſige! —

Des Areis. Ypperligt! — Men, Deniſe! jeg ſynes, at Du taler med mig og Dig felv paa engang — Hvad feiler Dig? Jeg vil dog haabe, at det er ikke den Efterretning, ſom har glædet mig, der har bedrøvet Dig?

Deniſe. Nei, naadige Herre! det er mig ſelv jeg er faa vred paa, Ak, Gud, man er dog en ſtor Tosſe, at man har et folende Hjerte.

Des Arcis. Et folende Hjerte! Hvad me⸗ ner Du med det? 1 «%

Deniſe. O ingenting! — Sandt nok! Sa⸗ gen kommer jo ikke mig ved! Jeg har Med⸗ lidenhed med den Stakkel, det er det Hele. (ergerlig) Og faa kommer hans Moder og ſiger, at jeg er Skyld i hans Ulykke!

Des Arcis. J Sandhed, hele Verden ſy⸗ nes i Dag at have miſtet Forſtanden. Hvem er det Du taler om?

Deniſe. Jeg? om Ingen! Jeg tenker ikke engang paa ham; hvorvel jeg maa til⸗ ſtaae, han er et ſtikkeligt Menneſke, endſtjondt han har opfert ſig ſom en Slyngel, efterſom Folk ſiger; thi hvad mig angaaer, faa troer jeg aldrig at han har begaaet noget Ondt, dertil er han altfor god. >

Des Arcis. (lende) Hvad er det for en Karl, ſom baade er et ſtikkeligt Menneſke og en Slyngel? Er det maaffee En ſom Du elſter?

Deniſe (ude af fig felv) Som jeg elffer ?— ſom jeg elffer? ſaadant noget har jeg aldrig tilftaaet. for ham! Et Menneſke, ſom man flet ingen udſigter har til at kunne gifte fig med, ham kan man ikke elſke, det veed De nok, naadige Herre!

Des Arcis. Nei, det veed jeg aldeles ikke. Er det en ſmuk Karl?

Deniſe. Et Fruentimmer, ſom har Ag⸗ telſe for fig ſelv, lægger ikke Merke til ſaa⸗ dant noget. Folk ſige, at det er et meget net Menneſke! Ak, naadige Hr. Politieinten⸗ dant! jeg er overbeviiſt om, at den ſtakkels Dominique er ikke faa ſtor en Spitsbub, ſom det lader til; naar De vidſte —

Des Arcis. Hvad, det er Dominique? Arreſtanten ſom er hernede og bliver be⸗ ſkyldt for Reverie?

Deniſe (lende). Ja, naadige Herre! men han er ſaaman ikke den, der tager noget fra noget Menneſte, det vil jeg ſvare Dem for! Jeg har nu kjendt ham i ko Aar — hm! det var ikke det jeg vilde ſige — men, jeg elſker ham, det er ſandt; derſom De ikke har Med⸗ lidenhed med ham, faa hav Medlidenhed med mig, ellers deer jeg, Hr. Politieintendant!

11

De veed hvad det er at elſke, De veed det, — tilgiv ham, faa omvender han fig nok.

Des Arcis. Grad ikke, mit Barn! — Naar han blot ikke vil omvende ſig fra den Kjærlighed, han føler for Dig; thi da for⸗ tjente han Straf. Man ſiger ellers at det Slags Omvendelſer ere hyppige!

Deniſe. O, hvem ſiger det? Folk ſom aldrig have vidſt hvad det var at elfke. Ikke ſandt Hr. Politieintendant! De vil jo ikke giere ham Fortred? å

Des Arcis. Nei, langtfra, derfor kan Du vare rolig!

Deniſe. O hvor De er god, naadige Herre! — ja det er fordi De elfker! Domi⸗ nique er ogſaa en reen Nar af Kjærlighed til mig! Nu komme de derude med ham! — Aa, maa jeg gaae ud og ſige til ham, at De vil tilgive ham, maa jeg?

Des Arcis. Nei, nei! vi kan vente Blan⸗ che hvert Hieblik; Du maa bringe dette Ve⸗ relſe i Orden til hendes Modtagelſe. Siden kan Du komme til mig!

Deniſe. Tak, Hr. Politieintendant! mange Tak! o! gid dog alle Dommere vare forel⸗ ſkede, faa blev der viſt ikke faa mange ſat i Arreſt!

Des Areis (vifer hende ind i Værelfet tilhoire, og gaaer derpaa ſelv ind i det ligeoverfor). —

Syvende Scene.

Dominique. Georges (fra Do⸗ ren i Baggrunden.)

Laurent (til Dominique). Ver ſaa artig at følge med herind. ſ(ſagte til Georges). Saa Du ſiger, at Herren har befalet, at vi ſkal behandle ham med Opmerkſomhed?

Georges. Med den allerſterſte Opmark⸗ ſomhed. (fætter en Stol frem til Dominique, ſom forundret ſeer paa ham) Vil De behage at fætte Dem ned? (til Laurent) Han vil have at vi fkal behandle Arreſtanten, ſom det var ham ſelv.

Dominique. For et Par Minutter ſiden puffede de mig med Naverne og nu ſtage de og bukke for mig — jeg kan ikke begribe hvorledes det hænger ſammen. (fætter fig) Lad mig nu fee om jeg kan bringe mine forvir⸗ rede Tanker i Orden. (føler paa fig felv) Ja viſt er det mig, Dominique — ſom ved Re⸗ gimentet hed den Uforferdede? — Hm! det Navn pasſer ikke mere for mig — jeg er arreſteret, jeg er beſkyldt for Tyveri — men han deroppe veed bedſt hvorledes det henger ſammen — og han dernede veed det ogſaa! Men derſom han ſkal have Ret til at tage mig, naar Contracten er ude, faa ſkal han ogfaa adlyde mine Befalinger faalænge den varer — ja, mine Befalinger! og det har jeg dog ikke befalet ham, at han ſkulde lade mig blive arreſteret ſom en Tyv; det lader til at han er ikke at ſtole paa, — Ak! jo mere jeg tænker derpaa, desmere føler jeg

Laurent.

12 Dominique

at mit Hoved begynder at komme i Uorden — derſom jeg ikke havde en tom Mave, faa havde jeg mere Courage og mine Tanker vare bedre i Orden — ah! hvor et Glas Viin nu ſkulde ſmage mig!

Georges (ſom har nermet fig til Dominique 05 hørt hans ſidſte Ord, ſagte til Laurent). Horer Du?

Laurent (ager en Preſenteerbakke, hvorpaa der ftaaer et Beger og en Solvpkaraffel; til Dominique). Onſker De noget at ſtyrke Dem paa?

Dominique coverraſtet). Om jeg onfker det? Ved den hellige Ludvig! ja! det onſker jeg rigtignok! — mange Tak! (drikker) Ha! den er ſterk! (da han har drukket) Er det det Slags Viin, ſom J give Arreſtanterne?

Georges. Ja, naar det bliver os be⸗ falet.

. Deminique (ſeer ganſke forbauſet paa ham).

Georges. Der kommer vor naadige Herre, Deres Dommer.

Dominique. Hvad for noget?

Georges. Deres Dommer, ſiger jeg.

Dominique. Ah ha! nu bliver det al⸗ vorligt igien. — Alting leber rundt i mit Hoved — ja, naar man ikke har ſmagt en 155 Brod, og faa fager ſaadan en Viin, aa —

Ottende Scene.

De Forrige. Des Arcis chan har fin Em- bedskappe paa, og giver ved fin Indtredelſe Tje⸗ nerne et Tegn til at gage).

Georges. (til Dominique). Naa, reis Dem op — trad frem og tal med den naadige Herre!

dde gage ud).

Dominique (ſagteyß. Nu begynder det at gage galt! — jeg ter ikke kaſte Pinene paa ham! — Naa, friſk Mod! hm! hm! cheit, uden at fee paa Des Arcis), Naadige Hr. Poli⸗ tieintendant! jeg hedder Dominique — jeg er en ærlig, ſkikkelig og ligefrem Karl — hvor⸗ vel man meget godt kan anſee mig for en Skjelm — men det ſkal De ikke forundre Dem over — De er jo Dommer, og ſaa veed De vel ſagtens, at der er Skjelmer her i Verden, ſom ved deres Streger har vundet Navn. af Dydsmonſtre, og meget ſkikkelige Folk, ſom kaldes Kjeltringer, fordi de ere ulykkelige eller eenfoldige — og det er juſt Tilfældet med mig! (hoſter) hm! hm! — jeg hører til en meget agtverdig Stand — hvori man flaaer ihjel — men med en god Sam— vittighed; jeg er Soldat, eller rettere ſagt, jeg har været Soldat; thi for Ojeblikket har jeg taget min Afſked af en Aarſag, ſom jeg ikke kan ſige Dem. De veed ellers nok, at jeg holdt mig ſkjult hos min Moder, den gamle Genevieve, ſom er fattigere end Job, og jeg er ikke rigere; jeg var fortvivlet over, at jeg ikke kunne lindre hendes Lidelſer — faa ſagde jeg ſom faa: Det ſtaaer ſlet til

med Retferdigheden her i Verdenz den der ſtal være den Gode, lader den Onde regjere! Jeg: havde ikke fanet noget at ſpiſe, og det har jeg da heller ikke faaet ſiden den Tid — der foer ſaadanne ſlemme Tanker omkring i mit Hoved — jeg ønffede Ting — o, jeg veed ikke ſelo om jeg drømte eller jeg var vaagenz men det veed jeg, at da jeg kom til mig ſelv, lage der en Pung med Guld for mine Hine; faa tenkte jeg paa min ſtakkels Moder, ſom trængte til Brod, og gik ud med — med hans Kappe, — for han havde taget min Treie — men hans Kappe har bragt mig alle Ulykker paa Halſen. — Kort ſagt, min gode Hr. Politieintendant! jeg har ikke ſtjaa⸗ let fra Nogen — og hvad Pengene angager, faa ſporg mig ikke hvor de komme fra; jeg ſvarer ikke, for ellers er De iſtand til at lade mig — hu! jeg føler allerede Heden! Nok ſagt, uſkyldig er jeg, og derſom jeg har giort noget, der ikke er rigtigt, ſaa er det den Slemme, ſom — Des Arcis briſter ud i Latter) Ja, De leer, naadige Herre! men jeg — (vender fig til ham) hvad feer jeg? (ſagte idet han feſter Binene paa ham) Det er ham! — det er den Slemme, ſom har paataget ſig Politieintendantens Skikkelſe!

Des Arcis. Kjender Du mig igjen?

Dominique. For en Ulykke, om jeg kjen⸗ der Dem? Det var Dem, der i Nat —

Des Arcis. Med en Kaarde i den ene Haand —

Dominique. Ja viſt, ja viſt -en Kaarde! ſom om De havde den nødig for at forſvare Dem.

Des Arcis. anden.

Dominique. Ja viſt, Deres Pengepung; De havde nok flere af det Slags,

Des Arcis. Derſom Du vidſte hvor ſtor en Tjeneſte Du har gjort mig. Jeg kan nok begribe Grunden til Din Frygt — men ver rolig, jeg fÉal offentlig lade Din Uufkyl⸗ dighed erklære; jeg tager Dig i min Beſkyt⸗ telſe; jeg fkal gjøre meget for Dig 3 thi det ſtager i min Magt.

Dominique. Ja, jeg veed nok, at De mangler hverken Magt eller Ondfkab.

Des Arcis. Hvad vil Du ſige dermed?

Dominique. O De weed ret godt hvad jeg vil ſige! Jeg har nok betalt deres Hjælp ſaa dyrt, at De nok kunde holde Ord.

Des Arcis. Jeg forſtager Dig ikke; men paa min Sjel —

Dominique (i Vrede). Din Sjel! — giv Du mig min, ſom jeg har ſolgt Dig, kil⸗ bage; thi Du har ikke holdt Contracten.

Des Arcis. Har han miſtet Forſtan⸗ den?

Dominique. O nei! o nei! — Naar et ſkikkeligt Menneſke fælger Dig fin Sjæl for at blive lykkelig i denne Verden, faa fkal

Og min Pengepung i den

Du ſtrax gjøre alt hvad han befaler ſaa⸗ længe han lever — det er jo noget, ſom hele

2den Act,

Verden ved! og Du ſtulde ikke vende mig Ryggen ved den forſte Kurre, der kom paa Traaden. Det er ikke for en lumpen Kappe og nogle Guldſtykker, ſom de allerede har taget fra mig, at jeg har indgaaet en ſaa⸗ dan Forbindelſe. Vi har oprettet en Pagt med hinanden, og Betingelſerne fral opfyldes, af mig, ſom en ærlig Karl, og af Dig, ſom en honet Dicvel, hvis ikke — Contracten er ude! — Seer Du, faalænge jeg er her paa Jorden, vil jeg more mig, Du fÉal ſkjenke mig Fornoielſer, Du fÉal opfylde alle mine Onſker, jeg vil have Penge uden at arbeide for dem, Versebeviisninger uden at fortjene dem; kort ſagt, jeg vil have mere Lykke end ſkikkelige Folk kan faae, den Sag er jo klar!

Des Arcis. Hvilken forrykt Snak!

Dominique. Og det er ikke nok! Jeg har en Moder —

Des Arcis. Jeg kjender hende.

Dominique. Jeg har en Kjareſte!

Des Arcis. Jeg veed det.

Dominique. Jeg har en Velgjerer — og Alt hvad jeg forlanger til ham, til dem, det fal Du give mig, det befaler jeg Dig!

Des Arcis (ſagte). Hvilken Tone han taler i! Han maa jo have en Skrue les! cheit) Min gode Dominique! Dine Fordringer ere urimelige; Du kan være overbeviiſt om at jeg vil gjore Alt hvad jeg kan for at op⸗ fylde Dine Onſker; men betank hvor Du er, og at jeg ftaaer for Dig ſom en Porig⸗ hedsperſon —

Dominique. Hvad bryder jeg mig om Hvordan Du ſtager? Forſt vil jeg have min Frihed, jeg vil have den, jeg befaler Dig at give mig den.

Des Areis (ſagte). Det er maaſkee hans Fengſling, der har forbittret ham og fkilt ham ved Forſtanden (ringer) Jeg vil dog for⸗ ſoge at berolige ham! (tu Georges, ſom kom⸗ mer) Tag Lenkerne af dette Menneſte; jeg er overbeviiſt om hans Uſkyldighed!

Dominique (fagte, medens Georges tager Len⸗ kerne af ham). See, der ſeer jeg jo hvad Mand jeg har at gjore med; naar han havde vævet en rigtig Dommer, faa vilde han nok ikke erklære mig for uſkyldig for han havde forhørt mig! (Georges gaaer) Hvor det Be⸗ ger Viin brænder i' Hovedet paa mig!

Des Arcis. Nu haaber jeg da at Du vil være meer fornuftig!

Dominique. Jeg har endnu en anden Ting at befale Dig, Du ſorte Aand! (Des Arcis leer) Du leer —! (ſagte) O hvor det ſkulde være mig en Glæde, at — (gjør'en Bevergelſe ſom om han bankede En) Men det bider ikke paa ham!

Des Arcis. Menneſket er jo reent ude af fig ſelv. Skulde jeg have været faa ulyk⸗ kelig at have gjort ham forrykt ved den Skrak, jeg har fat ham i? Jeg ſtylder ham i det

Sde Scene. 8

mindſte Medlidenhed, da han har gjort mig en ſaa vigtig Tjeneſte. -

Dominique (overvejende ved fig ſelvp. Hvad ſkal jeg nu førft forlange af hams ſkal jeg fordre at ſee Deniſe eller Grey de la Heau⸗ merie? Det er to Ting der ere lige umu⸗ lige. Greven ter ikke lade ſig ſee her uden at vove ſit Hoved; han har ikke ſaadan en Beſkytter, ſom min — han der! — og hvad Deniſe angager, hun beføger ikke Politiet — Rigtigt, jeg maa netop forlange noget Uri⸗ meligt.

Des Arcis. Han lader til at være roli⸗ gere — derſom jeg kunde gjere ham begri⸗ beligt —

Dominique. Hor nu, Du! jeg vil ſee Grev de la Heaumerie og min Kjareſte.

Des Arcis (ſagte). Han erindrer mig juſt til rette Tid om at Greven venter paa Tegnet.

(Gager hen til Vinduet og hænger et hvidt Lom⸗

metorklade ud af det uden at Dominique, ſom

er fordybet i de Befalinger, han giver, lægger Maerke til hvad der ſkeer). e et

Dominique. Jeg vil have at de fÉal komme herhid — men at det fral ſkee uden nogen Fare for dem — forſtaaer Du mig?

Des Areis (ſom atter er kommen hen til ham). Hvis der ikke behoves mere for at opfylde Dine Onſker — vel an! de ſkal komme!

Niende Scene. Se Forrige. La Seaumerie.

Dom inique. Hvis han kan gjore det, ſaa tvivler jeg ikke mere om hans Magt — eller om min! (vender fig om og feer La Heaumerie) Der er han!

La Seaumerie (paa Dortarſkelen i Bag⸗ grunden). Jeg kommer her med Tillid.

Des Arcis. Grev de la Heaumerie! De kan trede herind uden al Frygt, her er in⸗ gen uden Venner,

La Seaumerie (efter at have hilfet Des Arcis). Gode Dominique! ſaa finder jeg Dig nu her igjen? Jeg tenkte nok, at Du ogſaa denne Gang havde ſkjenket mig Din Hjælp. )

Dominique. Ja, Hr. Greve! men der⸗ ſom den Slemme ikke havde givet mig en Haandsrakning, faa —

Des Arcis. (til Dominique) Gaae ind i dette Vorelſe, Dominique! (aabner Doren til det Verelſe, hvor han har ladet Deniſe træde ind). Er der nu intet mere Du onſker?

Dominique (med et Skrig). Hvad feer jeg? Deniſe? (ſagte) Han holder Ord! Der er intet at klage paa! Og nu vil jeg nyde Glædens Sieblikke — de ere talte!

(iler ind i Verelſet).

Ti.iende Scene. 5

La Seaumerie. Des Arcis. La Seaumerie. Herr Criminalraad! vil De tilgive mig en. Handling, ſom ikke er

s

EST ˙ ö VEL GERT —— == =

Å

14 Dominique

uden Fare for Dem? Mit Liv er i Deres Hænder; det er til Deres Redelighed jeg be⸗ troer det.

Des Arcis. Herr Greve! De har efter⸗ lädt mange Venner her i Frankrige, og jeg anſeer det for en Hæder; at De har regnet mig til dem.

Ellevte Scene. De Forrige. Seorges.

La Zeaumerie (før Georges). Hvem er dette Menneſke? De Arcis.

Tjener.

Georges (til Des Arcis). Hr. Criminal⸗ raad! der er kommen en Bareſtol ind i Gaarden, og en tilſleret Dame er ſtegen ud af den.

Des Arcis (fagte). Det er Blanche!

(taler ſagte med Georges, ſom gaaer).

La Zeaumerie. Maaſtee er min Nær» værelfe Dem til Byrde? jeg vil gage!

Des Arcis. Nei, bliv De — behag blot at ſkjule Dem nogle Minuter bag denne Dor. Det er en Dame, der har bedet mig om en Samtale — her kan De høre hende — det vil ſpare mig for at gjøre Dem en Tilſtaaelſe og viſe Dem hvor ſtore Fordringer De har paa mit Venſkab og min kraftige Biſtand.

La Zeaumerie. Jeg følger Deres Ynſke. (Stiller fig bag Doren til Varelſet pan venſtre Side).

Tolvte Scene. De Forrige. Blanche.

Des Arcis (iler Blanche imode). Du her, kjcre Blanche? — Jeg ventede ikke at blive jaa lykkelig. 0

Blanche. Jeg har ſendt Deniſe for at forberede Dig paa min Ankomſt. Ere vi ene? Tor jeg tale? o, jeg ſtjelver af Skrak!

Des Arcis. Frygt intet, min Blanche! Hvem turde vel vove at forfølge Dig herhid?

Blanche. O min Ven! Din Kone ſtjel⸗ ver ikke for fig ſelv, men kun for Dig.

La Seaumerie. Hans Kone! hvad hø- rer jeg?

Blanche. Vor Forbindelſe er opdaget; Du har i Nat i mit Varelſe efterladt et Kaardegeheng, hvorpaa Dit Vaaben var ind⸗ ſyet. Laubardemont kan nu bruge ſin Magt, og anklage Dig, fordi Du har ſneget Dig ind til hans Myndling.

Des Arcis. Fordomte uforſigtighed!

Blanche. Han har erklæret mig, at min Ulykke ſkulde være vis, derſom jeg ikke paa Dieblikket befluttede mig til at gage ind i et Kloſter. Ja, han tilfoiede endogſaa med Frekhed: „for at ſtaffe mig Rigdom og

Frygt intet; det er en tro

Werespoſter har jeg allerede vovet Ting, ſom jeg gyſer ved at kenke paa; vende tilbage kan jeg ikke mere; velan da! jeg ſkal ende med Soſteren, ſom jeg har begyndt med Bro⸗

deren!“ — O Gud! jeg forſtod ham kun alt for vel! Min ulykkelige Broder er drabt efter Befaling af denne Richelieus gruſomme og krybende Slave. Du fjender: hans Gjer⸗ righed; han vil ſtyrte os i Elendighed for at bemægtige fig vore Ejendomme; o, jeg er vis paa, at han ikke vil forſomme et Hieblik.

Des Arcis. Kjereſte Blanche! ver rolig, demp Din heftige Bevagelſe!

Blanche. Skal jeg da aldrig mere ſee Dig? ſkal jeg indeſluttes i et Kloſter! Gud! hvor jeg er ulykkelig! — Levede min ulykke⸗ lige Broder endnu, da vilde jeg kaſte mig i hans Arme, og tilſtage ham mit Giftermaal med Dig; o han vilde ſikkert tilgive mig, naar han hørte, at Du gav mig Din Haand, ffjøndt min Medgift kun var Kummer og

For folgelſe. 7 Des Arcis. Min eiegode Blanche! Blanche. Har Du ikke ægtet en Soſter

af den gruſomme Cardinals forfulgte Fjende — hun ſom var berøvet Alt, hvad der til» horte hende? — Ja, denne Broder vilde viſe et ligeſaa ædelt Hjerte, ſom Du!

Des Arcis. Ja, jeg troer, at han vilde tilgive os, og ikke bære Nag til fin Soſter, fordi hun omgivet af Farer, uden hans Vi⸗ dende, valgte ſig en Beſkytter, der kraftigt vil forſvare hende — og det er mindre Fryg⸗ ten for hans Bebreidelſer, end for Din hef⸗ tige Sindsbevcgelſe, der i dette Vieblik for⸗ byder mig, elſtede Blanche! at bringe Dig gode Efterretninger fra ham, ſom Du troer i Graven.

Blanche. Hvad ſiger Du —? Hvad! min Broder —

Des Arcis. Skal ſnart igien hvile ved Dit ømme Bryſt. É

Blanche. Han ffulde være levende — O Gud! jeg takker Dig — Men er Du vis derpaa?

Des Arcis. Jeg har ſeet ham.

Blanche. Her?

Des Arcis. Paa dette Sted.

Blanche. O Gud — dolg intet — hvor er han? 5

La Seaumerie (ſom ubemeerket har naermet ſig). J Dine Arme! 5

Blanche. Min Broder!

(De kaſte ſig i hinandens Arme).

Des Arcis. Hr. Greve! nu ſeer De hvilke Fordringer De har paa mit Venſkab!

La Seaumerie. Jeg har intet at ſige; men trykker min Broder med Smhed til mit Hierte.

Des Arcis. Men nu maae vi tanke paa at fætte os i Sikkerhed mod vor Fjendes Ren⸗ ker. Vi ere omringede af de ſtorſte Farer. De, Hr. Greve! bliver ſkjult hos mig, og hvad min Blanche angaaer —

La Seaumerie. Min Soſter bor ikke mere forlade ſin Mands Huus. Der falder mig en Liſt ind, hvorved vi kan tilintetgjore den Nederdreegtiges Henſigter og rive hende

2den Act,

ud af hars Magt. J et Brev fra mig, der maae være ſkrevet ſom om det kom fra Eng⸗ land, vil jeg forbyde hende at tage Sleret, og befale hende at gifte ſig med Dem. Des Arcis. Fortreffeligt! Lad os gaae ind i mit Cabinet, der kan De fÉrive det. Blanche. Deniſe er her jo; jeg vil be⸗ fale hende at bringe det til Laubardemont. Des Arcis (aabner Cabinetsderen paa hoire Side). Deniſe! (Deniſe træder ud; til hende),

Des Arcis (aabner Doren paa venſtre Side). Behag at træde herind! Gid Lykken led⸗ ſage os! — Nu, min kjere Blanche! min Broder! lad os ſee glade ind i Fremtiden, og hente Troſt af det Nærværende! Hvor mange Sorger ſyntes denne Dag ikke at ville bringe mig, og (idet han omfavner begge) hvor lykſalig har den ikke allerede giort mig!

(De gage ind i Cabinettet).

Blanche hvidſker nogle Ord

Trettende Scene. Deniſe. Jeg fÉal bringe et Grev til den afſtyelige

Hr. Formynder, og deri lader min Frue ham | det

vide at hun ikke mere trænger til hans For⸗ mynderffab — o, der er ingen Ting jeg gjør med ſterre Fornoielſe. — Ak, derſom min gode Frue nu blot kunde leve i Fred og Lykke, faa maaſkee jeg dog tilſidſt kunde faae min lille Dominique! den arme Fyr! Nu tenker jeg da han er færdig med Frokoſten! O hvor jeg længes efter at ſladdre lidt med ham. Han kan flet ikke komme fig efter den Skrak han har faaet, da han blev arreſte⸗ ret! Han er endnu faa forvildet i Hovedet, at jeg ikke kan forſtaae et Ord af al den taa⸗ belige Snak han fører, — Jeg vil ikke lade ham ſidde allene med ſine morke Tanker. (Kalder) Dominique! min lille Dominique! kom dog lidt. ind til mig, jeg fkal vente her paa et Brev fra min Frue! É Dominique (indenfor), Her er jeg! her er jeg! Fjortende Scene. Dominique. Deniſe.

Deniſe. Naa, nu bort med alle Griller, min lille Ven! — See hvor glad jeg er; jeg havde ikke ventet, at de havde ladet Dig flippe faa ſaaſnart.

Dominique (meden mork og drommende Mine). Men jeg, — jeg vidſte det nok!

Deniſe. Du vidſte det? Men hvorfor var Du da ſaa fortvivlet?

Dominique. Fordi — jeg havde mine Grunde. Deniſe. O, jeg kan nok gjette dem! Du

tvivlede om at jeg elſkede Dig! Men nu er Du jo vis paa det; thi den Fare, Du var i, tvang mig til at viſe Dig hvor kjer Du var mig. Du maa jo ret være forneiet;

12te Scene.

15

thi det havde Du dog langtfra ikke ventet.

Dominique (med megen Rolighed). O min Gud! joviſt ventede jeg det.

Deniſe (ſtodt). Hvad? Du er ikke henrykt over den Tilſtagelſe jeg har gjort Dig? Er det ſaaledes Du modtager For ſikkringen om min Kjærlighed ? i

Dominique. O min gode Pige! derſom Du gjorde mig den af Dit eget Hjertes Ind⸗ ſkydelſe — det var en anden Sag; men —

Deniſe. Jeg vil da haabe, at der er in⸗ gen ſom tvinger mig dertil. g

Dominique (ſorgmodig). Naa, det troer

u?

Deniſe. Det er jeg vis paa.

Dominique. Men deri tager Du feil! O, min lille Deniſe! havde Du blot igaar ſagt: Jeg elffer Dig, Dominique! jeg var bleven henrykt af Glæde; men i Dag — ak, hvad beviſer det, at Du ſiger det i Dag?

Deniſe. Det beviſer at jeg tenker det, ſiden jeg ſiger det.

Dominique. Paa ingen Maade; det be⸗ viſer at der er noget — noget viſt — en hemmelig Magt, ſom tvinger Dig til at ſige

et.

Deniſe. Men hvad er det for nogen dum Snak ? denne Magt, det er den Kjærlighed jeg bærer til Dig.

Dominique. Ah, min ſtakkels lille Deniſe! Du troer, at Du følger Kjerlighedens Stem⸗ me! — Ja, gid det var ſaa vel! nei, jeg er ikke faa lykkelig!

Deniſe. Men min kjere, gode Dominique! Jeg kom her for at bede om Naade for Dig, jeg gred da jeg faae Dig i ſaadan en elen⸗ dig Tilſtand, og Du kan tvivle om at jeg elfker Dig? i

Dominique. O nei, viſt ikke, nei vift ikke! Du er en god, oprigtig Pige, Deniſe! men det, ſom nu fager Dig til at holde af mig — o det er ikke Kjærlighed!

Deniſe. Hvad er det da?

Dominique. Hvad det er? o, det tor jeg ikke ſige Dig! — O Gud! hyis det ikke var; hvor lykkelig vilde jeg da ikke være i dette Hieblik!

Deniſe (trykker ham op til fig). Men faa vær nu glad, min gode Dominique

Dominique. Trok mig dog ikke ſaaledes til Dit Bryſt, Deniſe! Jeg er ner ved at indbilde mig, at det er virkeligt.

Deniſe. Men det er jo ogſaa virkeligt! (Lægger fin Haand paa hans Hierte) Føler Du ikke min Haand hvile paa Dit Hjerte?

Dominique. O, hoilken Fryd jeg føler! — o, hvor mit Hjerte banker under hendes Haand! (han kysſer hendes Haand. Deniſe har flynget fin ene Arm om ham og lægger Haanden paa han ryſt; Dominique fynes at see for at hengive fig til den Glæde han foler.)

Deniſe. Min Gud! faa var dog ikke bange, Dominique! giv mig Din Haand

16 Dominique

igien (ſagte). Jeg kan flet ikke begribe hvor⸗ ledes han har det i Dag; for har jeg aldrig kunnet ſtyre hans Heftighed.

Dominiqne. Hvor mit Hjerte banker! o, ſaadan noget har jeg aldrig følt i mit Liv — Ha! jeg vover det! jeg kan ikke mod⸗

age!

4 5 omfavner Deniſe med Heftighed, hun hop⸗

per tilbage).

Deniſe. Ei, ei! fee nu fager han det med eet!

Dominique (ſagte.) O hvilken Lykke! — derſom det kun er et Bedrag, o ſaa kunde man jo gjerne friſtes til at fælge fig til den Onde, blot for at blive bedraget ſaaledes. (Hoit) Kom herhen igjen, Deniſe! kom her— hen igien!

Deniſe. Jo viſt! nei tak!

Dominique. Jeg beder Dig derom, De⸗ niſe! driv mig ikke til at befale Dig det.

Deniſe. Befale mig det? — Nei vil man here! ;

Dominique (gaaer hen til hende, medens hun ſagte ſeyder ham fra fig). Ja, tving mig ikke til at bruge overnaturlige Midler.

Deniſe. Overnaturtige Midler?

Dominique. Giv mig et Kys af Din egen fri Villie, hvis Du kan!

Deniſe. Nei, jeg gjør ikke, uartige Men⸗ neſte! jeg gjor det ikke!

Dominique. O jeg vidſte nok, at hun ikke elſtede mig, endſkjondt hendes Kys endnu brænder paa mine Leber — det var ikke fra hende felv det kom! (Han kaſter fig i en Stol, og hviler Hovedet paa fine Hander) O, jeg er me⸗ get ulykkelig!

Deniſe. Ak, min Gud! min Gud! hvad mon der dog feiler ham? Å

Dominique (fagte paa den anden Side). Og dog, derſom jeg vilde! jeg behøvede kun at ſige: J Lucifers Navn, kom herhen til mig!

Deniſe (ſagte). Det har dog maaſkee gjort ham ondt, at jeg afſlog ham et KYS! (Heit, idet hun nærmer fig ſagte til ham) Dominique! min lille Dominique!

Dominique. See der!” Hvad ſagde jeg? der er hun alt!

Deniſe. Er Du vred fordi jeg ſtodte Dig fra mig? kom, jeg vil jo give Dig et Kys; der — Nu, ſaa kom dog!

Dominique. Ah, jeg betenker mig — naar jeg tenker paa at dette Kys — ekysſer hende) Ha! det var dog ligeſaa ømt ſom det andet! — Du leer? (ien alvorlig Tone) Men derſom Du vidſte —

Deniſe. Hvad? jeg bliver ganſke forſkrak⸗ ket for Din morke Mine! Saa tal dog —

Dominique (i en heitidelig Tone). Min kjc⸗ reſte Deniſe! de Ting der foregaae for vore Hine ere Ting — ſom ikke foregaae for vore Hine — feer Du: Halvdelen af det der feer her i Verden —

Deniſe. Hvad den? -

Dominique. Hu! det gyſer i mig, naar

jeg tenker derpaa! Troer Du virkelig, at det er Politieintendanten, Criminalraad Des Arcis, ſom Du talte med her?

Deniſe. Ja!

Dominique. Naa, det troer Du? — Men det in = as — Du talte med, det var et ondt Veſen, ſom har paataget fi hans Skikkelſe. e

Deniſe. Aa Snak! — et ondt Vaſen ſkulde have paataget fig Herr Des Arcis Skikkelſe?

Dominique. Som jeg ſiger! for at fade mig flæbt i Arreſt, forvandler han fig paa SK 1 Maader; han gjør alt hvad han elv vil!

Deniſe. Hoilket Eventyr!

Dominique. Det var hans Skyld, at jeg blev arreſteret; men jeg kan ogfaa takke ham for, at jeg blev fri ligeſaa ſnart jeg ſelv lyſtedez jeg onſkede at Grev de la Heaumerie fkulde komme her — krak! — han ſtod her! — jeg vilde ſee Dig — fut! — der var Du!

Deniſe. Ja, jeg maatte naturligviis være her, naar jeg kom fra mit Herſkab for at tale med Herr Politieintendanten! Imellem os ſagt; nu tor jeg nok betroe Dig det — Froken Blanche er gift med ham!

Dominique. Er Froken Blanche gift med ham?

Deniſe. Ja viſt, ſom jeg ſiger Dig.

Dominique. Saa har Froken Blanche ogſaa gjort et deiligt Partie.

Deniſe. O, et fortraffeligt Partie; han elffer hende med en Varme —

Dominique. Ja, jeg vil gjerne troe, at hendes Mand har det med Hede — ſiden han — o den ſtakkels Froken Blanche! 0

Deniſe. Men han er ganſke beſtemt gaaet fra Forſtanden.

Dominique. O nei, Deniſe! men jeg kunde næften friſtes til at onſke at jeg var det — faa følte. jeg ikke min Ulykke! Hor, jeg vil ikke ſkjule noget for Dig. (Slutningen af Scenen maa gage meget hurtigt) J Nat var jeg ganſke fortvivlet; jeg kaldte paa den onde

Aand — Deniſe. Ulykkelige Menneſke! Dominique. Det tordnede og lynede 7

han kom — igjennem Vinduet,

Deniſe (lende). Igjennem Vinduet? o, nu gaaer der et Lys op for mig! Nu kan jeg begribe hvorfor han lignede Des Areis. — Videre!

Dominique. ham.

Deniſe (raſk og levende). Ja viſt, han gav Dig ſin Kappe og en Pung, der var fyldt med Guldſtykker. 8

Dominique. Rigtig; og derfor fik han min Troie, hvori der ikke var en Hvid — Nu veed Du Alt. — Kan Du endnu elfte et Menneſke, der ſtager paa en fortrolig Fod med den Slemme?

Deniſe (leende). Ja viſt kan jeg elſke ham!

Jeg indgik en Pagt med

2den Act, 14de Scene.

o jeg elſker ham hoiere end nogenſinde! Ha! ha! ha!

Dominique (overraſtet og fuld af Raddſel). Hun leer! — Hun bliver ikke forfærdet ! Deniſe. Jeg forfærdet? nei, jeg har al⸗ drig været roligere — ha! ha! ha! — Jeg ſkal ſige Dig — (der ringes). Men min Frue ringer; jeg fkal hen med et Brev til hen⸗ des elſkverdige Hr. Formynder; men naar jeg kommer igjen, faa ſkal Du nok fage at vide hvorfor jeg ikke er bange. Ha! ha! a! ha! 1050 lober ind i Cabinettet paa venſtre Side).

Femtende Scene. Dominique (allene),

Det er ubegribeligt! — ſaadan en bly, ſtille Pige! — O hvad den Onde har givet mig en ſkrekkelig Magt over hende! — Der har vi jo det bedſte Beviis for, at naar den Mand blot ſiger: Du kal! faa maa et Fruentimmer elſke et Mandfolk om hun faa ikke kan udftaae ham for fin Dod! Hun vil forklare mig hvorfor hun er ſaa rolig? — gid hun vilde, ingenting fkulde være. mig fjærere! hvis hun kunde beviſe mig at Guld⸗ pengene jeg har faaet, Vinen jeg har druk⸗ ket og Pryglene, ſom jeg foler endnu — at det var Hjerneſpind — men nei, det hjel⸗ per ikke at min Fornuft ſiger — det er alt⸗ ſammen umuligt — jeg ſeer jo dog for mine Hine, at — hvilfen beſynderlig Stilling! jeg ſtager i Forbindelſe med den Onde — jeg ſom ikke troer, at han er til — ſom ikke troede, at han var til, vil jeg ſige! — og jeg ſtager i Forbindelſe med ham; thi det er jo en ubegribelig Magt jeg har over alle Menneſker. Alt hvad jeg har onfket, er ſteet — (et Biebliks Taushed) undtagen med Deniſe; mig ſynes, at jeg brændte af Be⸗ gjerlighed efter at kysſe hende, endnu tiere end hun tillod mig! men, naar jeg ret be⸗ tenker troer jeg rigtignok, at ffjøndt jeg on⸗ ſkede det, havde jeg dog ikke rigtigt Mod til at forlange — paa den Maade var Skylden dog ikke Lucifers. Han havde maaſtee ikke ſeet noget hellere, end at jeg havde brugt Magten — nu, vi vil faae at fee ſiden! (ſorg⸗ modig.) Men jeg glemmer min Pligt imod min Moder og min Velgjorer — og Wren befaler mig — ren? har jeg nogen Wre? — en Deſerteur! thi det er jeg — det er en afgjort Sag! det kan min gøde Ven ikke gtøre for! det var jeg for jeg kom i Be⸗ kjendtfkab med ham! — Der falder migzno⸗ get ind! hvad om jeg forſogte? — aa! hvilket Indfald! — O mit Hoved, mit ſtakkels Hoved! o det ſvimler! — Ja! ved denne Prøve fætter jeg jo rigtignok mit Liv paa Spil; men det er ligegodt! — Jeg maa vide hvorledes det hænger ſam⸗ men med mig, hvad det end fkal koſte — det er afgjort! Jeg er Deſerteur; jeg

17

maa derfor ſkjule mig for Alle — men nu — nu vil jeg gage hjem og tage min Mundering paa — jeg har desuden ikke no⸗ get andet at tage paa — faa gaaer jeg ud, og feer hvorledes det vil gage mig; tager de mig og ſkyder mig en Kugle for Panden — heiſa! faa er jeg lykkelig, faa har Lucifer ikke noget med mig at beſtille — ſaa er jeg troſtet! Derſom han derimod kommer og frelſer mig, faa er der ikke nogen Tvivl om, at han har mig vis, og jeg mage ſtynde mig at nyde det jeg har tilbage af Livet; faa vil jeg more mig med det Nærværende for at glemme det Tilkommende, og gjøre alle Menneſker lykkelige, for at troſte mig over min egen Ulykke! jeg vil hjælpe alle fattige og ſkikkelige Folk, jeg kan finde, jeg vil gjøre hele Verden glad for felv at dæmpe Sorgen, og ærgre den Onde ſaadan — at — at — han ſkal briſte af Harme! ha! ha! hal — Der kommer Nogen — afſted, afſted!

(Han lober ud og ſeer i det ſamme Philippe, ſom

ommer; han ſmutter tilſide for ham og fler derpaa afſted i fuldt Lob),

Sextende Scene. Philippe. Deniſe.

Philippe commer hurtigt). O jeg kan ikke mere! Gud give, jeg kunde finde een af Po⸗ litieintendantens tro Tjenere, Ah, fortraf⸗ feligt, der kommer netop Jomfrue Deniſe.

Deniſe (kommer med et Brev i Haanden). Do⸗ minique! Dominique! Men hvor er han ble⸗ ven af?

Philippe. Jomfrue Deniſe! et Hieblik! jeg har Ting af Vigtighed —

Deniſe (bliver ved at kalde). Dominique! eil Philippe) Om Forladelſe! jeg har et vigtigt Wrinde at forrette, og tor ikke ſpilde et Minut. 5

Philippe. O min Gud! det tor jeg hel⸗ ler ikke! jeg kommer for at ſige Dem, at inden et Qvarteer —

Deniſe (ved fig ſelv, uden at høre ham). Jeg vil tage Dominique med mig! (ſtrigende) Do⸗ minique!

Philippe. Saa hør mig dog, ellers er det for ſildigt —

Deniſe. Jeg maa afſted med dette Brev til Oberſt Laubardemont.

Philippe. Laubardemont! han er nylig ilet afſted for at beſette dette Huus med ſine Soldater.

Deniſe. Hvad? er det muligt?

Philippe. Jil, iil afſted for at under⸗ rette Hr. Des Arcis derom! Det gjælder hans Liv, men jeg har tjent ham, og vovet mit eget for at redde ham.

Deniſe. O Gud! jeg løber. å Philippe. Jeg har gjort hvad der ſtod i min Magt — farvel! jeg maa flygte herfra før Soldaterne komme, ellers — (vil ile ud) Ha! der er han —

2

18

Deniſe. O Gud! min Frue! — Hr. Des Arcis! — Grev de la Heaumerie! hvad fÉal der blive af dem? afſted! folg mig denne Bei! hurtigt bag efter mig!

(hun trækfer ham med fig ind i Cabinetet paa ven⸗ ſtre Side; man feer Baggrunden blive beſat af Soldater, Dakket falder).

Tredie Act.

(En gothiſt Sal i Raadhuſet, naar Dørene i Bag⸗ grunden gage op, feer man den ſtore Raadsſaͤl, paa hoire Side er et Cabinet og paa venſtre en ſtor Dor, ſom gaaer til et Gallerie).

Forſte Scene. Georges (ftvar efter) Des Arcis. Georges (kommer ind fra heire Side, fer fig ſpeidende om, og kikker ud af Doren i Baggrunden). Det er godt; der er ingen i den ſtore Raads⸗ ſal; kom De kun ind, Herr Criminalraad! Des Arcis (kommer ud af Cabinettet). Al⸗ ting er ſikkert; bliv Du ude i det forreſte Verelſe, pas noie paa igjennem Vinduet, ſom gaaer ud til Torvet, og giv os Under— retning om alt hvad der ſkeer. Georges. De kan ganffe ſtole paa mig,

naadige Herre! (gager ud i runden, Des Ar⸗ cis forer ſin Fame ind Sr HS,

Anden Scene.

Blanche. La Seaumerie. Deniſe.

Des Arcis. — Træd kun herind! Vi und⸗ gik vore Forfolgere; men der var heller ikke et Hieblik at ſpilde! Hvilken Lykke, at jeg fra min Bolig kunde igjennem Gaarden komme ind i Raadhuſet! De ter neppe vove at trenge ind i dette Friſted med Vold; de vilde derved viſe en altfor ſtor Fornermelſe mod Sorigheden; og Folket vilde "blive raſende,

Des Arcis.

hvis det horte, at en Raadsherre med Vold

var flæbt bort fra Raadhuſet. Om jeg ikke her kan modfætte mig den nedrige Laubar⸗ demont, ſaa kan jeg dog fordre Lovens Be⸗ ſkyttelſe mod Vold og Vilkaarlighed. Her vil jeg vente ham!

Ja Seaumerie. Nei, nei, min Ven! efter den Efterretning, ſom Deniſe har bragt os, er det ikke Dem, ſom her frkal vente Laubar⸗ mont, der er mig, mig allene!

Des Arcis. Hvad tenker De paa, Greve? De vover endnu mere end jeg! Derſom vi have noget at frygte, da er det Blanches Mand, men ikke hendes Broder, ſom bor —

Blanche. Ingen af dem. Giv mig det Brev, ſom vi antage, at Du har tilſendt

ch England; Du billiger mit Wgte⸗ a

og jeg er hos min Mand; det tilkom⸗ mer mig forſt at modtage vor Fiende. La Heaumerie. Denne Idee finder jeg rigtig.

Dominique.

Des Arcis. Den viſer mig min elſrede Blanches Mod og Kjærlighed — men den beroliger mig ikke. Derſom denne Elendige nu after vilde bemægtige fig hende ſom fin Myndling?

La Seaumerie. Jeg haaber, at han ikke vover det; i ethvert Tilfælde ere vi jo ſkjulte i Nærheden af hende.

Des Arcis. Ja, det ere vi, og vi ville forſvare hende — jeg kunde maaſtee bevæbne alle mine Folk!

Blanche. Det vilde være en unyttig Mod⸗ ſtand, ſom ikke kunde frelſe mig, hvis Lau⸗ bardemont greb til Vold; men den vilde maa⸗ ſkee berøve mig de eneſte Beſkyttere, jeg har i Verden, dem, ſom engang i lykkeligere Ti⸗ der kunde forſkaffe mig min Frihed. jf

La Seaunmerie. Det er kun altfor fandt! Hun overſkuer vor Stilling med ſterre Ro⸗ lighed end vi.

Blanche (trader imellem dem og tager deres Hænder). O, det er fordi min Forſtand le⸗ des af mit Hjerte. Lad mig handle for Eder begge, — J maae begge ile fra Raadhuſet for det er for ſildigt; negt ikke at opfylde min Bon; Dig, Des Arcis! beſverger jeg ved min Broders Liv, og Du, min Broder! Du vil adlyde mig for at bevare mig den, ſom udgjer min Lykſalighed!

La Seaumerie (til Des Arcis). vad flal vi gjøre? ter vi forlade hende?

Tredie Scene. De Forrige. Georges:

Georges (udenfor). Her kommer Ingen ind, min gode Kone! Politieintendanten har Forretninger.

Des Arcis. Ja, i Sandhed! meget vig⸗ tige!

Georges (kommer ind). Det er Moderen til den Karl, vi havde grebet, fordi vi troede han var en Fw.

Deniſe. Moer Genevieve?

Georges. Hun beder om fin Sons CTroie, ſom jeg tog med mig, da vi forlode Cabi⸗ nettet.

Des Arcis. Saa giv hende den.

Georges. Det vilde jeg allerede for have glort; men faa betænkte jeg, at jeg dog ikke

vilde give hende den, for jeg havde viiſt Dem,

Hr. Eriminalraad! de: Papirer, der lage i Lommen.

Des Arcis (ſtoder dem tilbage). Jeg har ikke Tid i dette Dieblik, og han er desuden frikjendt, ſaa at — (i det han ſtoder Papirerne, ſom Georg holder aabne, tilbage," falde hans Dine van dem) Hvad feer jeg? hvorledes kommer denne Underſkrift her? (griber dem og giennemlo⸗ ber dem ſilſomt).

Georges. Hans Moder græder og hyler! — Hun ſtriger, at hendes Son er ulykkelig, derſom han lader ſig ſee i en anden Dragt. Jeg kan ikke blive klog paa hendes Snak.

die Act Zdie Scene.

Des Arcis (leſende). Hm! hm! jeg be⸗ gynder at indſee Sammenhenget. Han har været. Soldat.

a Seaumerie. Ja, og en kjak, brav Soldat.

Des Arcis. Iblandt hans Papirer fin⸗ der jeg et, ſom noie angager Dem, Greve! Denne Ordre er undertegnet af Laubarde⸗ mont og to Aar gammel — den er udſtedt til Commandanten i Faſtningen Belle-Isle.

La Seaumerie. vor jeg var indeſluttet! Ha! det er ſikkert en Ordre at dræbe mig i mit Fengſel.

Blanche (tager Papiret med Haftighed). Skulde det være mueligt? (Hun laſer). „Comman⸗ „mandanten i Faſtningen Belle-Isle har at yudvelge en raſk og paalidelig Soldat, ſom ubevæbnet med et Sværd, fkal indlades til „Fangen Grev de la Heaumerie, for at han „hemmeligen kan fuldbyrde Dodsdommen paa „ham.“ Gud min Broder! — der ftaaer nogle latinſke Ord længere nede paa Ordren — Et postea —

La Seaumerie (læfer det Øvrige; der er ſkre⸗ vet van Latin). Nunquam appareat miles —

Blanche. Hvad betyde disſe Ord?

La SZeaumerie. Det vil ſige: Lad ſiden Soldaten forſvinde.

Blanche. Hvilken fEjændig udaad! Deniſe. Stakkels Dominique! Hvorledes

er han da fluppet faa godt fra det?

La SZeaumerie. Veed Du det ikke? Han vilde hellere deſertere end udføre denne ſkrak⸗ kelige Befaling — Commandanten, ſom gjerne vilde lette min Flugt, overgav Ordren til denne ærlige Karl — og ham — ham ſtyl⸗ der jeg Livet! —

Des Arcis. Han har ogſaa frelſt mit! Hvor let havde jeg ikke kunnet blive opdåget af mine Forfolgere i Morges, hvis jeg ikke havde faaet hans Hjælp? Dette er et mag⸗ tigt Vaaben mod den forraderiſke Laubar⸗ demont.

La Seaumerie (levende). Nei, tor ikke benytte os deraf.

Blanche. Hvorfor ikke? '

La Seaumerie. Det vilde lede. til den ulykkelige Dominiques Opdagelſe, og han ſtager i Laubardemonts Regiment.

Blanche. Min Gud!

Des Areis. De har Ret; vi bor ikke berove ham dette vigtige Papiir, for at bruge det til vort eget Forſvar; det er det eneſte Middel, der maaſtee kan frelſe ham, hvis han fkulde være faa ulykkelig at blive opdaget. — Lad os igjen logge Papirerne i hans Lomme, og ſtynde os at ſende ham hans Troie tilbage.

Georges idet han ſtikker Papirerne i Troie⸗

nei! vi

lommen). Saa den ſtakkels Fyr er en De⸗ ſerteur. Ja nu kan jeg begribe hvad den

gamle Kone meente, da hun fortalte mig at hendes Son rigtignok havde en Klaedning endnu; men at hun ikke vilde tillade ham

19

at tage den paa, fordi den let kunde bringe ham i Ulykke.

Deniſe. Ja, det er hans Mundering; nei! lad ham for Guds Skyld ikke tage den paa — lad ham faae fin Troie, Georges! lad ham fage den hurtigt!

Georges. Ja, ja, Jomfrue Deniſe! naar jeg havde vidſt det for — (Gager. )

Deniſe. Stille! der er Stei nede paa Torvet. 8

Blanche. O ſaa flye! lad os ile herind! afſted!

De ville gane ind i Raadsſalen).

Fjerde Scene. (Denne Scene maa gage færdeles. livfuld og beſtemt).

Des Arcis. La Seaumerie. Dlanche. Deniſe. Seorges. Georges (kommer tilbage). De kan ikke

komme bort herfra; Raadhuſet er omringet af Vagt. 8 Blanche (forfærdet). Omringet! 2a Seaumerie (med Harme.) Tllerede! Des Arcis. Hvad fÉal vi gjøre?

Blanche. Lade mig allene modtage ham. Des Arcis. Hvad! Du vil — ? Blanche. Jeg mas

La Seaumerie (til Des Arcis). Vi blive jo i Nerheden.

Georges. Laubardemont kommer!

Blanche. Skynder Jer! Iler herind! (hun gabner Cabinettet paa hoire Side; de træde ind) Frygt ikke for mig! jeg er fattet!

g (luffer Doren igjen).

Deniſe. Og den arme Dominique, ſom ikke har faaet fin Troie! (til Georges) Giv mig den, et Fruentimmer fager nok Lov til at flippe igjennem, … (løber ud).

Femte Scene,

Morvilliers (i fort Kappe). Laubardemont.

Blanche chun ſidder paa en Stol og ſoger at ſamle Fatning, Naar Døren i Baggrunden gaaer op, feer man Soldater udenfor). ;

Georges (melder). Hr. Oberſt, Vicomte de Laubardemont.

Laubardemont (til Georges med Strenghed). Hos hvem er det Du melder mig? Det er 3 Des Arcis jeg onſker at tale med.

Georges. Meget vel! Her finder De hans Frue, ſom vil modtage Dem i hans Navn.

(Blanche vender fig om mod Laubarbemont).

ZLaubardemont (overraſtet ved at gjenkjende hende). Blanche ſelv! — Der feer De, Hr. Morvilliers! at min Mistanke! var grundet! — Jeg beder Dem at begynde Forhoret over min ſtrafverdige Myndling og hendes ſkam⸗ loſe Forforer. Af hans Eminenz Cardinal Richelieu, (tager Hatten af) den forſte Mini⸗ ſter, er jeg bekladt med Magt og Myndig⸗ hed til at forfølge og hefte Erim inalraaden

20 Dominique.

Des Arcis, fordi han voldeligen har bortført en adelig Freken, ſom var overgivet til min Varetegt. Jeg har overgivet de Herrer Officerer af Hans Eminenz Cardinal Riche⸗ lieus (tager igjen Hatten af) Regiment la Ro- que de fornødne Ordrer til Voldsmandens Paagribelſe; da vi finde Frekenen her, kunne vi ſkride til Forher, og De, min Herre! (til Officeeren) vil bevogte udgangen. Hr. de Morvilliers! behag at lægge det Kaardegeheng, ſom Criminalraaden i Nat har glemt i mit Pallads, paa dette Bord — og Dem, Fro⸗ ken Blanche de la Heaumerie! befaler jeg, ſom Formynder, at beſvare mine Sporgs⸗ maal og derefter at folge mig.

Blanche. De har ikke langer nogen Ret over min Villie — jeg er gift!

Laubardemont. Dette Giftermaal er ugyl⸗ digt! — Af hvem har De modtaget Tilla⸗ delſe til at gifte Dem?

Blanche. Af min Broder ſelv.

Laubardemont. Deres Broder? — Han lever ikke mere!

Blanche. De kjender jo hans Haand?

See den her! (viſer ham Grevens Brev.) Laubardemont (Halv høit). Skulde det være muligt! (fagter Det er hans Haand! Der er ingen Tvivl om — han lever! (gaaer hurtigt hen til Morvilliers) Hvad ſral jeg gjøre?

(med ſagte Stemme, men i heftig Bevægelfe) Mor⸗ villiers! det er Dem, ſom har uͤdkaſtet de Planer, hvorefter jeg har ſogt at bemægtige mig denne Families Eiendomme; jeg har deelt med Dem, og —

Morvilliers. Stille! hoit!

Laubardemont. Bed De noget Middel hvorved jeg fan afvende dette uventede Stød ?

Morvilliers. Ja! —

Laubardemont. Og hvad fkal jeg da gjere?

Morvilliers. Dette Brev, ſom indgyder Dem en faa ſtor Forferdelſe — holder De det ikke i Deres Haand? — tilintetgjor det og lad Blanche hefte, hun har da ikke noget Middel til at beviſe fit Ugteſtabs Rets⸗ gyldighed.

Laubardemont. frygter dog —

Morvilliers. Betenk, at Cardinalen lig⸗ ger paa fit Yderfte — betenk, at i det Hie⸗ blik han forlader Verden, forlader Alle Dem, og De tor ikke engang nære Haab om at kunne forſvare Dem imod de Fiender, De har paadraget Dem. Troer De, at Fami⸗ lierne Des Arcis og la Heaumerie, ſom for⸗ enes ved Frokenens Agteſkab, nogenſinde vil ophore at forfolge Dem, hvis De ikke nu be⸗ rover Dem al Kraft dertil?

Lauba demont. Nei, treffe mig!

Morvilliers. Nu vel, faa maa De knuſe dem — bring hende i et Kloſter, og kaſt den unge XÆgtemand i et af disſe Fangehul⸗

tal dog ikke ſaa

De har Ret — men jeg

deres Hevn vil

ler, hvorfra aldrig nogen vender tilbage. O, ſiden De er bleven Cardinalens Yndling har De nok lært at Fjende disſe Dempere paa hoiroſtede Anklagere. — Nu, beſtem Dem — fat Mod!

Laubardemont (merk, ved fig ſelv.) Jeg har det nodig! — paa den Vei jeg har begyndt at gage, maa man aldrig fee tilbage! (griber Morvilliers's Haand) Velan! det ſkee!

Morvilliers (til Blanche). Dette Brev er falſk, det fortjener at rives i Stykker og ad⸗ ſpredes for Vinden.

Blanche. Det vover De at ſige? (ſagte) Gud beſtjcerme os! ;

Laubardemont (fagte til Morvilliers), Gaa og foretag de noiagtigſte Efterſogelſer overalt,

Morvilliers (ſagte til Laubardemont). Var rolig! idet jeg handler for Dem, arbeider jeg kun for at ſette mig ſelv i Sikkerhed.

(gaaer ud i Baggrunden).

Sjette Scene. Laubardemont. Blanche.

Laubardemont (med Spot og Brede). Ah! De troede, at De kunde trodſe mig; denne Trodſen vil gjøre Deres Straf endnu fole⸗ ligere! De fÉulde i Fred og Ro have endt Deres Dage i et Kloſter efter milde Ordens regler — men De har begaaet en Brode, min Froken! og den fordrer Bod — ſtreng Bod; jeg maa ledſage Dem til et Kloſter, i hvis ſkumle, hvælvede Celler De ved ſtreng Bodferdighed kan afſone —

Blanche. Usle Menneſke!

Laubardemont. Det er den meeſt pas: ſende Straf for en adelig Froken, der har beffæmmet fine ophoiede Forfædres Navn,

Blanche (Tot). Beffæmmet mine Forfæ- dres Navn? Og det fÉulde jeg have gjort ved at ræffe Des Arcis min Haand ?

Laubardemout. Des Arcis kan aldrig anſees for andet end Deres Forforer.

Blanche. Vogt Dem, Deres Nedrighed gaaer for vidt! Jeg har min Broders Sam⸗ tykke — og jeg opfordrer den offentlige Stemme til at vidne mod Dem.

Laubardemont (raſende). Den offentlige Stemme! den offentlige Stemme — imod mig? — Ret faa! Nu er Deres Dom uigjen⸗ kaldelig! Vent ikke mere Tilgivelſe eller Med⸗ lidenhed hverken for Dem eller Des Arcis, ſom De kan takke for den Straf, jeg nodes til at paalægge Dem, hvis jeg ikke vil 11 mig ſelv ulykkelig! chan udfolder Brevet for at ſonderrive det)

Blanche. Ulykkelige! hvad gjør De? Frygt for Himlens Hevn!

Laubardemont. Jeg frygter kun for Menneſkenes, og den vil jeg trodſe. chan ſon⸗ derriver Brevet) Deres Vegteſkab er ugyldigt,, De er vanæret i Verdens Hine; thi nu — nu har De ikke mere noget Beviis pad De⸗ res Uſkyldighed! — ? g

Zdie Act 7de Scene,

Syvende Scene. De Forrige. La Seaumerie. Des Arcis.

La Seaumerie (ſtyrter ind i Salen, ſkjondt Des Arcis ſoger at holde ham tilbage). Du tager Feil, Forreder! —

Laübardemont (forfærdet), La Heaumerie!

Blanche (med dyb Sorgmodighed). Min Broder! 5

Des Arcis. Jeg var ikke iſtand til at holde ham tilbage — velan! Tarningkaſtet

er gjort, i hvad ſaa Folgen vil blive. ale eh e fin Kaarde).

Laubardemont (iler til Baggrunden). Her⸗ ind Soldater! herind og griber Dem!

Des Arcis. Feig, ſom gruſom!

La Seaumerie. Elendige Snigmorder!

Blanche. Vor Ulykke er vis!

La Seaumerie. Du ſtal komme til at kjobe vort Liv dyrt!

Des Arcis. Kom, Broder! fra dette Gal⸗ lerie ville vi forſvare os; i det mindſte fÉal hans Leieſvende ikke omringe os.

(De ile ind af Doren paa venſtre Side).

Laubardemont. O, dette Haab bedra⸗ ger Jer; intet ſkal kunne frelſe Jer fra min Hevn! (til to af Soldaterne, ſom viſe fig ved Do⸗ ren). Bevogter denne Dor; med Eders Liv indeftaae J mig for at Ingen kommer ud! — Jeg maa hurtigt lade beſcette den anden Ud— gang, og ſaa til Morvilliers for at give ham de nødvendige Befalinger! Jeg vover Alt for at nage mit Maal! (gaaer hurtigt ud).

Ottende Scene.

Deniſe. De to Soldater (ſom ſtage inden for Doren).

Deniſe (udenfor). Dominique! Dominique! (hun ſtyrter aandelos ind med Dominques Troie i Haanden.) 5

Den ene Skildvagt (Holder paa Deniſe.) Hvor⸗ hen? hvorhen, min lille, Pige?

Deniſe (uden at høre paa dem.) Men hvad Vei er han dog gaaet? Han vilde ikke høre mig, jeg kunde ikke holde ham tilbage — o han ſtyrter fig ſelvb i ulykke! — Om han var her i Palladſet? — Hvad fÉal jeg gjøre ? (krigende) Dominique! derſom Du er ſkjult her, ſaa kom ikke frem; Huſet er fuldt af Soldater, der høre til Dit Regiment; de vil gribe Dig, o —

En Stemme. (udenfor Hold paa ham, hold paa ham, det er en Deſerteur!

Deniſe. O Gud! det er for ſildigt, de ere allerede efter ham! — O min ſtakkels Do⸗ minique! det er ude med Dig!

(Hun kaſter Troien paa en Stoel, ſom ſtaager tæt

ved Cabinetsdoren).

Niende Scene.

De Forrige. Dominique (der i fin Mun⸗ dering ſtyrter ind forfulgt af et Par Soldater).

Den ene Skildvagt (griber ham i Kraven). Stop, Kammerat!

21

Dominique (ſicleglad). Heiſa! heiſa! de kjende mig! ha! ha! ha! de kjende mig! —

Den ene Skildvagt. Ja viſt kjende vi Dig! Du er en Deſerteur af vort forſte Com⸗ pagnie; Dominique, med Tilnavn den Ufor⸗ færdede; Du lob Din Vei, da vi lage i Gar⸗ niſon paa Belle⸗Isle!

Dominique. Rigtigt, Kammerat! Domi⸗ nique, den Uforferdede, Deſerteuren, det er mig. Nu kan da Intet frelſe mig mere — ha! ha! ha! hvor jeg er lykkelig!

Deniſe. Lykkelig? men er Du fra For⸗ ſtanden? Har jeg ikke nok ſagt Dig, at naar Du gik ud i Din Mundering, ſaa vilde Du blive kjendt?

Dominique. Det er juſt det jeg er faa forneiet over! o! der er ingen Ting jeg on⸗ fede inderligere. (han gaaer frem og tilbage med Stolthed og Glæde over at man har anholdt ham).

Deniſe. Men hvad vil der nu blive af Dig?

Dominique.

Skildvagten. O det er ſnart ſeet; Du bliver ſkudt, det er det Hele!

Deniſe (grædende). Ulykkelige Dominique!

Dominique. Skudt! — det er godt! — det er gjort i en Haſt og ſaa er det dog ikke faa græsfeligt ſom beſtandig at blive i hans Kloer. — Seer Du, Deniſe! jeg har jo netop gjort det for at fage at vide om den Slemme havde Deel i mig, og faa kan Du jo begribe, at jeg er glad, o at jeg er lykſalig over at blive ſkudt. Dette Skud, der træffer mit Bryſt — det ſiger: Dominique! han har in- tet med Dig at gjøre.

(Gnider Henderne og torer Sveden af fin Pande).

Deniſe. (gradende.) Han har jo aldrig havt med Dig at gjøre, Derſom jeg blot havde faget Tid til at forklare Dig —

Skildvagten. Han er nok bleven gal!

En anden Soldat. O, det er af Frygt for Doden!

Dominique. Af Frygt for Doden! — Hvad er det Du ſiger der, Cujon? Jeg kan nok høre, at Du ikke fjender mig fra Regi⸗ mentet; en ægte Kammerat vilde ikke ſige om Dominique, den Uforfærdede, at han fryg⸗ tede Doden. a 7

Skildvagten. Nei det er ſandt; men enten Du frygter den eller ei, faa vil den træffe Dig. Oberſt Laubardemont er altfor ſtreng til — N

Dominique. O det veed jeg! Om jeg ikke har noget med den Slemme at gjore —Ober⸗ ſten er bam vis nok!

Skildvagten. Der kommer han! (til de andre Soldater.) Bring ham udenfor indtil Oberſten vil forhøre ham.

„ (Soldaterne vil fore ham bort).

Dominique (river fig les og omfavner Deniſe). Farvel, Deniſe! græd ikke, Du feer jo hvor lykkelig jeg er! Skal Du ikke være glad over at fee hvor heldigt det gaaer mig?

Det vil vi nu fade at fee.

—

22

Deniſe. O, Du bringer Dig i Ulykke og jeg deer af Sorg derover! (kysſer ham).

Dominique. Hvad? Du holder af mig uden at noget tvinger Dig dertil! O min Gud! al Lykke ſtrommer ind paa mig!

Deniſe. Lykke! — Dine Sandſer ere for⸗

virrede! vi ere alle ulykkelige — den arme Blanche, hendes Broder, o, maaſtee den onde Laubardemont i dette Oieblik har ladet ham logge i Lenker.

Dominique (raſende). J Lenker? (beroli⸗ er fig pludſelig) Ja, det er nok muligt! Nu an jeg jo ikke mere beſkytte ham! — Far⸗ vel, Deniſe! min kjæreſte Deniſe! friſk Mod! — Afſted, Kammerater! gladere har aldrig 7 Deſerteur ventet ſin Dodsdom!

ager med Soldaterne ud til Hoire. Deniſe fol⸗ ger grædende bag efter),

Ziende Scene.

JLaubardemont. Blanche (følger efter ham, — de komme fra Galleriet gjennem Doren til Venſtre).

Laubardemont (ſom ved Indtradelſen har givet Skildvagten et Vink at han ſkal gage). Plag mig ikke med Deres Bonner! det er forgjæ= ves. Des Arcis og Deres Broder er i min Vold, de have haanet og trodſet mig — de ſkal føle min Hevn!

Blanche (med: foldede ænder). O ver med⸗ lidende! ver heimodig! cheftigt bedende med deempet Stemme) Her mig! et Ord. blot et eneſte Ord! Vend ikke Deres Hie bort fra mig — De veed ikke hvad jeg vil ſige Dem — jeg vil jo bonfalde om Deres Tilgivelſe!

Laubardemont. Det er forſildigt!

Blanche (ude af fig ſelv). O nei, nei! endnu er det ikke for ſildigt! See, jeg kaſter mig for Deres Fødder, omfavner Deres Kna! Jeg har handlet imod Deres Billie; jeg har kren⸗ ket Deres Rettigheder over mig ved at gifte mig uden Deres Tilladelſe — men denne Brode er min — — min, og Des Arcis er uſkyldig! De vil dog ikke ſtraffe ham fordi jeg har ſkjenket ham min Kjærlighed? O De⸗ res Hjerte vil ſige Dem: han er uſkyldig — kun jeg fortjener Straf, — De er adel og retferdig! — Ikke fandt De vil ſkaane min Mand og min Broder? De ville flye deres Fadreneland for ikke at fornærme Dem — jeg vil folge dem, og De kan vere rolig! O ſaa hor mig dog! — behold alle mine Rig⸗ bomme, jeg ſkjenker Dem Alt hvad jeg eier — o jeg gjer det med Glæde; jeg vil hoitideli⸗ gen afſtaae Dem Alt "hvad jeg falder Mit — fraſtkrive mig det med mit Blod! — De ſynes at tvivle! O Gud! — ſaaſandt jeg hiſt venter at ſinde Salighed, jeg vil det! Ikke ſandt, De vil modtage det? — O faa ſvar mig dog! — Ja, ja! De vil rores ved min Smerte; De ſeer jo hvad jeg lider! Der er intet menneſteligt Veſen, uden at der er en Gniſt af Medlidenhed i dets Bryſt, og De vil føle den ved min Fortvivlelſe! — See — Deres Haand bæver jo i min, mine hede Taarer ſmelte Deres Haardhed! Jeg bebrei⸗

Dominique

der Dem jo ikke hvad De har gjort mod mig — De fulgte kun Deres Folelſe — ſom jeg fulgte den Kjærlighed, jeg barer til min Mand! O ogſaa De har vel engang elfket — ogſaa De har vel fundet en Qvinde, hois Hjerte vilde have briſtet, hvis Døden havde truffet Dem! Hvad var hendes Navn? ved det vil jeg anraabe Deres Naade! Tilgivelſe, Tilgivelſe for min Mand og min Broder! — De vender Deres Hine bort? (reifer fig og fa⸗ rer forfærdet tilbage) O Gud! dette Menneſke har aldrig elffet nogen Skabning — vi ere ulykkelige! ulykkelige for evig!

Laubardemont. Et Fruentimmers Suk og Taarer ſtal ikke bringe mig til at vakle i min Beſlutning! Jeg lader dem fore til Fengſlet, der ffal de vente —

(Gager hen imod Doren til Galleriet),

Blanche (kaſter fig i Veien for ham). O bliv! — Min Mand, min Broder!

Laubardemont. Min Villie er faſt, de ſkal bort herfra! Blanche. Nei! nei! — O Deres Vei er

min om den end gaaer til Graven! (gager vaklende hen mod Doren) Ha! Forbandelſe over Dig, Ubarmhjertige.

Laubardemont (efter et Siebliks Grunden).

Nei, jeg kan ikke træde tilbage! jeg har al: lerede gjort ſaameget, at jeg mage vove Alt, eller — Nei, nei! jeg vil nyde Frugten af alle mine Beſtræebelſer. De mage bort! (Doren til Hoire aabnes og Soldaterne trade ind med Dominique; Deniſe følger med og bliver ubemerket ſtaaende ved Doren, nedſjunken i Sorg).

Ellevte Scene. De Forrige. Dominique. Deniſe. Sol⸗ dater.

Skildvagten. Herr Oberſt!

Laubardemont. Hvad gjøre J her? hvad vil J?

Skildvagten. Vi bringe en Kammerater, ſom har deſerteret.

Laubardemont. Saa ſtyd den Knagt en Kugle for Panden.

(Deniſe udſteder et hæftigt Skrig),

Dominique. Herligt! det lettede! Nu leer jeg af den Onde — jeg ſkal ſkydes — vi to have intet med hinanden. at gjøre! — Tak, Hr. Oberſt! De har frelſt en brav Soldat fra den gode Ven, ſom — hu!

Laudemont. (vender ſig om og feer med For⸗ ſkrakkelſe Dominique). Hvad ſeer jeg? — Den Soldat, ſom fkulde dræbe La Heaumerie! Commandanten har ladet ham leve — og han kjender min Hemmelighed (til Soldaterne, ſom ville fore Dominique bork) Holdt! flip ham! jeg maa tale alene med dette Menneſke! Gaa bort!

Deniſe (forbauſet). Hvad fÉal det betyde?

(trokker fig tilbage, medens Laubardemont feer

om han er alene, men kommer igjen tilfyne ſaa⸗ fnart han begynder at tale med Dominique).

Tolvte Scene. Laubardemont. Dominique. Deniſe. Dominique, Mon han ſelv vil have den

af vore

Zdie Act 13% Scene.

Fornoielſe at dræbe mig? O, det kunde nok ligne ham. 5 Laubardemont (rast). Dominique! Dominique. Jeg er ferdig! Laubardemont (i haftig Bevegelſe, der viſer hans Forfardelſe). Jeg kan nok vide, hvad der har bragt Dig herhid —

Dominique. Naa, ſaa piin mig da ikke for længe, Jeg er en Deſerteur — alt= faa —

Laubardemont. Nei, nei! Du har ikke deſerteret. &

Dominique. Hvad for noget? jeg har ikke —

Laubardemont. See der er Penge! be⸗

viis mig den Tjeneſte at tage derimod og gage Din Vei herfra. Dominique. Hvad ſiger De? Laubardemont. Der, tag dem min Ven! Dominique. (ſom forſtenet af Overraſkelſe). Ven 2 Hvad horer jeg? Han giver mig Penge, falder. mig fin Ven! (briſter ud i Latter) Ha, ha, ha! Lucifer er endnu min allererbodig⸗

ſte Tjener.

Laubardemont. Tag derimod — jeg beder Dig derom.

Dominique. Og jeg, ſom troede, at vi

ikke havde mere med hinanden at gjøre! Nei, han har mig, og han vil beholde mig!

Laubardemont. Forlanger Du endnu mere? See her, tag denne koſtbare Kjede! er Du da kommen for at hevne Dig? Jeg veed at Du kan gjøre det.

Deniſe (fagte, idet hun nærmer fig). Hvad er det han ſiger? 8

Dominique (ved fig felv). Min Forſtand ſtager ſtille! min Skjebne er ubegribelig!

Laubardemont. Du vil ikke høre mig! Dominique! jeg ſkjcenker Dig Halvdelen af min Formue, jeg ſtjenker Dig alt hvad Du fordrer, naar Du kun vil give mig den Or⸗ dre, jeg har underfkrevet, og Hvori jeg befa⸗ ler at drebe La Heaumerie.

Dominique. Den fager De aldrig!

Laubardemont. Hvad — denne Ordre —

Dominique. Den har Fanden taget til⸗ ligemed min Troie! &

Deniſe (fagte men heftigt). Hans Troie! — O! der gaaer et Lys op for mig.

(Iler hurtigt hen til Stolen, tager Troien og ſoger

ivrigt om Papirerne.) Laubardemont (med Glæde)" Hvad? Du

har den ikke mere?

Dominique. Nei!

Laubardemont. Fife? Gaa ſkjelv Du Elendige!

Dominique. Du fkal ſkjelve, ikke jeg! (gaaer ham ſtolt ind paa Livet). Din Ordre er Fanden i Vold; men for den og min Troie har jeg faaet en Magt, ſom kan knuſe Dig! Og det ſkal den! Det er Dine Renker, der er Skyld i min Ulykke! Jeg ſeer det nok, det er paa Tiden, at jeg ſtraffer Dig for alle Dine Misgjerninger!

23

Laubardemont. Raſer Du? Soldater! griber dette Menneſte, og jager ham en Kugle igjennem Hovedet.

Dominique (i Midten af Scenen til Solda⸗ terne). Kom mig ikke nær! Her frem Luci⸗ fer! her frem, og tag ham med hans hele Bande! — Kom, ſiger jeg, kom ſtrax, jeg befaler det! (Soldaterne gribe ham) Hvad han kommer ikke? — Soldaterne ville fore ham bort, han kemper med dem, idet han ſkriger) Kom ſtrax ſiger jeg Dig endnu engang, eller ſend en af Dine Engle for at rive mig ud af disſe Slynglers Hender! 5

Deniſe (ftaaer pludſelig foran ham). Det ſkal jeg! 0 Weine (gyſende). Er hun ogſaa iblandt em?!

Deniſe (frigende. Hr. Des Arcis! Grev de la Heaumerie! til Hjælp! kom, det er De⸗ niſe, ſom bringer Dem Frihed! —

Trettende Scene. De Forrige. Des Arcis. La SJeaumerie. Blanche.

Des Arcis, la Jeaumerie (fra Galleriet).

Hvad ſiger Du?

Dominique. Der har vi den Rette!

Deniſe (holder Ordren for Laubardemont) Kjender De dette Stykke Papiir? i

Laubardemont. Jeg er fortabt!

Deniſe (til Des Arcis og la Heaumerie). See denne Ordre — han har befalet Dominique at begage et Snigmord paa Grev de la Heau⸗ merie! den er underfkrevet af ham ſelb, — anklag ham, og ſat Dem i Sikkerhed mod hans Forfolgelſer.

La Seaumerie. Elendige! Du vilde be⸗ byrde en brav Soldat med en Forbrydelſe, Du ikke ſelv havde Mod til at begaae — og hans Lon fÉulde være Døden! Du er Cardi⸗ nalens Kreatur; men jeg frygter Dig ikke; her er Beviis for Din Brode, og den døende Miniſter ſral ikke være iftand til at dæmpe Lovens Stemme. g

Dominique (fortrolig til Laubardemont, pe⸗ gende paa Des Arcis). Vor gode Ben, der ſtaaer, er en Slyngel, thi naar han ikke tager ſig mere af en Spitsbub, der har gjort ſaame⸗ get for ham, hvad vil han da gjore for mig, ſom vil onſke at Fanden vilde tage ham, hvis han ikke var Fanden ſelv!

Fjortende Scene. De Forrige. Senevieve. Senevieve (üer hen til Dominique). Do⸗ minique! min Son! Du lever endnu? O Gud været lovet! — (til Laubardemont). Skaan ham kun et Oieblik, naadigſte Herr Oberſt! jaa kan den gode Dreng dog maaſkee beholde Livet; o vær faa artig for hans gamle Mo⸗

ders Skyld! Kongen vil nok bengade ham,

han er ſaa god, og Hans Naade den høie Hr. Cardinal, ak! han er Gud ſkee Lov død til vor ſtore Sorg.

Alle. Dod! —

24 Dominique.

Genevieve. Ak ja, der bliver alt haengt Sorgefaner ud, og alle Menneſker omfavne hverandre af bare Glæde. -

Laubardemont. Min Undergang er vis.

(Han gaaer, Soldaterne følge ham). ”

Genevieve (til Des Arcis). O Hr. Politie⸗ intendant! De har veret ſaa god imod min Pleieſon der ſtager, (peger pan la Heaumerie) forbarm Dem nu ogſaa en Smule over min egen Son, mit gode Barn, min lille Domi⸗ nigne! Ver faa god af ſige til Kongen: Jeg kjender Knegten, han har fortjent at ſkydes, Deres Majeftæt! men det er ſaadan et godt ſkikkeligt Menneſke! See, jeg beder Dem paa mine næ. (vil knale).

Dominique (griber hendes Arm). Gjor det ikke, Moder! Er det en Politieintendant? jo viſt! nei ſee ret paa ham; det er Din Sons Forforer, Menneſkeſlagtens Fiende, Helvedes Fyrſte — det er Lucifer!

Genevieve og Deniſe (Holde ham for Mun⸗ den) Er Du gal, Dominique?

Des Arcis. Du tager Feil, min Ven! Den beſynderlige Maade hvorpaa vi gjorde Bekjendtſkab med hinanden har bragt Dig i denne Vildfarelſe!

Dominique. Hvad? — det fkulde være muligt? De er ikke ham — ham, ſom —

(til la Heaumerie) Hr. Greve! Jeg veed De vil ſige mig Sandheden, Tal; denne Mand er — —

La Seaumerie (omfavner Des Arcis). Min Ven og min Soſters Mand!

Dominique. De omfavner ham? — Hei⸗ ſa! Saa er han Fanden ikke Fanden; men en ſkikkelig Mand! Ha! ha! ha! jeg ſem troede, at jeg var beſat; men det var intet Under! Jeg var en ærlig Karl, og dog gik alle Ting efter mit Onſke — maatte jeg ikke tro at det gik til med Hererie?

Deniſe. Din Indbildning har gjort os alle lykkelige. Dominique. Mig i det mindſte; thi ikke

fandt, naadige Herre — (iler hen til Des Ar⸗ cis; men ſtandſer pludſelig). Puh! jeg føler end⸗ nu ſaadan en underlig Hede hvergang jeg kommer i Nærheden af Dem; men tag det ikke ilde op — den gaaer nok over! Ikke ſandt, naadige Herre! Deniſe — —

Des Arcis. Bliver Din Kone.

Dominique. Min Kone — ha! ha! ha! Deniſe min Kone? O hvor jeg er lykſalig — Naadige Herre! nu gjør De mig beſat igjen; men denne Gang er det af bare Glæde!

ET — ͤ — ͤ — — ʃ B ͤ —

Kjøbenhavn, 1833.

Faaes tilkjobs i den Schubothſke Boghandel, Borſen No. 9. Trykt hos Bianco Lund & Schneider, Pileſtrde No. 105.

Brødren Lyſtſpil i

e Foſter,

fire Acter.

Efter Töpfers Bearbeidelſe af en engelfk Original omarbeidet af J. C. Heiberg.

Perſonerne: 5

Thomas Softer, Kjobmand. . Hr. Dr. Ryge. Sharpe Hr. Walg.

15 Ne d n Ifr. Jorgenſen. Sleeee Svirebrodre — haͤtges. Robert, hans Son af forſte Egte⸗ uc )) — San .

e „ Hr. Solſt. En Notarius : ENERET — Schneider Steffen Soſter, Thomas Foſters Slutteren i Gicelds⸗Fangſlet — Bragh.

Broder Ba . „ e — Stage. En Conſta ble — Bille. Agneſe Welſtad, en ung Enke . Fru Beiberg. En Bogholder hos Walter Brown — Sablers. Walter Brown, Kjobmand.. . Hr. Safs. En Marquer er — rock. Johanne, hans Datter Ifr. Seger. Arbeidsmend. Richard, Bogholder hos Thomas Pakhuustjenere. !

REE HESS RY KEE SE Hr. OGverſkou. Spadſeregangere.

Jones, en gammel Tjener hos Ag⸗ neſe Welſtad 5

— RNoſenkilde.

Handlingen foregager i London. — Tidsalderen: det 15de Aarhundrede.

Forſte Act. Forſte Scene. (Et Verelſe hos Agneſe Welſtad).

Agneſe. Jones.

Agneſe. Nu vel? Kommer han?

Jones. Ja, Frue! Han følger i Helene paa mig. Han ſpurgte mig, i hvilken Art af Forretninger, De vilde conſulere ham; men jeg var a og forraadte ikke det Mindſte.

Agneſe. Nei virkelig?

Jones. Jeg. fværger jer: ikke et Ord.

Agneſe. Jeg troer det gjerne, thi du vidſte ikke et Ord.

Jones. Kan vel være, men man har dog ſine Formodninger.

Agneſe. Og hvad formode da disſe For⸗ modninger?

Jones. Jeg tænfer, vi vil gjøre Teſta⸗ ment.

Agneſe. Gamle Nar! Seer jeg ud, ſom jeg vilde lægge mig til at doe?

Jones. Ja, Frue, juſt ſaadan feer J ud.

Agneſe. Hvad er det for en uhoflig Tiltale?

Jones. Forſtaa mig ret. Jeg mener, at J, Agneſe Welſtad, Enke paa 28 Aar, ſeer ud, ſom om J havde Mod paa at himle en lyſtig Aften, for neſte Morgen at vaagne i Paradiſet under et andet Navn.

Agneſe. Ha ha ha! En Bgteſkabs⸗Con⸗ tract mener du? Tilforladelig, Jones, der har du ſammenlignet to Ting, der ere ſaa forſtjellige ſom Nat og Dag: Teſtament og Sgteſtabs⸗Contract! Paa den ene følger evig Fred, paa den anden evig Ufred.

Jones. Efter eders blomſtrende Kinder at domme, ſynes J at have ſterre Tilboie⸗ lighed til ufreden end til Freden.

gneſe. Behold dine Bemærkninger hos dig ſelvb, og lad mig ene.

Jones (affides, idet han gaaer). Tilſidſt er hun iſtand til at gifte 10 Den Galffab kunde ligne hende. (Gager).

Agneſe (allene, træder hen til Vinduet). En vidtløftig, kjedſommelig, blaa Himmel! Ikke den mindſte Sky er at eine paa den. Ret ſaadan en klar, uformorket og flau Dag, ſom mit Liv! — Lidt Melancholie har jeg vel for mine Hine, men jeg ſelv kan ikke opnaae den: det er Gjelds⸗Fengſlet, ſom ligger her lige⸗

overfor. Ja, naar man vil forbittre et Men⸗ neſte dets Liv, ſaa behover man blot at give det Rigdom. — Der titter igjen et Hoved frem bag Jernſtangerne .... Jeg troer, han feer over til mig. Hilke ſkjonne, mandige Trœk! — Han feer "bedrøvet ud. ... Tro mig, han misunder mig i min prægtige Bolig! Jeg har Rigdom og Frihed; han er fattig og indeſperret. Og dog .... Hvad Forſtjel er vel imellem os? Vi ere Begge utilfredſe, jeg over min Lykke, han over fin ulrkke. — Der er jo et nyt Anſigt .... et ungt Men⸗ neſte .... formodenlig en Son af den An⸗ den, thi der er en vis Lighed i deres Trek. — Nei ſee hvilken Lyſtighed! Arreſtanten ſprin⸗ er og dandſer af Glade!. .. Hor! (Man 2 raabe i nogen Afſtand: „Hurral jeg er fri! Hurra). Saa han er fri! Det var Skade! Jeg havde gjerne ſelv villet loſe ham ud; men ferſt vilde jeg nok ladet ham ſidde et Par Dage, for at jeg kunde have den For⸗ noielſe at fee paa ham .... Dog, ſaaledes er det ogſaa godt, = Nu fætter han Hatten paa Hovedet. Nei, hvor han er overgiven! Han kaſter den heit op imod Loftet, og gri⸗ ber den igjen, Nu gaaer han. (Man hører atter raabe: „Huxra! Hurra). Farvel! Gid du ſnart blev. ſat faſt igjen! .... Dog, det er jo Synd at onſte det. — Der ſtaaer Pobe⸗ len og gaber, fordi et Menneſke giver et Gladesſtrig. und ham den korte Beruſelſe! Snart er han kjed af fin Frihed, og finder Livet ligeſaa tomt, ſom J og jeg.

8 Brodrene Foſter.

Jones (kommer). Frue, nu er han her. Notarius?

Jones. Ja, han ſtaaer herude.

Agneſe. Lad ham komme. (Jones gager).

Agneſe (allene, feer ud af Vinduet). Hor! nu rasler den ſtore Port. Der løber han hen ad Gaden; def unge Menneſke bag efter ham. Man fkulde troe, han var den Unge, og Sonnen den Gamle, — O I lpkſalige Sor⸗ ger! Kun J ſtjonke ſaadan en Glæde.

Notarius (kommer).

Notarius (med mange Buk). Hoivelbaarne Frue, J har befalet at tale med mig.

Agneſe. Tag Plads, hoilerde Herre! (De fætte fig). J har vel allerede hort, at jeg er et Serſyn mellem Fruentimmer?

Notarius. Ja ligeſom Maanen paa Him⸗ len: de mindre Stjerner krybe i Skjul, naar Sarſynet viſer ſig.

Agneſe. Hvis man falder mig et Ser⸗ ſyn, da er det mindre paa Grund af min Characteer, end formedelſt min beſynder— lige Skjcbne. Er det ikke utroligt, naar jeg ſiger jer, at J her ſeer et Fruentimmer, ſom har været Pige og Kone, og nu er Enke, Alt uden at have erfaret en eneſte Modgang.

Notarius. Aldrig Sorg, Frygt eller Be⸗ drovelſe over et eller andet Tab?

Agneſe. Aldrig. É

Notarius. Beſynderligt over al Maade!

Agneſe. Mener J ogſaa, det er godt?

Notarinus. Fortraffeligt.

Agneſe. Ja ſaaledes kan man tage feil i fin Bedemmelſe af Andres Lykke. Jeg er umaadelig rig...

Notarius (med et dybt Buk). ſtort Fortrin.

Agneſe. Mine Forældre døde, da jeg end⸗ nu var for lille til at bedrove mig over mit

Notarius. Og Deres Hr. Gemal?

Agneſe. Ham fik jeg i Arv og Eie ved et Teſtament. Jeg elſkede ham ikke, jeg kjendte ham neppe, Det var en ſvag, ud— levet Oldingz; efter Bryllupsmaaltidet blev han ſyg, indſatte mig til Univerſal-Arving, og døde en Time derefter.

Notarius. Det kan man kalde et velſig⸗ net Bryllup. Ja, naadige Frue, J kan rig⸗ tignok ſige, at J har havt Lykken med jer,

Jones. Agneſe.

Det er et

Agneſe. Desværre!

Notarius. Saa denne vedvarende Lykke behager jer ikke?

Agneſe. Tvertimod, den kjeder mig til⸗ dode. Jeg maa abſolut fee at forſkaffe mig nogen Fortredelighed. Derfor har jeg bedet jer komme.

Notarius. Saa jeg ſtal ſkaffe jer For⸗ tredelighed?

Agneſe. Ja, om 3 vil være faa god. J kal ikke gjøre det omſonſt.

Notarius. Nu vel, Intet er lettere. Jeg

ſkal indvikle jer i Procesſer, hvorved vi Begge ſkal vinde: J Aergrelſe, og jeg Sportler.

Agneſe. Nei! Tank heller paa et andet Middel. Procesſer kan jeg ikke lide; derved bringer jeg andre Menneſter i ſamme Fortred, og jeg vil have al Fortredeligheden allene.

Notarius. Velan, faa vil jeg betale Mos gen for at fkrive Paſquiller over jer,

Agneſe. Det bliver for koſtbart.

Notarius. J har jo Raad til at betale det.

Agneſe. Nei, hoilerde Herre, thi min re er uplettet, og Ingen vil letteligen paa⸗ tage fig at angribe den. Tenk paa et andet Middel til Vrgrelſe.

Notarius. Et andet Middel til Aergrelſe og Fortredeligheder? .... Saa gift jer igjen,

Agneſe. Der kom J paa Spoer af mine Tanker.

Notarius. Det er det ſikkreſte Middel til at opnage eders Henſigt.

Agneſe. Godt! ſaa vil jeg gifte mig.

Notarius. Tor jeg ſporge, med hvem?

Agneſe. Det veed jeg ikke endnu, men J ſkal faae nærmere Underretning. For det Forſte kan I nu gjøre udkaſt til en gteſkabs⸗Con⸗ tract, og lade Brudgommens Navn ſtaae in blanco.

Notarius. Det er originalt.

Agneſe. Men J veed jo, at jeg er en Original; derfor vil jeg ogſaa gjøre et origi⸗ nalt Parti, faa at Alle fal ſige: „Den ulyk⸗ kelige Kone!“ Saa er jeg fornoiet. Hidtil hører jeg kun ſige: „Den lykkelige Kone!“ og det er jeg kjed af. Gun reiſer fig)-

Notarius (reifer fig). Jeg ſkal adlyde eders Befaling. Contracten ſkal være furdig idag, og Brudgommens Navn ſkal ſtaae in blanco.

Agneſe. Det er godt; eders Lon er jer vis.

Notarius. Derpaa har jeg intet Hieblik tvivlet. (De gaae til forſtjellige Sider).

Anden Scene. i „Et Værelfe hos Thomas Fofter).

Thomas Foſter og Walter Brown (i Sam⸗ tale med hinanden). Richard (ſtager ved et Bord i Baggrunden, og blader mellem Papirer).

Thomas. J Dower ligge allerede vore Skibe. Lad Vinden kun ftaae i 48 Timer endnu.

Brown. San fade vi dem paa det Torre.

Thomas. Vi have ſat Meget paa denne Ladning; men Krommer⸗-Gevinſt er Noget, jeg ikke kan indlade mig paa.

Brown. J har jo ogſaa Midler til at ſpeculere i det Sterre.

Thomas. Ja, min Ven, nu har jeg Mid⸗ lerne; men inden mit Giftermaal maatte jeg flaae mig igjennem, ſom jeg kunde. Nu der⸗ imod kan jeg ſtille mig ved Siden af jer og alle Andre; nu kan jeg, faa godt ſom Nogen, blive Sheriff og Lord⸗Major.

Brown. Ja, J har Lykken med jer; der⸗

for er jeg ogſaa gjerne Halvpart i eders Fore⸗

ife Act, 2den Scene, 3

tagender. Vor Handel blomſtrer; lad da ikke vort Venſkab visne!

Thomas. Amen!

(De trykke hinanden i Haanden).

Brown (til Richard). Er Balancen rigtig?

Richard. Ja, der mangler ikke en Skilling.

Brown. Lad fee! (tager Papirerne fra Ri⸗ chard, gjennemſeer dem, og putter dem i Lommen). Nu, min Ven, Foſter, inden jeg gager, lad mig tale et Ord med jer, et frit Ord.

Thomas. Tal til mig om hvad J vil, naar det kun ikke er om min Broder.

Brown. Jo, netop om ham vil jeg...

Thomas. Den Ødeland! den Dagdriver! Jeg beder jer, lad os ikke tale derom.

Brown. Han er dog eders Broder, ti Aar yngre end J, men dog eders kjedelige Broder, eders Foreldres Barn. Og betenk, Foſter, han ſidder i Gjelds⸗Fengſel! Thomas. Ja, der ſidder han godt. Lad ham der regne ſammen, hvor mange Penge jeg allerede har odet paa ham.

Brown. Mellem fugtige Mure, med Jern— ſtenger for Vinduet

Thomas. Jernſtenger? Saa kryber han ikke ud af Vinduet. Fugtige Mure? O det er prægtige, tykke Mure; de holde faſt paa ham, faa han ikke længer kan gjøre Com⸗ mers paa alle Vertshuſe, fætte Penge over⸗ ſtyr, og ſoge Compagnie med Spillere og alffens Pak. Nei, det er gode og nyttige Mure og Jernſtenger.

Brown. Tank dog mere broderligt!

Thomas (haftigt). O jeg erkjender ham

ikke for min Broder! (til Richard). Hvor er min Son? Richard. Han er gaaet ud allerede for

længe ſiden.

Thomas. Hvorhen?

Richard. For at beſoge fin Onkel.

Thomas. Altſaa til Gjalds⸗Fengſlet. Saadanne Viſiter ere en dyr Artikel. Kneg⸗ ten bringer ham Penge; og hvor fager han dem fra? Jeg troer, han ftjæler dem fra mig, for at give dem til en Tigger.

Brown. Nei, til en Onkel.

Thomas. Men ſtjeler dem fra en Fader.

Brown. Paa min Sjæl! Ifald jeg var hans Fader, ſaa vilde jeg ikke blive vred derover.

Thomas. Ja, da vil ſandelig jeg. Jeg ſkal gjøre ham arveles; ikke en Stilling ſkal han faae, derſom han ikke river fig los fra den Dogenigt af Onkel. Navnet „Broder“ vil jeg rive ud af mit Hjerte, og, hvis det behøves, Navnet „Son“ tillige,

Brown. Siger Hjertet ogſaa Amen dertil?

Thomas. Ja, det ſiger juft Amen dertil. Min Kone forfølger mig Dag og Nat med fine Klager over fin Stivſon; og hun har Ret i hvad hun ſiger. Robert fkal vælge mellem en anſeet og agtet Fader, Kjobmand i London, og en indeſperret, uforbederlig Land⸗ ſtryger af Onkel. Han fkal vælge mellem ham eller mig; forſtaaer J? At ville holde

med os Begge, det er det Samme, ſom at ſige fig los fra mig. — Der kommer min Kone. Her hvad hun har at ſige! "Saa vil nok Lyſten forgage jer til at lægge et Ord ind for Steffen. Det kan J forlade jer paa.

Fru Foſter (kommer).

Fru Foſter. Ak, Foſter, Foſter! Skal jeg da aldrig have et Hiebliks Fred og Ro? (til Brown). Velkommen, Herr Brown! Kan J træffe Veiret under dette Tag? Marker J ikke, at Grundſtenen til Huſet er forhexet, at Nisſer og Kobolde lege Skjul i alle Kroge? Thomas. Hvad mener Du, Kone?

Fru Foſter. En Tigger er lykkeligere end vi: han veed, han er Tigger, og dermed giver han ſig tilfreds; men vi ſee for vore gabne Dine, hvorledes vor ſuurt erhvervede Eien⸗ dom letſindigen odes og ſettes overſtyr; vi ſee det, og dog lægge vi Hænderne i Skjodet, og lade det ſtee.

Thomas (til Brown). Hun mener min Son.

Fru Foſter. Og for. hvis Skyld tillade vi, at det Utilladelige ſkeer? For en Dagdri⸗ ver, en Spillefugl, et Menneſke, hvis Amme maa ſtamme fig over at have opklekket ham. i Thomas (til Brown). Det gaaer paa Stef⸗

fen

Fru Foſter. Er det derfor, du haardhjer⸗ tede Mand, at jeg har bragt dig din For⸗ mue? Er det for at give den til Priis for Spillere og Tyve? Din ſtakkels Kone erg⸗ rer ſig ihjel, og din Hr. Son kan lee deraf, thi hans Papa har ikke Kraft til at holde ham i Toilen.

Thomas. Hoem ſiger det?

Fru Foſter. Det ſiger jeg.

Thomas. Har jeg ikke lovet dig at gjøre ham arveles, ifald han nogenſinde bringer Steffen ind over min Dørtærffel? Hvad vil du ſaa mere?

Fru Foſter. At du fÉal holde dit Ord, ſom en Mand, og ikke altid ſige: „Jeg vil gjøre det,“ mens du dog ikke gjør det, naar det kommer til Stykket.

Thomas. Naar det behoves, fÉal jeg og⸗ faa gjøre det; men nu have vi for det For⸗ ſte Fred for Tiggerknagten, thi han ſidder d Fengſel.

Fru Foſter. Kalder du dit Huus et Feng⸗ ſel? Ja for mig er det et Fengſel, og dine ſmukke Paarerende ere Slutterne deri.

Thomas. Du drommer. Jeg taler om Gjelds⸗Fengſlet, hvori Steffen ſidder.

Fru Foſter. Nei, han ſidder nede i mine Verelſer, i min velſtoppede Leneſtol, og Ro⸗ bert ſtaaer ved Siden af ham. Og jeg arme Kone ſlager Hænderne ſammen i Fortvivlelſe, medens Steffen leer mig op i Hinene, og raaber: „Jeg er fri ſom en Svale;“ og han er færdig at revne af Lyſtighed og Latter, medens jeg briſter af Aergrelſe.

Thomas. Her, i mit Huus, Kone? Er det muligt? 1*

4 Brodrene Foſtec.

Fru Foſter. Robert har leſt ham ud for vore Penge ... for ſtjaalne Penge! Skriv dem til alle de andre. Ja, jeg har Glæde af din Familie! g

Thomas. Dod og Helvede! Er det fandt, da ſkal jeg viſe, at jeg er Herre i mit Huus. Stig, Kone, ere de virkelig Begge i dit Vo⸗ relſe? ;

gru Foſter. Saa virkeligt, at jeg har forbandet mine Hine, ſom ſage dem.

Thomas (til Richard). Lad dem komme her⸗ op! (Richard gaaer). Nu vil jeg gjøre Alvor af det, og viſe, at mine Trudſler kan gage i Opfyldelſe. Nu ffal du fade din Villie, Kone, nu fÉal du faae den.

Fru Foſter. O du gode, milde, venlige Mand! '

8 Drown (til Thomas). Beteenk jer dog, min en!

i SUSER” Nei, nu er Beteenkningstiden

orbi.

Brown. Hav Gud for Die, Fjære Fru

er

Fru Foſter (meget høflig og inſinuant). Siden, min kjere Ven, ſiden fral jeg være til eders Tjeneſte. Lad os kun forſt afgjere vore huus⸗ lige Forretninger, Brown. Jeg har et vigtigt Ord at ſige jer. Fru Foſter. Tuſind, kjcre Herre! Saa⸗ mange ſom J vil! Blot et Hieblik! Jeg er

ſtrax til Tjeneſte. Lad os kun forſt affer⸗

dige Pakket; faa faae vi bedre Ro. Gaa med ſtorſte Fornoielſe.

Steffen Foſter og Robert (tomme). Thomas (til Robert). Du flette Son! Er det ſaaledes, du adlyder mine Befalinger? Troer du, jeg er en Fader, hvem du kan føre i en Strikke, ligeſom en Hund? Din

Speculation var liderlig, ligeſom dine Ven⸗

ner. Vi fÉal firar tales nærmere ved. (til Steffen). Nu vel, og dus

Steffen. Jeg? Hvad er der med mig?

Thomas. Du ſidder altſaa ikke meer i Arreſt?

Steffen. Nei, Gud free Lov!

Thomas. Jeg troede, du ſad der endnu.

Steffen. Menneſket ſpaaer, Gud raader.

Thomas. Der ſadt du godt, ſynes mig.

Steffen. Ja, ftjæle mig, kunde man ikke faa let. Man forvarede mig godt, fordi man kjendte mit Verd.

Thomas. Og hvordan kom du ud?

Steffen. Paa ſamme Maade, ſom jeg var kommen ind: igjennem en forbiſtret ſtor Gitterport.

Thomas (til Robert). Det er dig, ſom har udloſt ham, du utaknemmelige Son, du For⸗ væder mod din Fader!

Robert. Min Fader! jeg har gjort hvad jeg anſage for rigtigt og godt; og om 3 ſkjclder mig nok faa meget ud derfor, faa forandrer det ikke min Mening.

Fru Foſter. Hvilket uforſfkammet Svar!

Brown (til Thomas). Han er opirret ved eders Ord; han mener det ikke faa ilde.

Thomas (til Robert). Mig ſkylder du Alt; din Pligt, din Kjærlighed, - Kun jeg har Krav derpaa.

Robert. Er eders kjedelige Broder ikke eders halve Selv?

Thomas. Jeg har ingen Broder, jeg vil ikke høre nogen Broder nævng,

Steffen (til Robert). Opgiv at ſmelte hans Hjerte, thi han har intet. Der hvor Andre have Hjertet, har han en Pengeſak.

Fru Foſter (haanligt), En Tunge, ſom jeres, vil neppe gjore Skade paa Sir Foſters Rygte.

Steffen (efterabende hende). Men dertil bes hoves nok en ſom jeres,

Robert. Onkel!

Thomas (pderſt forbittret). Hvis du Dreng er gaaet i Caution for den Dogenigt, ſaa gid hver en Skilling maa være forbandet, fom din Fader giver dig i Underſtottelſe! Af mig fager du Intet. Kryb i Slutteriet med ham, og betal dine Verler med Hunger og med Taarer!

Brown. Foſter, jeg beder jer.

Steffen. Jeg fÉal gjøre en Gadeviſe over din broderlige Lumpenhed, og lade den ſyn— ges daglig under dine Vinduer. —

Thomas. Ja ſyng du for et Stykke Brod!

Steffen. Paa Son- og Helligdage kom⸗ mer jeg ſelv, og raaber ind ad din Huus⸗ dør: „Fy! ſtam dig!“ t

Thomas. Slutteren vil nok holde paa dig.

Robert. For Guds Skyld, gode Onkel!

Thomas. Og nu ud af mit Huus, lider⸗ lige Fugl! Jeg har Intet at gjøre med Land⸗ ſtrygere. Lad dig ikke fee her tiere! Mine Folk veed, hvorledes de fEal holde en Betler ti Skridt fra Livet.

Steffen. Du gnidſte, nedrige Krammer⸗ Sjæl! 2

Thomas (til Robert). Og du, trodſige Knægt! Siig dig ſtrax les fra ham, for nu og for ſtedſe! Du ſkal herefter betragte ham ſom en fremmed Perſon, ſom en dig uved— kommende, ſedvanlig Drukkenbolt eller Spils ler. Ellers fkal jeg ved Nattetid ſlaae Huus⸗ døren i for din Neſe. Saa har du ingen, Fader meer; thi naar jeg udſletter dig af mit Hjerte, faa udſletter jeg dig af mit Te⸗ ſtament. Mark dig det, Patron! (il Fru Foſter og Brown). Kom, og gaa med!

Steffen. Tak for din Hoimodighed, du elffværdige Fyr! du deilige Son af min Fader!

(Thomas täger Fru Foſter ved Haanden, og gager

gaaer bort med hende. Brown vil folge med,

men vender om i Doren, og gaaer tilbage til

Robert).

Brown. Jeg haaber, Robert, at J for⸗ ſoner jer. med eders Fader. Jeg veed, 3 elffer min Datter; men jeg kan ikke give hende til den, ſom er gjort arvelos af fin ader. Lad mig ſee, J indretter jer deref⸗ ter! Hörer I, Robert? (Gaaer efter de Andre).

Ie Act, Wen Scene. 5

Steffen (tir Robert, ſom folder Hænderne, og ſukker). See faa! Der kan du have det faa godt! — Men hvorfor holder du da ogſaa af mig? — Naa, min Dreng! Munter! Alt kan blive godt endnu. Jeg kan ikke taale at ſee dig bedrøvet; det er det Eneſte, ſom gjor mig ondt. Min karrige Broders Haard⸗ hed, min Fattigdom, mit flette Rygte, alt det bryder jeg mig ikke meer om end ſom faa! Men at du ſkal være bedrøvet for min Skyld, at du fÉal lide for din mageloſe God⸗ hed imod mig, det ſidder mig paatvers i Halſen.

Robert (ſtjulende fin Fortvivlelſe). Min Fa⸗ der vil jo nok betenke fig.

Steffen. Nei, Robert, det gjør han ikke. Han er glad ved at fage et Paaſtud til at forſtode dig; faa ſparer han din Føde og dine Klader; det kommer ham juſt tilpas, den gjærrige Hund! — Men vær du rolig: jeg vil tigge for dig påa Gaderne, heller end fee dig lide Nod. Og hvis Folk ſrulde ſynes, at jeg feer alt for fund, for kraftig ud til at tigge, faa fkal jeg qvæfte mig ſelv paa et af mine Lemmer, for at opvakke Medli⸗ denhed. Robert, fat Mod! du ftal ikke lide Nod, tilforladelig ikke!

Robert. Ak, kjare Onkel! tank paa, hvorledes J vil førge for jer ſelv.

Steffen. Du har Ret! — Der fik jeg juſt et Indfald. O min bedſte Dreng! det kan aldrig ſlaae feil? Vor Lykke er gjort; vi kjore med fire; jeg gjør dig endnu til Alder⸗ mann, inden jeg deer. Robert krekker paa Skul⸗ drene, og ſmiler bedrovet). Lee ikke deraf! Lyk⸗ ken kaſter fig i Armene paa den, ſom aller⸗ meeſt er bleven plaget. Ja, den Idee kom mig fra Fortuna ſelv. Jeg har ſiddet i Ar⸗ reſt; jeg er forſtodt og forbandet af mine Paarorende; jeg har ogſaa gjort dig ulykke⸗ lig; alt det er jo den vpperligſte udſigt! — Heiſa! lyſtig, Robert! Vor Nod er forbi. Har du Penge?

Robert. Hvorfor? N Æ

Steffen. Hvis du bare har fyrretyve Skil⸗ ling, ſaa giv mig dem.

Robert (tager fin Pengepung frem). Fyrre⸗ tyve Skilling? Der har J dem, kjcre On⸗ kel! Men hvad vil J foretage jer med faa lidt?

Steffen. Det brillianteſte Foretagende af Verden! J den forgyldte Kat er der ſtort Terningſpil. Der gaaer jeg hen. Naar jeg har truffet ti Gange, faa har jeg Hatten fuld af Guineer, og Lommerne fulde af Ban⸗ coſedler. Saa kan vi lee af min gjarrige, lumpne Broder. Hurra! Efter Regn kom⸗ mer Solffin, efter Arreſten kommer Lykken; det er ſaa afgjort ſom at To og To ere

Fire. Farvel!

Robert. Onkel! Vil J nu allerede be⸗ gynde forfra?

Steffen. Ingen Indvendinger! Jeg veed

"hvad jeg gjer. Nu afſted! jeg grunder din

og min Lykke. Eet! to! tre! Paf! der ka⸗ ſtede jeg Elleve! Saadan fkal det være! (løber ud). Robert (idet han gager efter ham). For Guds Skyld! Onkel! Hor dog!

Anden Act. Forſte Scene.

(En offentlig Promenade i London).

J Forgrunden paa den ene Side Vertshuſet den forgyldte Kat, med Borde og Banke under Trcerne; pad den modſatte Side Broſons Huus).

Steffen Foſter, Sharpe, Fleece og Luck 5 LÅ ERE Sa gere fees i Baggrunden, under hele Scenen).

Alle. Ha ha ha! ”

Steffen. J ere nol ikke rigtige i Hove⸗ det, ſiden J komme med ſaadanne Indfald. Hvad Fanden bryder jeg mig om Fruentim⸗ mer? Allerede ſom lille Dreng gav jeg To⸗ ſene et Puf, naar de vilde kysſe mig; og ſiden jeg er voren, har jeg havt Andet at beſtille end at fee paa dem. Stage med Hat⸗ ten i Haanden, ſkrabe bag ud, og lade fine Ord gage paa Stylter, nei, det er ikke No⸗ get for mig.

De Andre. Ha ha ha!

Steffen. Nei Fortuna, det er det rette Fruentimmer, det er min Dame. Naar man forſt er bleven forlibt i hende, ſaa giver man alle andre Qvindemenneſker en god Dag, med deres Knixen og Neien, deres Speile⸗ ſyge og uforſkammede Bluferdighed. En brav Karl, ſom allerede er bleven fyrretyve Aar gammel, gaaer ikke hen, og træffer en Galetroie paa, (tager Glasſet). Jeg drikker paa min Dames Sundhed.

De Andre. Vi med! De klinke).

Steffen. J ere mig nøgle utroe Elſkere! J gjøre ikke Cour til Fortuna allene; J have tillige andre Amouretter.

Sharpe (finger).

En idag, imorgen en Anden; 4

Begge paa engang, det maa Fanden! Sharpe. Fleece. Lucky.

Deideideidom! Deideideidom!

Steffen lefterabende dem). Dideldudeldom! Dideldudeldom! Lad det nu vere nok med Muſiken! Vil JI viſe, at J duer til Noget, faa ſpar paa jeres Hals, undtagen naar 3 drikke; og lad Terningerne ſpille op. (ryſter fin Pengepung). Her ere Hjul til Fortunas Vogn. Hvem af jer har Courage?

Sharpe. Har I flaaet en Plade i Slut⸗ teriet? i

Steffen. I Slutteriet eller i Helvede! Det kan være jer det Samme. — Heida, Marqueur! — Men lad os forſt fee, om vi ikke keempe med ulige Vaaben. Kom frem med jeres Contanter! Mod jeres Wresord fætter jeg ikke en Kobberfſkilling.

(De Andre kaſte deres Pengepunge paa Bordet).

6 Brobrene Foſter

Fleece. Jeg tenker, det er Nok til at ſtoppe Munden paa jer.

Steffen. Nu kjender jeg eders Adelſkab; nu har jeg Intet imod at turnere med jer.

De Andre. Ha ha ha!

Steffen. Marqueur! Skildpadde! Tag Benene med dig!

Marqueuren (kommer).

Marqueuren. Hvad er til Befaling?

Steffen. Kan vi faae et Verelſe — til en Privat⸗Discurs.

Marqueuren. Alt er optaget; her er ikke faa meget ſom et Tagkammer ledigt.

Steffen. Ih hvad! Saa bring Bager og Terninger herud! Under aaben Himmel kan man bedre telle Hinene. Det er Hine, ſom man kan coquettere med! Hurra, J Kjel⸗ tringer! Nu er jeg ret i mit Es.

De Andre. Ha ha ha!

Steffen (til Marqueuren). Hvad ſtaaer du, og gloer efter? Vil du ſee, du kan rappe dig.

(Marqueuren gaaer),

Steffen (lægger Stillinger paa Bordet, og ſey⸗ der Hatten hen paa det ene Dre). Hvem holder imod? Sæt det Firedobbelte ud! jeg træffer

ſom Satan. (Marqueuren bringer et Læderbæger og Terninger,

og gaaer). Steffen (ryſter Terningerne). Saag J holde det Hele? Det var Ret, Nu ſtal J fee Leier. (after). Sex! Fy! Gid Fanden havde det! — Var ſaa god, ſkrab vak! (de tage hans søenge). Den, ſom vinder førft, bliver tilfidft en fattig Mand.

Fleece (idet han lægger Penge paa Bordet, og tager Begeret). Naa Pralhans! ryk ud!

Steffen (idet han ivrig tager Penge ud af Pun⸗ gen). Banco det Snavs!

Fleece. Godt! (kaſter). Saadan fkal det være. (fkraber Steffens Indſats til fig).

Steffen (feer paa Terningerne). Det var ſom Djævlen! Een Fem og to Sexer! — Nok engang! Jeg ruinerer jer dog tilſidſt; det kan J ſtole paa. chan kaſter Penge paa Bor⸗ det, og bliver: meer og meer lidenſkabelig). Saag ſtaa da ikke og ryſt lige til Dommedag! Kaſt ud, og lad os fane Ende paa det!

Fleece (kaſter). Tre Femmer.

i . (tager Steffens Indſats).

Steffen. J ſtaaer jer forbandet godt med Heſtefoden. Men tiltrods for ham og hele Helvede ſkal jeg ride jer, til J ſtyrter, om J faa havde flere Kræfter end en Vadde⸗ løber, Jeg holder Alt hvad der ligger. Kaſt ud i Djcvels Skind og Been!

Fleece (ryſter længe, og gjør, ligeſom naar man lokker en Hone). Putte, putte, putte! Kom ud, min Høne! (kaſter). To Femmer, een Tre. (ſkraber Pengene ſammen, og putter dem i Lommen).

Steffen. Jeg flog gjerne tre Beer iſtykker paa jer, ifald J havde fleer end to. Det er al⸗ drig gaaet rigtigt til. (befeer Terningerne). Ei, ei, Judas! Er det Terningerne fra for? Det er falſk Spil! J Pak, J Tyveknagte, J

Roverhunde! Bil 3 20 mig mine Penge tilbage, eller jeg fkal emme jer dem ud af jeres Ribbeen.

Robert (ſom juſt var i Begreb med at banke paa

Browns Dør, bliver opmerkſom paa Tumulten, fer

fin Onkel, og ſlager Hænderne ſammen, idet han ryſter paa Hobedet).

Fleece (til Steffen). See til at kjole jeres

Hede! 2

Steffen. Den kan J kjole med det Sølv, J har i Lommen.

Fleece. Nei, med det Staal, jeg har ved Siden, Pak jer afſted, eller mit Sværd ſral ſumme jer om Orene.

Sharpe og Lucky. Han har Ret. Pak dig, din Dagtyv!

Steffen (griber en Stol, og hugger efter dem). Vil J give mig mine Penge, J Slyngler!

Sharpe, Fleece, Lucky (idet de drage deres Kaarder). Hug til!

(Steffen gaaer los paa dem med Stolen; de hugge

efter ham med deres Kaarder; han parerer med Stolen).

Agneſe welſtad (tilmeret, og fulgt af) Jones (ſom bærer en ſtor Rorſtok, [kommer fra den ene

Side i Promenaden). Fru Foſter (fra den an⸗ den. Begge Damerne blive ſtagende og ſee paa Slagsmaalet).

Robert (trakker fin Kaarde, og kaſter fig imel⸗ lem Slagsbrodrene). Afveien, J Kujoner! Tre om Een! (han hugger imellem dem). Jeg ſtal lære jer Mores, 6

Steffen. Det var Ret, Kammerat! Hug dem efter Siden, hvor de have deres Lom⸗ mer!

Robert (driver dem bort). Nu afſted, J Skurker!

(Sharpe, Fleece og Lucky lobe bort).

Steffen (raaber efter dem). Holdt! Stop! Mine Penge! (kaſter Stolen efter dem). Floi⸗ ten ere de! At faage dem til at lobe, det var ikke min Mening. Hellere vilde jeg have taz get Prygl. Ak Robert! Mine deilige fyrre⸗ tyve Skilling vilde jeg bragt paa Retour.

Fru Foſter (idet hun træder frem, til Robert). Fy fram jer, Spiller og Slagsbroder!

Robert. Ak Moder! Gid J ikke havde betraadt dette Sted!

Fru Foſter. Moder? Nei jeg er ikke din Moder. Derſom jeg var det, derſom jeg med nok faa megen Smerte havde født dig til Verden, faa vilde jeg dog hellere fee dig i din Liigkiſte, end at du ſtulde gjøre. mig den Tort, ſom du gjor. Fra nu af er vort Huus lukket for dig; eller ogſaa vil jeg ſelv vende det Ryggen. Nu gaaer jeg, for at lade din Fader det vide.

Steffen. Hor, Havgasſe! Derſom J ſat⸗ ter Ondt for denne brave Fyr, ſaa kom mig ikke nær paa fire engelſke Miil, thi jeg hug⸗ ger los paa alle falſke Spillere, om de og⸗ faa ſjuſke omkring i Fruentimmer⸗Kjoler. Derfor raader jeg jer: Tag jer i Agt for mig!

2den Act, 1fte Scene.

Robert. Onkel! Var dog fornuftig! Huſt paa, at det er min Faders Huſtru.

Fru Foſter (til Steffen). Taler han med? Er han endnu ikke kommen i Slutteriet?

Steffen. Vil J ſee at pille af! Hjemme i jeres eget Huus der kan J være faa grov imod mig, ſom J vil. Men her er en Kippe, og her har jeg hjemme, Og nu fkal jeg viſe jer, at jeg kan gjore min Huusret gjal⸗ dende. (griber en Stol, for at jage hende bort). N (holder ham tilbage). Onkel! On⸗ el! ,

Fru Foſter. O mit Hjerte, mit Hjerte! Har man nogenſinde fer feet en erbar og rig Kone ſaaledes at beffæmmes paa offentlig Gade? Men tro J mig, jeg fkal ſynge en Viſe om jer, naar jeg kommer hjem... iſar om dig, du forlorne Son! Det fÉal ringe for dit venſtre Øre, om du jaa var ti Mile borte. (feer Agneſe). God Dag, kjere Frue! J kommer juſt tilpas. J har ſeet hvad her er pasſeret; jeg vil bede jer at være mit Vidne. — Man maa blive raſende af Vr⸗ grelſe. (gaaer).

Steffen (dreier fig hurtigt om til Agneſe). Vil J være Vidne? Hvad kan J bevidne?

Agneſe. At J er en rigtig Commers⸗ broder.

Steffen. Om mig er her ikke Tale. Hvad jeg er, det kommer kun mig ſelv ved. Om mig maa J ſige ligeſaa meget Ondt ſom J vil. Men denne ſtakkels Fyr, ſom af Kjer⸗ lighed til mig ſkal miſte Forældre og For⸗ mue, ham adopterer jeg, jeg antager ham i Sons Sted. Seer I hvad det er? Jeg raa⸗ der derfor til ikke at bagtale ham.

Agneſe. Tvertimod, jeg vil gjore for ham Alt hvad der ſtager i min Magt.

Steffen. Det kalder jeg fornuftigt talt, Nu gjør jeg jer min Compliment, ſmukke Frue! For ſaadanne Maximer har jeg Re⸗ ſpect, men ikke for ſaadanne opſtudſede Hele⸗ Feiere. (peger paa Jones).

Agneſe. J hører til det Slags Mand⸗ folk, ſom et Fruentimmer gjerne tilgiver et driſtigt Ord, iſer et Fruentimmer, ſom el⸗ ſker og ſoger det Originale. Hvis J har Tid og Lyſt, faa vilde jeg nok tale et Par Ord med jer under fire Hine.

Steffen. Siden jeg ingen Penge har, ſaa er jeg til Tjeneſte.

Agneſe (til Robert, ſom ſtager nedſlagen og be⸗ drovet.) J ſkal ikke ſorge, unge Herre! For⸗ ældres Vrede er ligeſom Torden! den bebu⸗ der godt Veir. Maaſtee kan jeg bidrage Noget til at fordrive eders Skyer.

Nobert. Jeg takker jer, ſkjenne Dame! Men jeg er bange for, at ethvert Freds⸗ Forſlag vil finde mine Forældres Hjerte lige⸗ faa utilgængeligt, ſom jeg fra idag af fin⸗ der deres Dor. Men alligevel ſkal J have Tak, om Jikke vil undlade at forſoge der⸗ paa, ligeſom jeg ikke vil undlade at elffe min Onkel.

Steffen. Siig „Fader.“ Jeg er din Fa⸗ der fra nu af. Har jeg ikke adopteret dig? (trykker hans Haand og afterer en Taare). Ro⸗ bert, jeg vil, jeg maa gjore dig lykkelig. Lad mig bare pasſe det rette Hieblik. Men ærlige Terninger maa det være, Saa ffal. du fee, det gaaer, det maa, det ſkal gage. (Robert trætter paa Skulderen, bukker for Agneſe.

og gaaer hen og banker paa Browns Der,” hvor

man lukker ham ind).

Agneſe. Hr. Steffen Foſter, vi ere nu uden Vidner, og jeg kan tale frit med jer. Jeg ved, J er et Monſter paa Hdſelhed og uordenlig Levemaade.

Steffen. Hvad ſaa meer?

Agneſe. Og paa Letſindighed og ubændig Frihed.

Steffen (afſides). Hun lader til at være en excellent Portrait⸗Maler.

Agneſe. Kort ſagt: J eders Art her i London. en vis Beromthed.

Steffen. Den fkal ikke gjøre mig ſtor⸗

agtig.

Agneſe. Men har J betankt, hvorhen en. ſaadan Vei forer?

Steffen. Formodentlig derhen, hvor alle Veie fore: ned i Jorden.

Agneſe. Ja, men forinden?

Steffen. Ja, det kan ikke med Sikker⸗ hed afgjores; men efter al Sandſynlighed, faa bliver det en Retour⸗Reiſe til det Land, ſom jeg forlod imorges.

Agneſe. Til Gjeldsfangſlet? .

Steffen. J gjætter med ſtor Skarpfin⸗ dighed.

Agneſe. Hvorledes behager jer da Cli= matet i det Land? É . Miferabelt.

Og alligevel vil J tilbage der⸗

er den Førfte i. J har opnaaet.

Slutteriet er et Lys, og jeg er en Flue: Jeg flagrer omkring det i ſalig Fri⸗ hed; pludſelig kommer jeg det for nær, bren⸗ der mine Vinger, og ligger der. Enhver har ſit Fatum. Jeg troer, jeg har en uſyn⸗ lig Traad om Benet; Slutteren holder En⸗ den af Traaden, og naar han trakker raſt i den, vips! ſaa har han mig. Hahaha! Det. er naragtigt, men uundgageligt.

Agneſe. Har J da flet ingen udſigter?

Steffen. Jo de allerbedſte; thi da jeg ingen Penge har, ſaa har jeg de allerbedſte Udſigter til at faae nogle.

Agneſe. Er det da ikke en Skam, at en Mand ſom I, med eders høie, aabne Pande, med eders livfulde Hine, med eders Sundhed og Kraft, fÉal være i Nod for nogle usle Stillinger? Det er eders egen Skyld.

Steffen. Skulde jeg maaſkee blive Sjouer eller Pak⸗Wſel? Nei, Frue! min Ryg krum⸗ mer ſig hverken for Mennefker eller for Sakke. Jeg er en Gentleman. Betragt engang mine Hender! Er det Hænder for

—

8 Brødrene Voſter.

en Saugſklœrer? — Det er min Kjole, ſom bedrager jer; den er grov og luflidt; men fee ikke paa Kjolen, fee paa Manden. Der ſtikker en Mand i den, ſom ikke er født til Pobel⸗Haandteringer. Naar jeg kommer i Slutteriet, ſaa kommer en Gentleman der⸗ ind, en ſand Gentleman. O jeg er ikke den Forſte!

Agneſe. Tag jer det ikke faa nær, Hr. Steffen Foſter! Min Mening er ſlet ikke den, ſom J troer. Hidindtil har J fat eders Haab til Terningerne. Sog nu at jætte det til en anden Ting.

Steffen. Og hvad fÉulde det væve ?-

Agneſe. En Kone. i .

Steffen. Puh!

Agneſe. J ſtulde klage eders Nod for en rig Enke. '

Steffen. For at komme fra Slutteriet i Tugthuſet? Dandſe efter hendes Pibe, og floite naar hun ſlog Tact med Toffelen? Nei Proſit! Nu er jeg ikke Herre over en Stilling; men naar jeg fif en Kone, faa var jeg ikke Herre over mig ſelv. Jeg duer ikke til at være Marionet; jeg er et virke⸗ ligt Mennefke.

Agneſe. Der gives Enker nok, ſom juſt finde Behag deri.

Steffen. J ſaadan En, ſom mig? Agneſe. J er godmodig. Steffen. Ja imod mig ſelv, overorden⸗

li * jeg kan ikke nægte mig det ringeſte nſte.

Agneſe. Gjor jer ikke værre, end J er. Jeg anſeer jer jo at have et Hjerte, der for⸗ mager at elfke.

Steffen. Det er juſt ikke min Natur imod. Agneſe. Med eet Ord: jeg veed et Par⸗ ti for jer, en rig Enke, ſom har fundet Behag i eders ÜUdvortes. Gift jer med hende, og hjelp hende at bære den Byrde, ſom hendes overordentlige Formue paalægger

hende,

Steffen. Holdt! Et Dieblik! Det er Meget pan eengang. Forſt gifte mig med hende; det var det Verſte; naar det forſt er overſtaaet, faa fkal det ingen Nod have med at lette hendes Byrde; thi det kan hun ſtole paa, at jeg nok ſkal forſtage at ſatte hendes Penge i Omløb, Men ſaa vil det 1 ſig, at jeg gjor hende Sorg og For⸗ red.

Agneſe. Men det er tred, hun vil have.

Steffen. Det er en anden Sag. Men faa er hun vel ikke rigtig i Hovedet?

Agneſe. Man paaftaaer det Modſatte.

Steffen. Hvor gammel er hun? Tred⸗ ſindstyve Aar i det Mindſte.

Agneſe. Hun er kun otte og tyve Aar.

Steffen. Kun otte og tyve! — Hille min ſandten! Men ſaa er hun vel ſtyg ſom Arveſynden?

juſt Sorg og For⸗

Agneſe. Det veed jeg ikke; man anſeer bende for at være ret ſmuk. ö

Steffen. ung, ſmuk, umaadelig rig, og med Lyſt til Sorg og Fortred, og til at fage fine Penge fatte overſtyr! — Hvad hedder hun? hvor boer hun?

Agneſe. Det ter jeg endnu ikke ſige.

Steffen. Men jeg kan dog ikke kjobe Katten i Sakken. Og her maa dog ſtikke Noget under. Her, veed J hvad? Min Kjærlighed holder jeg i lige faa hoi Priis, ſom hun holder ſine Penge. Skal jeg gifte mig, ſaa vil jeg have en Kone, ſom beha⸗ ger mig, og ſom jeg kan holde af. Hvad jeg er, det er jeg altid heel og holden. Hidtil har jeg været en lyſtig Broder, og deri veed jeg, at Ingen har overgaget mig. Skal jeg nu blive Aegtemand, faa vil jeg ogſaa være det tilgavns, Men derfor maa jeg finde Behag i min Kone. Hvis eders Enke for Exempel var ſaadant et Stykke Meubel, ſom min Svigerinde, faa. vilde jeg ikke have hende, om hun faa var indfattet i pure Dukatguld.

Agneſe. Smagen er forſtjellig. J fear fane hende at fee, og tale med hende. Be⸗ hager hun jer, faa bliv hendes Mand; hvis ikke, faa bliv ſom J er.

Steffen. Det vil jeg, bedſte Frue! Paa Wre og Samvittighed, det vil jeg; og jo for, jo heller. Synes jeg godt om hende, og har hun Penge, og vil hun tage tiltakke med mig, faa ægter jeg hende paa Stedet; hvis ikke, faa er vi lige gode Venner for det. Der er min Haand og mit Gentlemans-Ord.

Agneſe (vætter ham zürligt Haanden). Saa folg med denne Mand, (peger paa Jones); han vil ſorge for en anſtandig Klædedragt, Det Dvrige finder fig af fig ſelv.

Steffen (afſides). Naa, lad nu Nogen ſige, at Amor ikke er blind! Ha ha ha!

Agneſe (til Jones). Gaa ind med den Herre, og gjer ſom jeg har ſagt!

Jones (ſagte til Agneſe). Med ham? Naadige Frue! med ham? g

Agneſe. Som jeg ſiger.

Jones. Gud ſtaae os bi! — Giv ham en Skilling til en Pægel, og lad ham gage — Vil J have Loier af ham?

Agneſe. Ti, og adlyd!

Jones (afſides). Hun made have en Skrue los.

Agneſe. Farvel, Hr. Steffen Foſter! Vi fees igjen. (gaaer), Steffen. Farvel, min venlige Frue, far⸗

vel! —(til Jones) Naa, Lakei! hvorſkal vi hen? Jones. Jeg tenker, til Daarekiſten, for at lade os indeſperre. 8 Steffen. Snikſnak! Jeg vil ikke høre No⸗ get om at indeſparres, hverken i Slutterier eller i Daarekiſter. Fremad, Marche! viis mig Veien! Og ſat et andet Anſigt op; ellers ffal du fee, at jeg forſtager at give din Frues Befalinger det behorige Eftertryk. Jones. Hvem? J2 5

Aden Act, I1ſte Scene. 9

Steffen. Ja, ret jeg! (River ham pludſelig Stokken ud af Haanden, og fvinger den). See ivei⸗ ret, Hallunk! der træffer et Tordenveir op over dig. Hatten af! Reſpect! Ellers fal det flade ned i dig. (Gjor Mine til at ſlaae.) Skal det være?

Jones (tager Hatten hurtigt af). Gud ſee i Naade til mig!

Steffen. Hvad Vei ſkal vi?

Jones. Til Cornhill!

teffen. Set Hatten paa! (Jones adlyder). Der har du Stokken! (giver ham den). Bag ved mig! Jeg er en Gentleman, du en La⸗ kei. Ingen Grimacer i Anſigtet! Jeg ſkal lere dig Reſpect! (Ha er Jo⸗ nes walk Bab Sede BEDE Foran SR

Anden Scene, f (Varelſe hos Brown.)

Johanne (kommer, fulgt af) Robert.

Johanne (idet hun vender fig, og feer Robert ftaae bag ved hende), Hvorledes? Igjen? Jeg troede, naar jeg gik herind, fulde jeg have Fred.

Robert. Nei, Johanne, den, ſom felv in⸗ gen Fred har, kan ikke ffjænfe den til An⸗ dre. Og min Fred har J berøvet mig; giv mig den tilbage! J kjender det lille Ord, hvoraf den er afhængig.

Johanne. Robert! J er alt for haftig, J fordrer for Meget. Naar jeg nu ikke har Lyſt at ſvare, hvorfor maa jeg da ikke tie?

Nobert. Men naar J tier, hvorfor maa jeg da ikke blive ved at ſporge? Tilbedte Jo⸗ hanne! Jeg kan ikke leve uden jer; og hvis J undflyer mig, hois jeg aldrig kan naae jer, nu vel, faa vil jeg evig omſvave jer, i en lengſelfuld, aldrig ophævet Afſtand, lige⸗ ſom Maanen dreier ſig om Jorden.

Johanne. Jeg kan rigtig ikke ſvare jer i det ſmukke Sprog, bvori J tiltaler mig; men atſ jeg vil here det — dermed ſynes mig, at J burde være tilfreds. 3

Robert. O fortræffelige Svar! Det er Alt hvad jeg forlanger (nærer for hende). Johanne. Staa op, Robert! jeg beder jer, ſtaa op! ... Hvis min Fader ... Staa dog op! J jager mig Alt Blodet op i mine Kinder.

Robert. Ikke for J har tilgivet mig.

Johanne. J er ſaa haftig, ſaa opbru⸗ ſende og faa egenſindig. Jeg burde egentlig være vred paa jer, jeg burde ..... (reekker ham Haanden undſeeligt). Ja hvad burde jeg ikke? Men jeg er altfor godmodig; jeg kan ikke være vred paa jer,

Brown (træder ubemærtet ind i Baggrunden).

Robert. O denne Haand er mig et Pant paa min Lykke! (eysſer hende paa Haanden).

Johanne. Lad være! Slip mig! Nu hol⸗ der J ikke eders Ord. Jeg rakte jer Haan⸗ den, blot for at hjelpe jer op; nu tager jeg

den tilbage, hvis J ikke ſtrar reiſer jer; jeg sed ſer jer; jeg mer? Skal jeg byde?

tager den tilforladelig tilbage.

Robert. Nei, paa denne Haand giver jeg aldrig Afkald.

Johanne. Bar jer ſaaledes ad, at J kan rakke mig den i min Faders Nærværelfe. Naar J da vil beholde den, faa —

Robert. Elſkede Pige! tal ud! Saa ?

Johanne. Saa vil jeg overveje det ner⸗ mere.

Brown. Den Calcul vil hun nok ſnart

gjøre færdig. (Robert reiſer fig uden Frygt; Jo⸗ hanne ſtager forſkrakket og undſeeligt). ellem dine Friere, Johanne, vælger Du altſaa denne? — See fun driftig iveiret; Du behøver ikke at ffamme dig over dit Valg; tvertimod, det gjer dig Wre. (til Robert). Men J, min unge Ven, glem ikke hrad jeg har ſagt jer: Walter Browns Datter fager ikke en Yng⸗ ling, ſom er gjort arveles af fine Forældre, Da jeg gik herind i Stuen, ſaae jeg juſt eders Fader og eders Moder paa Veien her⸗ hen; de komme formodenlig for at beſoge mig. Hvis de erkjende jer for deres Son, faa har jeg Intet at indvende mod jer.

Robert. O det vil de! det vil de ſik⸗ kert! Nu vil jeg gjore Alt for at erhverve mig mine Foreldres Kjærlighed; paa mine Knce vil jeg bonfalde dem om et gunſtigt Teſtament. For at vinde Johanne, er ingen Ydmygelfe mig for haard,

Brown. Der har vi dem. Gager et Oieblik tilſide. Jeg vil forſt udforſke, hvor⸗ ledes Courſen ſtaaer; er den gunſtig, faa kalder jeg paa jer.

Robert. O bedſte Herr Brown! Min Lykke er i eders Haand.

Johanne (idet hun kysſer Browns Haand). Min fjære, gode Fader!

(Robert og Johanne gaae ind i et Side⸗Cabinet). Thomas Foſter og Fru Foſter (komme fra ne Richard (følger dem, og bliver gaende i Baggrunden).

Thomas. God Dag, Hr. Brown! Jeg kommer med et glædeligt Budſkab: Vore Skibe ere afgagede fra Dower, for fulde Seil. Nu blot en heldig Nat, og ſnart vil Kano⸗ nerne bebude deres Ankomſt, og tordne vore Misundere i Prene. En herlig Gevinſt ven⸗ ter os; hvor ſtor, det lader ſig ikke beſtemme

iforveien.

Brown. Ja, det er Skade, min Ven, at man ikke kan beſtemme det. Jeg tenker altid: hvad jeg har, det har jeg; een Spurv i Haanden er bedre end ti paa Taget! Jeg for min Part vilde hellere have en rimelig, rund Sum ubetalt, end den uſikkre, tilkom⸗ mende Gevinſt, ſom jeg ikke kan beregne.

(De have imidlertid taget Plads),

Thomas (liſtig). Dertil kunde jo vel fin⸗ des Raad. Hvad mener J? Jeg kunde ogſaa engang have Lyſt at ſpille et Hazardſpil. Jeg afkjober jer eders Fordeel, ubeſeet.

Brown. Jeg har Intet derimod.

Thomas. J holder meget af runde Sum⸗

10

Brown. Jeg flaaer til, om Jogſaa ſkulde have Fordeel derved.

Thomas. Tyve tuſind Pund!

Brown. Lad gage! (de tage hinanden i Haanden).

Thomas. Halv i Contanter, halv i Bare. Brown. Det er Skik og Brug. > Thomas. Top!

Brown. Top!

Thomas (til Richard). Gaa, Richard, for at udfærdige Documenterne til denne Forret⸗ ning. (Richard gaaer).

Brown. Det er en god Tid for os. Vi kan ikke takke Himlen nok for den, og bor ikke lonne den med Ufred og Had. (til Fru Fo⸗ ſter). Er det ikke ſandt, gode Frue!

Fru Foſter. ufred og Had? Min bedſte Herre, J kjender jo mit Hjerte. Det Gode har ingen varmere Veninde end mig. Hvis jeg hadet Laſten, da er det retfærdigt, og Retfærdighed har J vel Intet imod.

Brown. Dommer ikke, paa det J ikke ſelv . .

Thomas. Kjcre Ven, lad os ikke røre ved Familie⸗Stridigheder. Lad os afgjore vore Forretninger med hinanden, og viſe gjen⸗ ſidig Velvillie; men lad os ikke blande os i hinandens huuslige Anliggender; i dem ul⸗ mer der ofte en Ild, ſom man brander ſig paa.

Brown. Og jeg vilde derimod netop ſporge jer tilraads i et huusligt Anliggende: Min Datter Johanne har i denne Tid tre Friere; hendes Hjerte har beſtemt ſig for den Ene af dem. Nu vilde jeg gjerne vide, om han har eders Bifald.

Thomas. Ih nu! Jeg kal ſandfardigt og aabenhjertigt ſige jer min Mening om ham, naar jeg fager at vide, hvem det er.

Fru Foſter. Lad os gjøre hans Bekjendt⸗ ſkab, og ſee ham. É

Brown. Det ffal ſkee; men huffer,-at vi Alle gjøre Regning paa en barmhjertig Dom. Betragter ham derfor med ven⸗ lige Hine; og lader ingen Partiſkhed tilſlore eders Blikke. Lover J mig det?

Thomas. Naturligviis; jeg er jo ganfke kold og upartiſt i Sagen.

Fru Foſter. Og jeg da? Jeg nanner ikke at gjore en Hund Fortred; J Fjender mit blode Gemyt.

Brown. Velan da: Min Datter og den Brudgom, hun har valgt fig, ere her i dette Vaerelſe; nu ſkal jeg falde dem herud, og faa maa J ogſaa ſige et afgjerende Ord,

(Aabner Sidedoren). Robert og Johanne (trade ud. Brown fører dem hver ved fin Haand, tæt hen foran Thomas Fofter og hans Kone).

Brown. Her er Bruden, og her er Brud⸗ 1 . Kjender J ham?

homas og Fru Foſter ſpringe op fra deres Stole; Fruen flader Hænderne ſämmen).

Thomas. Jeg ikke! Jeg fjender ham al⸗ deles ikke; han er vildfremmed for mig.

Brodrene Foſter.

Fru Foſter. Hvad beſtiller J her, i et agtbart og anſtendigt Huus? Gan heller til jeres Onkel! Mellem Spillere og Slagsbrodre

der er jeres Plads; mellem os og jer er der

herefter intet Felleds ſkab.

Robert. Hør mig

Thomas. Steffen vil jo tigge for dig. Tag ham paa Ordet, det raader jeg dig; thi hvad han tigger til dig, ev mere end hvad du arver efter din Fader, Af mit Teftament er du udflettet,

Fru Foſter (til Johanne). Tag eders For— nuft paa Raad, min bedſte Jomfru! Tank ikke mere paa denne vanartede Son. Han ftjæler eders Penge, og fætter dem overſtyr. Er eders Are jer Fjær, faa lad ham ſeile i ſin egen So.

Robert. Fader“.

Thomas. Jeg er ikke din Fader, du Dogenigt! Den Tigger, ſom vil ernære dig, han er herefter din Fader. Gaa til ham, og Ataf dig hans Velſignelſe og hans Teſta⸗ ment.

Fru Foſter. Kjcreſte Hr. Brown! Var dog ingen letſindig Fader! Kaſt ikke eders Datter bort til den Forſte, den Bedſte! Den Knægt er verre end en Tigger; han er Kam- merat med Bedragere og Tyve.

Brown. Bedſte Frue

Fru Foſter. O mit Hjerte! mit Hjerte! Det Menneſke bliver endnu Skyld i min Dod! Hvor jeg kommer, ſkal jeg træffe paa ham. O jeg holder det ikke ud!

Thomas. Kom, Kom! lad os gage! — Herr Brown, eders Penge og eders Vare ſtage allerede idag til Tjeneſte. Videre har jeg Intet at beſtille i eders Huus. Farvel! (tager fin Kone ved Haanden, og gaaer hurtig bort med hende). ses

Brown. Det var en daarlig Handel, Robert! J har ſpillet et farligt Spil.

Robert. Og tabt! Jeg veed det, jeg har tabt! Men mit Tab er ikke uopretteligt; jeg kan vinde det tilbage, og det vil, det ſkal jeg. Fra nu af er jeg overladt til mig ſelv; fra nu af ſkal jeg ſelv bane mig en Vei gjennem Verden, ſkal gjøre mine Foraldres Dvd til Løgn, fkal fortjene og! vinde min Johanne. . Farvel, Elſkede! Tro ikke, at jeg er faa flet, ſom mine Forældre have afma⸗ let mig. Ved Himlen! jeg er ikke ond; jeg er ingen Wreles, uagtet man behandler mig, ſom jeg var det. Sporg eders Fader derom, faa ſkal J høre! Uagtet han nu ſtager der faa kold og vender fig bort fra mig, faa vil han dog lade mig vederfares Retfærdighed. Stol paa hvad eders Hjerte ſiger jer, Jo⸗ hanne, og laan ikke Hre til hvad Verden ſiger. Ver mig tro, min Elſkede! Jeg kom⸗ mer igjen, naar jeg har boiet min haarde Skjœbne; kan jeg ikke det, da feer J mig aldrig mere. (Fler ud).

Johanne. ham om Halſen).

O Gud! min Fader! (falder

3die Act, 1fte Scene.

Tredie Act. Forſte Scene.

(Verelſe hos Agneſe). Agneſe (allene, i en ſmagfuld Meglige).

Agneſe. Nu, tilforladelig, det kan man kalde hurtigt beſluttet, og ligeſaa hurtigt ud⸗ fort! Nu er jeg da hans Kone, og finder ingen Aarſag til at fortryde mit Valg. (kal⸗ der). Jones!

Jones (kommer).

Hvor er min Mand? J Contoiret, Frue, begravet mel⸗ Ja, hvis jeg

Agneſe.

Jones. lem Pengeſakke og Papirer. turde tale —

Agneſe. Hvad vilde Du ſaa ſige?

Jones. De deilige Penge! De deilige Penge, Frue! Idag ere de endnu faa vel forvarede, faa tæt ſammenpakkede! Imorgen, hvem. veed, hvorledes de da have det? Maa⸗ ſkee ere de da adſplittede, lig en flygtende Armee, ſom ſelv den dueligſte General ikke kan ſamle igjen. Ak, Frue! jeg mener det godt med jer, og ikke mindre godt med jeres Penge.

Agneſe. Ja, naar jeg ikke vidſte, at Du meente det ærligt og godt, faa vilde jeg vis— ſelig ikke taale, at Du taler ſaaledes om min Gemal og Asgteherre. Hvad Pengene angager, da ere de nu hans Eiendom, og 855 maa ſkalte og valte med dem, ſom han vil. )

Steffen Foſter (kommer, meget anſtandig klrdt, og med Haanden fuld af Papirer).

Steffen (tir Agneſe). Her er jeg, min En⸗ gel, her er jeg. Jeg er i den ſyvende Him⸗ mel, og det er dig, ſom har havet mig til den. Jeg føler mig ſom en benaadet Syn⸗ der. Det er altid bedre end en kjedſomme⸗ lig Phlegmaticus, ſom hverken har Lyſt eller Mod til at tomme Livets Bager. Nu er jeg din Mand! O den Tanke forekommer mig ſom en utrolig Drøm! Jeg er den unge, ſtjonne, rige Agneſes Mand! Bed alle Fer⸗ tunes Capricer, dette er mit Livs ſkjonneſte Morgen!

Agneſe. Driſtig vovet, er halv vundet. Hvorledes finder du vor Smule Contanter?

Steffen. Som Fiſten det klare Band, efter at den har ſprallet fig halv død paa det tørre Sand. Jeg fvømmer omkring deri, og var der mere Plads mellem Pengeſcekkene, faa gjorde jeg Caprioler, ſom en Afſindig. Fra den ene tilſmile mig Guineer, fra den anden Kroner, fra den tredie Ducater, fra den fjerde en utallig Mængde af Stillinger! Man maatte være en Klods, derſom man ikke ſmülte og loe med, og jublede ſom en Beſat.

Agneſe. Om ogſaa Terninger og Kort ere nok faa graadige, dette Spiſekammer vil de dog nok ikke faae Bugt med? Ikke fandt?

11

Steffen.? Siig ikke det, gode Kone! Djæ= velen har en bred Mund, og gaber hoit. Kaſt det altſammen til ham, og inden 24 Timer har han ædt det op, og ſiger, han er ſulten.

Jones (afſides). Ak du barmhjertige Him⸗ mel! Ja, har jeg ikke nok ſagt det!

Agneſe. Men hvad forſlaaer ogſaa alt det imod mine øvrige Eiendomme: mine Mar⸗ ker, mine Skove, mine Slotte, mine Juve⸗ ler? — Nei kjare Mand, den Djævel, ſom du talte om, vil nok flide Tenderne op, in⸗ den han fager alt det forteret.

Steffen. Nei bedſte Kone! Det forflaaer Altſammen ikke faa meget ſom en Pind i Helvede. Naar man vil ſatte det i Spil, og Fortuna gjør fig udtilbeens, faa forſikkrer jeg dig, at der om to Dage ikke ſral være en Steen tilovers af Slottene, og ikke et Blad af Skovene. 5

Agneſe. Ja ja, du maa vide det. bedre. Men det er ogſaa det Samme. Naar vi ikke have Mere, faa maae vi fee, hvorledes vi kunne erhverve paanye; faa mage vi tage os Noget alvorligt for. Og ikke fandt? faa vil du ikke lade din Huſtru lide Nod? thi du har jo taget hende af Kjærlighed. Om ſaa Et mislykkes for os, vil et Andet lyk⸗ kes; ſaa kommer der Lys og Skygge i mit Liv, Afvexling af Varme og Kulde, ſaaledes ſom Naturen byder; ikke dette evige Sol⸗ ſkin, hvori jeg ſmegter efter en Draabe Regn. Gjer, ſom du vil, kjare Mand! du raader over alt Mit. Put dine Lommer fulde af Penge, gaa ud og ſpil bort ſaa Meget ſom du vil! Og ſeer du mig nogen⸗ finde gjore en ſuur Mine dertil, faa ſiig, at jeg elſker dig ikke.

Jones (afſides). Har man nogenſinde hort Magen! Naa, det vil han nok ikke lade ſig ſige to Gange.

Steffen. Spille? Skulde jeg ſpille? — Bedſte Kone! faa fortjente jeg jo at komme i Daarekiſten.

Agneſe. Hvorledes?

Steffen. Agneſes Gemal, en gift Gentle⸗ man, ſom er ved ſine fem, ſunde Sandſer, han ſkulde ſpille? Fy for Fanden!

Agneſe (hoiſt forundret). Men ſagde du ikke nyligt, at min Formue ſkulde være fat over ſtyr i et Oieblik?

Steffen. Nei, min Engel! Jeg ſagde, at den kunde fættes overſtyr i et Dieblik, naar en Afſindig kom til at raade over den. Men jeg er langt fra at være afſindig. Dengang jeg Intet havde at tabe, da ſpillede jeg, og deri feer jeg intet ufornuftigt. Men nu har jeg Penge og Eiendom: ja hvad ſom er langt mere: jeg har dig, du Krone for alle Fruen⸗ timmer! Og dig ſkulde jeg bedrove ved at fore et uordentligt Liv? Nei tvertimod! jeg vil tage alle Sorger og Bekymringer fra dig; i Forvaltningen af din Eiendom vil jeg bringe Orden og Klarhed; ded ærlig Handel

vil jeg fordobble din Formue; jeg vil fætte min Stolthed: i at høre Folk ſige: „Steffen Foſter er den agtverdigſte Mand i hele Lon⸗ don; vi have Alle taget feil af ham; vi have været dumme ſom Hſters; der var kun Een, ſom var klog, og forſtod at vurdere ham, og det var hans fortræffelige Huſtru, hans Agneſe.

Agneſe. Bedſte Mand! Jeg har jo rig⸗ tignok villet have Sorger og Bekymringer; men jeg kan ikke nægte, at jeg jo nu elſker dig dobbelt, fordi du ingen vil gjøre mig. Lykkens Capricer ere dog beſynderlige! Jeg ægter dig, netop for at fane Sorg og For⸗ tred; jeg anſeer dig for en berømt Odeland, der ſnart vil bringe os i Forlegenhed; men tvertimod, jeg fager et Monſter paa en Asgte⸗ mand, ſom vil forøge min Lykke, iſtedetfor at formindſke den. Ogſaa her kan man ſige, at Mennefket ſpager, men Gud raader.

Jones. Nei! det er utroligt! Min For⸗ ſtand ſtager ſtille.

Steffen (til Jones). Snakker du med? Din Forſtand? Ja, den maa gjerne ſtaae ſtille, naar du bare vil fætte Arme og Been i Bevægelfe; thi derfor fager du din Lon. Hvad ſtaager du, og gloer efter? Ned med dig i Contoiret! Alle Boger og Regnſkaber op i mit Verelſe! Der ſkal optages et In⸗ ventarium. Lad mig fee, J tage Benene med jer her i Huſet; ellers tager jeg Stok⸗ ken med mig. Marche! (Jones gaaer. Steffen ſiger meget venlig til Agneſe). Du tager det dog ikke ilde op?

Agneſe. Du er Herre over dem, ikke g. Steffen. Men du er igjen min Herre;

og der maa ikke ſkee det Allermindſte, ſom er imod din Villie. Jeg er din Mand, der= for vil jeg raade over Alting; men du er min Kone, derfor ſkal Du raade over mig. (kysſer hendes Haand). Agneſe. Naar du raader, da fager jeg netop min Villie.

Jones (kommer).

Jones. Hr. Robert Foſter.

Steffen. Min Robert! Min egen Fjære Dreng! — Kjære Agneſe! Du og min glim—⸗ rende Stilling faae mig til at glemme ham, og mig ſelv, og Alt. — Du tillader dog, at jeg tager imod ham her?

Agneſe. Hvilket Spørgsmaal! han er mig fjær for din Skyld.

Steffen. Lad ham komme ſtrax!

(Jones aabner Doren for Robert, og gaaer). Robert (trader ind. Han er bleg og forvirret, og bliver frygtſom ſtaaende ved Bere.

Steffen (idet han henter ham frem). Nu, min kjære Son, min egen Dreng! Kommer du da endelig engang? — See her, dette er din Onkels Fgode Huſtru; dette er hans Huus; jeg tenker, du føler dig hjemme her. Hils paa din Tante, kys hendes Haand; ver ikke

2 Brodrene Foſter.

fremmed imod hende! Jeg behover ikke at ſige dig mere, end at hun i Eet og Alt er det Modſatte af din Stivmoder.

Agneſe (idet hun rakker Haanden til Robert, ſom nærmer fig erbodigt og frygtſomt, og kysſer den). Ver bjertelig velkommen, ifjære Ros bert! Siden jeg bærer eders Navn, er min Lykke ſtegen betydelig, Gid den ogſaa maa være floiet ind til jer! Men J feer desværre, ikke ud dertil (Robert briſter i Graad). I gra⸗ der! Er J endnu ikke forſonet med eders Forældre ?

Steffen. Ih hvad, Ikke Andet? — Hos vedet iveiret, Søn! Siig, have de igjen bes handlet dig ilde?

Robert. O! gid jeg lage paa Bunden af Themſen, for at afvaffe min Skjandſel i dens Bolger!

Steffen. Hvad er det nu for dum Snakl — Din Skjendſel? hvilken Skjendſel? — Har dine Forceldre.

Robert. Jeg har ingen Forældre mere. J min Elſtedes Narvarelſe have de gjort mig ereles, have forbandet: mig, og udflettet mig af deres Teſtament.

Steffen. J hvad! Det er jo aldrig vardt at bryde fig om. Jeg fjender nok min Bros der og hans velſignede Kone. Heiſa, lyſtig, min Son! Det er Noget, ſom du kan lee af.

Robert. Er det den Troſt, J giver mig? — Onkel! Kan J tale ſaaledes, J, hvis Lykke Kjærlighed har grundet? Veed J da ikke, at den gamle Brown giver mig en Kurv, nu da jeg ingen Formue har? Og det fal jeg lee af, og være lyſtig! — Tilgiv mig mine Ord, men fandt er det, at pludſelig Lykke dræber Medlidenheden og alle blidere Folel⸗ fer, — Onkel! Vi forſtage ikke længere hin⸗ anden. Farvel! (vil gage).

Steffen (holder ham tilbage),. Du Bruus⸗ hane! Kan Du ſlaae lidt Band i Blodet? Jeg ſiger dig, du ſkal lee deraf, og du kan lee deraf. — Har du miſtet din Formue? har du miſtet din Brud? — Lognhals! ti⸗ dobbelte Logner! Har du ikke udloſt din Ons kel Steffen af Gjcelds⸗Fengſlet? har du ikke været paa hans Side baade i Nod og Fare? (til Agneſe). Min elſkede Huſtru! For mig har han opoffret fin Lykke; for mig har han hengivet Alt — den impertinente Knægt! Uden ham, vilde jeg ikke nu have været faa uendelig lykſalig, ſom jeg er. Og nu ſlaaer han fin Onkel lige i Næfe og Mund, anſeer ham for en tor Skampion, der pluͤdſelig er løbet i Veiret. ... Robert! du er ikke lan⸗ gere min Broderſon.

Robert. Onkel! Hvad mener J?

Steffen. Nei, Grobian! du er ikke ln⸗ gere min Broderſon! .... Søde Dreng! du er min Son!

Robert. Hvorledes?

Steffen. Der ſtager din Moder; her er din Fader! (trykker ham til fit Bryſt). Du ſkal arve Mere efter os, end efter dine forhen⸗

Zdie Act, 1e Scene.

værende Ravne⸗Forcldre. Øg had Kjare⸗ ſten angager, .... jeg har faa dog Forretnin⸗ ger med Brown; jeg vil gage hen til ham; du, min Son og forſte Bogholder, følger med mig; Jones ſkal bære fulde Pengeſakke efter os. Hvad jeg kjober hos ham, det vil jeg betale contant. Troer du da, han vil nægte min Son fin Datter? En Son af denne Kone, og af denne Mand? — For en Uferd! Bed om Forladelſe for dine For⸗ nermelſer! Ellers ſkal jeg viſe dig, du hid⸗ ſige Knægt, at din Onkel, ſiden han er ble⸗ ven lykkelig, har faaet ligeſaa ungt Blod ſom du.

Robert (knqlende for Agneſe). Aedle Frue! — Onkel! — Eders overvættes Godhed ned— bøjer mig!

Steffen. Staa op, Robert, og lad det vere godt! (til Agneſe). Min bedſte Agneſe! Du onſkede dig en Odeland til Mand; nu vel, paa den Krabat vil jeg ode faa Meget det ſkal være, Det er det Spil, hvori jeg vil ſpille; Guld vil jeg ſette mod Venſtab. Han ſtal have en Heſt, ſom der ikke er Mage til i England; han ſkal være kledt, ſaa Fruentimmerne fee DSinene ud af Hovedet efter ham. Og naar han traver ſtolt igjen⸗ nem Gaderne, ſaa vil jeg pege paa ham, og ſige: „Han har befriet mig ud af Gjelds⸗ Fengſlet.“ — Ja, det er et Hazardſpil, ſom er ſjeldent! — Vil du være Halvpart med mig, min elſtede Agneſe?

Agneſe. Halvpart heri og i hele Livet!

Steffen (til Robert). Saa kom! Forældre har du nu, og Penge har du. Nu blot et lykkeligt Kaſt, og faa har du vundet din Brud, Lee ikke! Jeg forftaaer mig paa Ter⸗ ninger, ſkulde jeg mene. Kan du huſte, da du laante mig 40 Skilling? Jeg tabte dem, det er fandt; men ved ſamme Leilighed vandt jeg min Brud. Gjor du nu ligeſaa! Eet, to, tre! Paf! hoieſte Hine! ſagde jeg det ikke nok?

(Han tager Agneſe og Robert om Livet, og gaaer ud med dem). 1

Anden Scene.

(En Gaardsplads + Browns Pakhuus). (J Baggrunden en Port).

Brown. Jans Bogholder, En Arbeids⸗ mand (med Pengeſcrkke). Andre Arbeids⸗ mændog Pakhuustjenere (ere i Begreb med at flytte Baller og Kasſer ind igjennem Por⸗ ten, og ſtable dem op i Gaarden). En Tje⸗ ner (ſtaaer med Pen og Black).

Brown (tager et Papiir fra Richard, og feer

i det). Tituſind Pund i Contanter. (til Boghol⸗

deren). Tag imod dem, og lad dem bringes

ind i Contoiret. (Bogholderen gaaer ind ad en

Sidedor, fulgt af Arbeidsmanden med Pengene).

Uldne Varer, Bor og Huder. Sagtens vil

det ikke finde ſynderlig Afſctning her paa

Pladſen; men Gevinſten er allerede ſtor nok.

13 Desuden. har jeg jo allerede afſluttet. Her er min Underſtrift.

* holder Blaekhornet for ham, og giver ham en Pen; han lægger Papiret paa en af Vareballerne, og underſkriver; derpaa vil han levere Richard Documentet, da han i det Samme jer Thomas Foſter komme. Richard hilſer paa fin Herre, og gaaer derpaa ind ad Sidedoren, ef⸗ ter Bogholderen). g

Thomas Foſter (kommer igjennem Porten).

Brown. Ah! der har jeg jo min Mand. See her, min fjære Ven, her er min Qvit⸗ tering, og Afſtaaelſen af min hele Gevinſt, Alt efter Aftale. Valuta er rigtig annam⸗ met.

Thomas (tager hurtigt Papiret). Tak, min Ven, tak! — Nu lad mig ſee, J ikke for⸗ tryder det! Handel er Handel.

Brown. Ja Skeet er Skeet.

Thomas. Ikke en Skilling lægger jeg til, om jeg faa ſkulde profitere det Tredob⸗ delte, faa fandt Gud hjelpe mig! Ikke om det var til eders ſtorſte Stade,

Brown. Og ikke en Skilling betaler jeg tilbage, om ſaa denne Handel bragte jer til Betlerſtaven, ſaa ſandt Gud hjelpe mig! Handel er Handel.

Thomas. Deri er jeg enig med jer. Jeg forlanger heller ikke, at J fÉal betale Noget tilbage. Alvorlig talt, jeg har nok taget jer lidt ved Næſen. Eders Part er nok i det Mindſte "dobbelt. faa meget værd ; ſom det, jeg har betalt jer for den. Men nu er det for ſildigt at ſnakke derom.

Brown. Det har jeg heller ikke iſinde. Tag den Fordeel, J kan fage; den er jer vel undt, Jeg holder ogſaa nok af Pros fiten, men jeg har det Valgſprog: Een Skil⸗ ling i Kasſen er bedre end tre Skilling paa Vandet. 3

Thomas. Vandet er min Allierede paa Liv og Dod. Ha ha ha! Det har hjulpet mig med at fnyde jer. lidt, 2

Brown. J Guds Navn! Snyd mig ſaa meget, ſom J vil! Jeg har jo givet mit Samtykke dertil.

(Man hører i Afſtand nogle Kanonfkud).

Thomas. Horer J? Det er mine Skibe. Ja ganſte ſikkert, det er dem! J Havnen vaier nu allerede mit Flag, med mit Valg⸗ ſprog paa. Ha! mine Misundere ville blive gule af Aergrelſe over at høre Kanonerne forkynde min Rigdoms Tilvext! See, her ſtager jeg rolig, ikke ſom Kremmeren, der forſte Gang venter ſin lille Skude hjem, og ſtyrter hidſebleſende til Tower, med en Kik⸗ kert i hver Haand. Jeg ſtaaer rolig her, og venter paa Efterretningen. Saaledes er en ſand Kjobmand: ſtolt og ſikker. — Ikke fandt? det eergrer jer dog lidt?

Brown (idet han lægger fig med udbredte Arme over Kasſerne og Ballerne). Dette her er mit; Pengene, ſom jeg har i Kasſen, ere ogſaa mine. J har endnu ikke faget Eders; gid det maa bekomme jer: vel!

14

Richard (kommer fra Sidedoren). Richard. Herre, har J hort Signalet? Thomas (ftolt og ligegyldig). Ja, hvad faa

videre? Det er ikke Andet end mine Skibe, ſom ere gaget for Anker, ſom fædvanligt.

Richard. Skal jeg ikke gaae til Havnen? Thomas. Hvis det kan fornøte jer, faa

vær faa god! Jeg har ingen Haft; jeg fan vente, til man lader mig falde, Richard (ſom, idet han vil gage ud af Porten,

meder Fru Foſter). Der ſtaager Herren. (Gager).

Fru Foſter (kommer, i haftig Bevægelfe).

Fru Foſter. Foſter, har du hort det? — Tjenerinde, Hr. Brown! har J heller ikke hort det?

Thomas. Hvad mener du? Kanonſkud— dene?

Brown. Det er eders Mands Skibe.

Fru Foſter. Ih! hvad ſporger jeg efter Kanonſkud og Skibe! Nei, jeg taler om en Nyhed, ſom tordner ſterkere for mit Øre, end tuſinde Kanoner; en Nyhed, ſom er mig ſkrokkeligere, end om alle vore Skibe vare ſunkne. (til Foſter). Tenk dig! din Broder —

Thomas (ligegyldig). Er ſat i Slutteriet?

Fru Foſter. Ak nei! det er ikke faa vel.

Thomas (fom for). Er han da hængt? Fru Foſter. Det var endnu bedre, baade for ham og for os. Nei, det er ſkrakke⸗ 191 utroligt, himmelraabende! Han har gif⸗ tet ſig.

Thomas og Brown. Hvad!

Fru Foſter. Som jeg ſiger jer: giftet fig! — Og med hvem, troer 3?

Thomas. Ih hvad veed jeg det! Med en eller anden Gadeſtrygerſte, ſom ſiger Tuſind Tak for Tilbudet! Hvad kommer det mig ved!

Fru Foſter. Men ſkulde jeg da ærgre mig derover? Ifald han havde faaet en ny Steen om Halſen, der trak ham endnu dy⸗ bere ned i Polen, faa vilde det jo glæde mig. Nei, men han har faaet Vinger i Nakken iſtedetfor Stene om Halſen; han flyver, han ſtiger!

Thomas. Drømmer du?

Fru Foſter. Den rigeſte, den ſtjonneſte Enke i London, Fru Agneſe Welſtad, har bidt Hovedet af al Skam, og er hans egte⸗ viede Huſtru. (Thomas og Brown ſlage Han⸗ derne ſammen af Forundring). Ja, forundrer jer kun! det er ikke mere end billigt! Wr⸗ grer jer dog tillige med mig, for at jeg ikke ffal være ene om at bære min Sorg!

Thomas. Ih hvad! Kan det ikke være os det Samme? Hvis han er bleven rig, vil han nok ſorge for at blive fattig igjen. Og desuden, enten han er rig eller fattig, ſaa hader og foragter jeg ham ligemeget.

Brown. Men hvis han nu bliver en ſo⸗ lid Mand, og pasſer vel paa ſin ſtore For⸗ mue, faa feer jeg dog ikke, hoor for

Brodrene Foſter.

Thomas. Lad os ikke tale derom, jez beder jer!

Fru Foſter. Nei, bedſte Herre! lad os endelig ikke tale derom! n

Browns Bogholder (kommey.

Bogholderen (til Brown). Hr. Steffen Foſter onſter at tale med Herren; han ſiger, at han har Forretninger med jer.

Thomas. Forretninger? Ha ha ha! Maas ſkee J er en Libhaber af Terningeſpil?

Fru Foſter. O hvilfe flette, hvilke onde Tider, naar ſaadant Pak kan kneiſe ligeſaa høit ſom en af os.

Brown. Man kan jo altid høre hvad han har at ſige.

Steffen Foſter og Robert (komme, begge mes

get pragtfuldt klcdte. Efter dem følger) Jones (med Pengeſakke. De komme alle Tre fra Side⸗

øren). Steffen. Guds Fred, Hr. Brown! Jeg har Forretninger med jer,

Brown. Med mig? Lad høre?

Fru Foſter (ſagte til fin Mand). Han la⸗ der, ſom han ikke faae os. Ak Herre Gud! det kleder ham godt at være fornem.

Steffen (til Brown). Til Sagen! Jeg har en ſtor Capital til min Dispoſition. Jeg har kjobt to Skibe, og dem vil jeg fragte med forſkjellige Artikler. Jeg behøver et Parti Vox, ſamt uldne Vare og deslige. Kan J forſyne mig dermed, faa ſüg, at J vil paatage jer Leverancen. Min Fjener bringer Betalingen med ſig i Contanter.

Brown (meget heflig). Til Tjeneſte, min Herre! med ſterſteFornoielſe! Jeg har netop tilhandlet mig en anſeelig Mængde af flige Varer; I kan faae dem ſtrax.

Steffen. Saa. lad dette da være vor førfte Forretning, men ikke vor fidfte! Jeg har betydeligere Forretninger med jer, end denne. Her vil jeg blot give jer Handſel.

Brown. Mangfoldig Tak! Jeg føler mig i hoiſte Grad æret ved eders Tiltro.

(De trykke hinanden i Haanden, og gage hen i

Baggrunden, hvor de kale ſagte med hinanden).

Thomas (til fine Kone). Saadan er Ver⸗ den! See engang min Ven Browns krumme Pukkel! Han ſkyder Ryg, ligeſom en Kat, der bliver klappet.

Fru Foſter. Han krummer ſig for ham, ſom har ſpiiſt Arreſtantbrod, og drukket Band dertil; og den Koſt vilde han tæret endnu, derſom ikke hans prægtige Broderſen havde ſtjaalet fra os, for at udloſe ham. O man kan blive raſende!

Robert (ſom allerede længe har ſogt Leilighed til at nærme fig ſin Fader). Min Fader.

Thomas. Bort fra mine Hine.

Robert. Min Fader! Var det eders Al⸗ vor, dengang J igaar ,

Fru Foſter. Han er ikke eders Fader. Unge Herre, vi kjende jer ikke.

3bie Act 2den Scene.

Robert. Jeg har Intet at tale med jer, men I, min Fader...

Thomas. Jeg tenker ligeſom hun. Jeg har forſkudt dig; du er ikke længer min Son.

Robert. Nu velan! Saa har jeg ogſaa forſkudt jer; J er ikke længer min Fader.

Fru Foſter. Vil man høre!

Steffen (ſom er bleven opmarkſom paa Sam⸗ talen og nærmer fig). Ret faa, min Sen! Du ſkal ikke ydmyge dig. Herefter er du min Son; jeg og min Kone have adopteret dig; og ved Himlen! Du fſkal ikke fortryde, at have byttet Forældre.

Fru Foſter. Det kunde dog vel hende fig. J Betler-Galop gaaer det ſnart op, ſnart ned.

Steffen. Tager jer ivare, at eders Ga⸗ lop ikke bliver til Carriere, og gaaer ned ad Bakken, faa J brakke Halſen.

Fru Foſter. Det har vel ing en Nod.

Steffen (til Thomas). Han er nu min Son, Thomas, og han vender ikke mere til⸗ bage til dig, i det Mindſte ikke for du har afſtaffet det Huuskors der ſtager ved din

Side!

Fru Foſter. Sligt maa man høre!

Steffen (til Brown). Nu kom ind i Con⸗ toiret, Hr. Brown. Jeg har kun med jer at gjore, ikke med de Andre. Min Son Robert er min forſte Bogholder; hans Un⸗ derſtrift ftal herefter være faa gyldig ſom min; han iſkal udfærdige Papirerne angagende vor Handel. Han har ſin Faders og ſin Mo⸗ ders uindſkrænkede Tillid, og han fortjener den, thi ingen Yndling er faa ædel og god ſom han. Om derfor visſe Folk hade ham, ſaa kommer det deraf, at Laſten altid hader det Gode. Kom, Hr. Brown, kom!

(Brown, Steffen, Robert og Jones gaae ind ad Si⸗ dedoren.)

Fru Foſter (til Thomas). Og det taaler du? Sligt lader du bydes din Kone, du folde, feige, kraftloſe Wand! Der ſtager han, og regner, hvor ſtor Gevinſt hans Skibe vil bringe ham! J hans Hjerte er ikke Andet end Tal; hans Kones Forhaane ſer bryder han ſig ikke om. Hende kan Enhver. for- nærme faa meget, ſom ham lyſter. Er det den Kjærlighed, ſom du har lovet mig? Er det din Taknemmelighed for den ſkjonne Ca⸗ pital, ſom jeg har bragt dig? Hvad har jeg nu for det? Jammer, Elendighed! Ak jeg ulykkelige Kone!

Thomas. Var ikke ſaa kilden, hvad Ord angager! Lad Folk <